Tilliden er væk: Folkekirkens top efterlyser værn mod regeringen

Et kirkeråd ville kunne have forpligtet staten til at søge dialog med kirken, før den afskaffede store bededag siger jurist. Men det havde næppe gjort den store forskel, siger sognepræst

Forholdet mellem stat og kirke er under pres, efter at regeringen har lagt op til at afskaffe store bededag som en helligdag uden at rådføre sig med folkekirken først.
Forholdet mellem stat og kirke er under pres, efter at regeringen har lagt op til at afskaffe store bededag som en helligdag uden at rådføre sig med folkekirken først. . Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Ved at fjerne store bededag uden at konsultere folkekirken først, har regeringen trådt godt og grundigt på tilliden mellem stat og kirke. Den har ellers været en forudsætning for, at de to har kunnet eksistere uden en forfatning i mere end 150 år. Det bør man reagere på. 

Sådan mener en bred vifte af kirkefolk, hvoraf flere nu ønsker, at man begynder arbejdet med at lave et demokratisk organ i folkekirken, så den i fremtiden vil have et værn mod regeringer, der ønsker at lovgive om folkekirkens indre anliggender. 

Et sådant kirkeråd vil give folkekirken en vis politisk magt, blandt andet ved at få del i de kompetencer, som i dag alene ligger hos kirkeministeren. Idéen har flere gange været på tegnebrættet, senest i 2012 til 2014, hvor arbejdet med den såkaldte betænkning 1544 nåede helt til målstregen. Dog blev forslaget efter politisk modstand lagt i graven af den daværende kirkeminister Marianne Jelved (R), til trods for at et stort flertal af det regeringsudpegede udvalg var tilhængere af forslaget, herunder alle folkekirkens delegerede.

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen var en af dem, der sad med om bordet dengang, og han er fortaler for nu at genbesøge lovforslaget. 

“Formålet med arbejdet dengang var at skabe det fornødne demokratiske forum, hvor sådanne drøftelser, som vi ikke har haft om store bededag, ville have en naturlig plads. Jeg synes, det er naturligt, at tankerne går i den retning, at der nu er sket noget, som må få os til at tænke på, hvordan folkekirkens ordning bør være,” siger han og understreger, at han agter at tage emnet op med kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der fredag havde inviteret alle folkekirkens biskopper til et møde for at diskutere store bededag. 

Betænkning 1544 kan læses i sin helhed på Kirkeministeriets hjemmeside. Det er et 448 siders langt dokument, der både lægger op til en gentænkning af folkekirkens økonomi og nedsættelsen af et kirkeråd samt en stadfæstelse af biskopperne som et kollegium, der kan handle og udtale sig i flok. 

Spørger man den forhenværende Folketingets Ombudsmand, juristen Hans Gammeltoft-Hansen, som stod i spidsen for arbejdet med betænkningen, er det hans klare overbevisning, at man med sådan en ordning ville have haft et værn mod en regerings hurtige beslutninger uden om folkekirken.  

"Med betænkning 1544 vedtaget ville man have delt kompetencerne. Der ville stadig være et kirkeministerium til at lave kongelige forordninger, men det ville skulle ske i samvirke med to andre organer, et bispekollegie og et repræsentativt folkekirkeligt fællesudvalg. De skulle inddrages, før en minister kunne gå i lag med en beslutning, der påvirker kirkens indre anliggender. Det ville have sikret, at ingen minister eller regering ville kunne komme farende og sige, at nu afskaffer vi bare en helligdag," siger Hans Gammeltoft-Hansen. 

Han mener, at afskaffelsen af store bededag er en oplagt anledning til at genbesøge forholdet mellem stat og kirke: 

"Hver gang, der sker et indgreb i folkekirkens indre anliggender, uden at der bliver udvist skønsomhed, genopvækkes behovet for at få denne folkekirkelige forfatningslov. Det er nøjagtigt det, der er sket nu her," siger han. 

Debatten om et kirkeråd og en forfatning har eksisteret lige så længe som folkekirken selv. I Grundloven fra 1849 står der, at "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov", fordi det var lovgivernes intention, at der på et tidspunkt skulle laves en forfatning. Sådan en har man imidlertid aldrig kunnet blive enige om. For hvor tilhængerne mener, at det vil føre til demokratisk repræsentativitet at oprette et Folkekirkens Fællesudvalg, kalder modstanderne det en synode, som de frygter vil føre til en unødvendig politisering af folkekirken. 

Skeptikerne er heller ikke overbeviste om, at et kirkeråd kunne have gjort nogen som helst forskel i slagsmålet om store bededag, fordi kirkeministeren ikke ville være forpligtet til at handle på folkekirkens indvendinger, kun lytte til dem. Sognepræst i Seem ved Ribe Torben Bramming har været modstander af et kirkeråd i alle de år, man har diskuteret ordningen: 

"Det kan godt være, biskopperne var blevet hørt, men de kunne næppe have stoppet regeringen i at afskaffe store bededag. Det ligger jo ikke i kirkerådets beføjelser, at det ville kunne stoppe verdslig lovgivning. Alligevel er kirkerådet et argument, man finder frem, hver gang folkekirken bliver presset politisk. Så siger man, at nu skal vi have en forfatning. Jeg kan bare ikke se, at biskopperne eller et kirkeråd kunne have været en nødbremse, uanset hvad de havde sagt," siger Torben Bramming.  

Hos Præsteforeningen har bestyrelsen, hvor syv ud af ni medlemmer er nyvalgte, tænkt sig at tage emnet op på et hovedbestyrelsesmøde på mandag. 

Formand Pernille Vigsø Bagge tror, at der er forskellige holdninger blandt medlemmerne, men hendes egen er, at der i hvert fald skal ske et eller andet, som kan sikre, at staten farer med "lempe, skønsomhed og omhu", før den i fremtiden agter at gribe ind i folkekirkens indre anliggender. 

"Sagen med store bededag er med til at understrege behovet for at sikre, at kirkeministeren vil konsultere folkekirkens parter, når der skal tages voldsomme beslutninger på kirkens vegne. Jeg ved ikke, om man kan indføre betænkning 1544 én-til-én, men man bør i hvert fald forpligte kirkeministeren på at høre folkekirkens parter i sager som denne," siger hun.