Tradition over for tilpasning: Folkekirken i debat om luthersk identitet

Debatten om en ændring af gudstjenestens faste form har udstillet en afgørende uenighed i folkekirken om synet på Luther og de såkaldte bekendelsesskrifter. Flere foreslår nu at gøre op med de traditionelle dogmer om, at mennesket er født som synder, og at dåben er en forudsætning for frelse

I debatten om folkekirkens liturgi er der kommet en uenighed til overfladen om blandt andet dåb. – Illustration: Morten Voigt.
I debatten om folkekirkens liturgi er der kommet en uenighed til overfladen om blandt andet dåb. – Illustration: Morten Voigt.

Da Niels Jørgen Cappelørn var barn i Øster Snede Sogn i Trekantområdet i 1950’erne, var det et kapløb mod tiden, når et barn var blevet født. Han tilhørte den lutherske vækkelsesbevægelse De stærke jyder, og hos dem var der ingen tid at spilde, når et nyt barn var kommet til verden. Selv i bidende kulde blev den afkræftede mor liggende i sengen, mens faderen og gudmoderen på den førstkommende søndag ilede med barnet mod døbefonten i kirken. Det var en risikabel praksis, når man tænkte på spædbarnets helbred, men en risiko man var nødt til at tage. For hvis barnet skulle dø, inden det blev døbt, ville det gå fortabt og tilbringe en evighed i Helvede.

De stærke jyder tog det alvorligt, når folkekirkens såkaldte bekendelsesskrifter tilsagde dem, at dåben er en forudsætning for at blive frelst og ikke gå fortabt. De var en del af den danske folkekirke, hvis lære blandt andet byggede på skrifter om, at alle er født som syndere, og derfor vil lide evig død uden dåb, som det blandt andet står i et af de fem skrifter, Confessio Augustana, eller på dansk Den Augsburgske Bekendelse, skrevet af reformatoren Philipp Melanchthon i 1530.

De stærke jyder er i dag en forsvindende lille gruppe, men det er de samme bekendelsesskrifter, som folkekirkens lære bygger på. Det er her, man finder – med nutidens øjne – kontroversielle udsagn om, at spædbørn er født som syndere, og at mennesker kan gå fortabt til evig død.

Nu spørger flere teologer, præster, provster og en biskop i folkekirken, om det skal fortsætte sådan. Skal tekster og tanker formuleret af mennesker flere hundrede år efter Jesu tid danne grundlaget for forkyndelsen for en folkekirke, hvor størstedelen af medlemmerne formodes ikke at kunne stå inde for tanken om, at spædbørn er syndige og havner i evig fortabelse uden dåb?

Diskussionen er opstået som en del af arbejdet med, hvordan gudstjenestens faste form skal se ud i fremtiden. Gudstjenestens faste form kaldes med et andet ord liturgi, og ifølge Cappelørn er liturgien en dyrebar og central del af gudstjenesten, der må ændres med stor varsomhed.

Tilpasning over for tradition

På den ene side står en gruppe, man kan kalde tilpasningsteologer. De betoner vigtigheden i at tilpasse teologien til den tid, vi lever i, og anlægge et kritisk blik på de dele af bekendelsesskrifterne, de ikke mener har rod i Bibelen, men i højere grad i den historiske kontekst, de er skrevet ind i.

På den anden side står en gruppe, man kan kalde traditionsteologer. De advarer mod at afkoble folkekirken fra 2000 års kirkehistorie og beskylder tilpasningsteologerne for at lade tidsånden diktere deres teologi.

Et sted midt imellem de to lejre står Niels Jørgen Cappelørn, der voksede op hos De stærke jyder, og som i dag er professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet.

Han ønsker ikke et radikalt nybrud med den eksisterende liturgi i folkekirken, og er i almindelighed kritisk over for at tilpasse teologi til tidsånden.

”Evangeliet skal ikke forkyndes på tidsåndens betingelser, men på tidsåndens vilkår,” som han siger.

Ligesom tilpasningsteologerne er han imidlertid enig i, at der kan være brug for en ny dåbsteologi i folkekirken. Først og fremmest vil han gøre op med læren om arvesynd, som han mener fandt sit mest outrerede udtryk i dåbspraksissen hos De stærke jyder på hans hjemegn.

Idéen om arvesynd er ikke formuleret i Bibelen, men blev præsenteret af kirkefaderen Augustin i 300-tallet. Det har siden været en fast del af de fleste kirkesamfunds teologi og særligt hos protestanter, der generelt opfatter mennesket som ødelagt af arvesynden. Luther betonede i høj grad Augustins tanker om arvesynd. Men det er der grund til i dag at sætte spørgsmålstegn ved, mener Niels Jørgen Cappelørn.

