Når man læser i både det nye og gamle testamente, kan man støde på ordene træl, slave og tjener. Eksempelvis i søndagens tekst, hvor Jesus taler om, at trælle ikke bliver i huset for evigt. Men i mange tilfælde er det ét og samme ord, der bliver oversat til tre danske ord - alt efter sammenhængen.
“Både træl, slave og tjener bliver brugt som dansk oversættelse. I Esajas’ bog bruges ordet om en lidende tjener, der dør i stedet for folket. Det ord kan i andre sammenhænge oversættes til slave - særligt når det gælder forholdene for israelitterne, da de var slaver i Egypten. Og så er der De Ti Bud, der indledes med ‘Jeg er Herren din Gud, der førte dig ud af Egypten, af trællehuset’,” siger Nicolai Winther-Nielsen, der er professor i Gammel Testamente og informations- og kommunikationsteknologi ved Dansk Bibel Institut.
Det har skabt store overvejelser, når man har lavet nye oversættelser. Nicolai Winther-Nielsen var med i arbejdet med oversættelsen Bibelen 2020, hvor også de moderne konnotationer til ordet slave blev bragt i spil.
“Vi overvejede, om vi kunne bruge trælle. Men ordet træl er ikke særlig nudansk, hvis man spørger folk på gaden. Omvendt tænker mange ordet slave med et moderne, vestligt perspektiv fra 1600-1700-tallet, altså solgte slaver. Det var det ganske vist, når vi hører om forholdene i Egypten, men når begrebet ellers bliver brugt i Det Gamle Testamente, er det en helt anden status ‘den hebraiske træl’ har,” fortæller Nicolai Winther-Nielsen.
Den mest almindelige form for træl eller slave på gammeltestamentelig tid var mennesker, der var endt under en særlig ordning for dybt forgældede personer, som eksempelvis kunne være kommet i den situation, fordi høsten slog fejl, forklarer Nicolai Winther-Nielsen. De kunne i det tilfælde arbejde deres gæld af ved at virke som en slags løn- eller gældsslave i andres husholdning i en periode. Dette fænomen bliver også behandlet i jødiske retsregler, hvor man ifølge nogle bestemmelser ikke kunne være gældsslave for evigt, men skulle frigives efter syv år.
“Det vil sige, at man på gammeltestamentelig tid kunne købe en slægtning fri af sin gæld, og derved få en hjælpende hånd de næste syv år, og det har jo ikke meget at gøre med den moderne forståelse af slaver, der arbejdede i bomuldsplantager,” siger Nicolai Winther-Nielsen, og fortsætter:
“Det gør det lidt svært at finde den rigtige betegnelse, for vi ønsker ikke at give indtryk af, at det er handlede slaver. Men ordet tjener er enten et meget kirkeligt ord, i forhold til diakoni og tjeneste, eller et professionsspecifikt ord i forbindelse med arbejdet på en restaurant,” siger Nicolai Winther-Nielsen, og fortsætter:
“Jeg kunne godt finde på at sige gældsslave. Så er det lidt et nyt ord, man opfinder, men det er måske det nemmeste for at undgå en misforståelse.”
Nicolai Winther-Nielsen mener, at man godt kan overveje, om det er denne gammeltestamentelige form for gældsslaveri, Jesus omtaler i søndagens tekst.
“En gældsslave kunne sættes fri, men han kunne også vælge at blive i husstanden på livstid. Jesus er sønnen i huset, der giver trælle en helt ny frihed, og