”Augustin var meget vigtig for Luther, og det kan skyldes, at den katolske kirke på den tid havde nedtonet tanken om arvesynd. Jeg tror, at det har været en positionering, når han har brugt Augustin så meget, fordi han gerne ville tilbage til det gamle,” siger han.

”Det paradoksale er, at Luther selv var modstander af traditionen, som var repræsenteret af pavekirken. Han var kritisk over for, at tradition så at sige kan få guddommelig status, skønt det er udsagn eller fortolkninger fra mennesker og ikke Bibelen.”

Strid om traditionens rolle

Kernen i debatten om et muligt opgør med dele af folkekirkens bekendelsesskrifter består i, at de to lejre har forskellige syn på tradition. Ingen fra lejren af traditionsteologer vil mene, at bekendelsesskrifterne har guddommelig status, men de mener, at kristentroen bygger ikke bare på Bibelen, men også på hundreder af års udlægninger og fortolkninger af Bibelen. Uden traditionen vandrer troen blindt og risikerer at finde kætterske udtryk som for eksempel hos sekteriske grupper som Faderhuset eller i den voksende såkaldte fremgangsteologi i USA, der prædiker, at tro på Kristus vil føre til velstand og lykke her på Jorden.

Tilpasningsteologerne afviser ikke, at traditionen er vigtig, men forholder sig kritisk til dele af kirkehistorien og til udbredte dogmer. Hvis folkekirken ender med at afvise arvesyndslæren, vil den være på linje med kirkesamfund som den ortodokse kirke, kvækerne, unitarerne og mormonerne, hvoraf de tre sidstnævnte bredt betegnes som værende afvigere fra officiel troslære. For unitarernes vedkommende afviser de endda treenighedslæren – at Gud er tre og én på samme tid – hvilket også er en lære, der har rod i den tidlige dogmatik og ikke direkte i Bibelen.

Så langt vil Niels Jørgen Cappelørn ikke gå. Der er ingen gode argumenter for at sætte spørgsmålstegn ved treenighedslæren, mener han. Men kender man sin bibel, bør man være kritisk over for dele af Luthers tanke om blandt andet arvesynd.

”Luther var ikke en pave. Han var heller ikke en helgen, men en reformator, der ønskede at reformere dele af den daværende kirke. Derfor skal vi også læse ham ind i hans kulturelle kontekst og forholde os kritisk til ham.”

Og når man går kritisk til Luther, er der væsentlige spørgsmålstegn at sætte ved hans betoning af arvesyndslæren, mener Cappelørn.

For det første må tanken om arvesynd være i konflikt med tanken om en almægtig Gud: Hvem siger, at Gud ikke kan frelse et barn, der ikke er døbt? Og hvor ved man det fra?

For det andet kan det ifølge Cappelørn være en bagatellisering af synden, når man hævder, at den er nedarvet.

”Så bliver synden så at sige en ’nødvendighed’, så den ikke er det enkelte menneskes egen skyld, men noget medfødt. Når vi prædiker arvesynd, vil mennesket være tilbøjelig til at sige, at det ikke er min egen skyld, at jeg er synder – jeg jo er født sådan.”

Tidstypisk teologi

Fra fløjen af de såkaldte traditionsteologer har særligt Torben Bramming været ude med kritik af tilpasningsteologernes ønske om en ny dåbsteologi, der blandt andet sletter tanken om dåben som en forudsætning for at blive frelst. Når han skal beskrive de to fløje i debatten, kalder han det en kamp mellem to historiesyn: Den ene fløj ser historien som en revolution, mens den anden ser den som en reformation.

Torben Bramming forklarer:

”De, der vil lave om på dåbsritualet, ser tiden som en revolution. Med for eksempel Reformationen sker en udvikling. Oldkirkens kristendom er et kim, som udvikler sig til det, den er i dag for moderne mennesker. Derfor vil de rive det gamle ned, der så at sige er hammen af en svunden tid for at lave kristendom, som appellerer til mennesker i dag. De vurderer, at vi med vores indsigter i 2022 kan træde ud af 70 generationers kristen kirke og som et totalt nybrud gøre op med et helt centralt dogme som arvesyndslæren eller dåben. Problemet med at lægge vægten over på dig selv i stedet for traditionen er, at ingen stopper dig i at tænke tanker, der gør din kristendom usand og ukristelig, for dit fundament bliver så, hvad vi i dag mener er ’tidssvarende’ kristendom,” siger sognepræsten, som i øvrigt kalder det en stråmand, når folk siger, at tro på arvesynd nødvendigvis er lig med, at man tror, børn går fortabt uden dåb.

Over for dette historiesyn står Torben Brammings eget: det, han kalder et syn på kirkehistorien som reformation. Det er den position, som han kalder den ”klassiske og rigtige”, hvor man i stedet for at gøre op med tradition og tidligere kristnes tanker, gendanner kirken og vender tilbage til Bibelens udlægninger, når der er sket misbrug igennem historien. Det er dette, bekendelsesskrifterne ifølge Bramming er rettesnoren for.

”Man river ikke noget ned for at skabe nyt, men går i stedet tilbage i traditionen, til bibelteksterne, når der er brug for at gendanne kristendommen. Vi er forvaltere, som Paulus siger, og skal videregive det, vi har modtaget. Vi er ikke herrer over kirken i vores tid, men vi er den synlige kirke i den enorme usynlige kirke, der var og kommer.”

Der er mange konsekvenser ved en teologi, hvor man forkaster bekendelsesskrifterne, mener Torben Bramming. En af dem er, at man skaber en slatten kristendom uden vitalitet, der ikke kan modstå tidens tand. Som eksempel nævner han en udbredt praksis med at forene Jesus med marxisme i 1970’erne, hvor der blandt andet blev udgivet en svensk børnebog med titlen ”Kammerat Jesus” – beretningen om Jesus som oprøreren, der sammen med det undertrykte jødiske folk laver revolution mod romerne.

”Ebbe Kløvedal Reich og andre ville nu tolke Jesus igennem marxismens briller, og det gav selvfølgelig genklang i tiden. Men når man ser tilbage på det i dag, kan alle se, at det var absurd og ligegyldigt. Tidstypisk teologi, der bare skal promovere en tidstypisk holdning, vil i sagens natur ikke have lang holdbarhed og vil ikke rykke noget. Det samme sker i dag.”

Men kan det ikke være sund fornuft at gå kritisk til gamle udlægninger, der ikke nødvendigvis var udbredte hos de første kristne og ikke har direkte rod i Bibelen?

”Man kan gå kritisk til udlægninger, men jeg kan kun opfordre folk til at læse Bibelen og tage stilling til selv. Læser man Bibelen, vil man have svært ved at se, hvordan moderne folkekirkepræsters tolkning af Bibelen uden dåben som frelsesbetingelse, arvesynden og fortabelsens mulighed, skulle være forenelig med, hvad der står skrevet og har ligget til grund for den kristne kirke i 2000 år.”

Kamp om kirkehistorien

Debatten om et opgør med bekendelsesskrifterne har også været en kamp om at definere kirkehistorien. Lektor i teologi ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck brugte for eksempel i en kronik forleden i Kristeligt Dagblad de første kristne som et argument for at gøre op med tanken om arvesynd. De første kristne havde ikke senere kristendoms fokus på synd og fortabelse, som altså derfor ifølge lektoren er en konstruktion af de senere kristne, som man bør kunne være kritisk over for.

Det var Sandbecks argument, og han har til dels ret, lyder det fra Anders-Christian Jacobsen, der er professor i dogmatik ved Aarhus Universitet med speciale inden for oldkirken og de første kristne.

”De første kristnes syn på frelse og fortabelse var anderledes end Augustins, der blev formuleret omkring år 400 og vandt udbredelse langt op i vores tid. De var bevidste om frelse og fortabelse, men ikke i sådan en juridisk eller økonomisk variant, som det har fået gennem kirkehistorien. Tanken om, at synd er at skylde nogen noget, som skal betales. De forstod snarere synd som opstand mod Gud, der førte til afstand mellem Gud og menneske og havde sygdom og død som konsekvens. Men man skal dog passe på med at sige, at det er den rigtige måde at se det på, bare fordi de tidlige kristne havde det syn. Det behøver ikke være den rigtige fortolkning, bare fordi det var den første,” siger han.

Ikke desto mindre er Anders-Christian Jacobsen en del af den lejr, der her er blevet kaldt tilpasningsteologerne. Han mener, at det kan være nødvendigt at udfordre bekendelsesskrifterne for at tilpasse kristendommen til en given tid og kultur. Det har han tidligere argumenteret for i debatindlæg om at afskaffe arvesyndslæren for eksempel.

”Bekendelserne må fortolkes både på baggrund af den tid, de er skrevet i, og i lyset af den nye tid, som de skal bruges og forstås i. Confessio Augustana blev for eksempel til, fordi kejseren af det tysk-romerske rige indkaldte til en rigsdag, hvor han også ville høre, hvad de evangelisk-lutherske mente. Teksten blev skrevet på den foranledning og var ikke blevet skrevet ellers. På den måde kan det virke som en banal tilfældighed, at det skrift er blevet ophøjet til at danne grundlag for lutherske kirkers forkyndelse.”

For Anders-Christian Jacobsen er faren ved at holde traditionens tolkninger for hellige, at man bliver en såkaldt bekendelsesfundamentalist. Man skal ikke forkaste traditionen, men man skal udfordre og gå kritisk til bekendelsesskrifterne, fordi man ellers ender med en kristendom, der er irrelevant.

”Bekendelsesfundamentalisme skaber en kristendom, der i bedste fald er ligegyldig og i værste fald avler antikristendom, fordi den ikke bliver tolket ind i nutiden.”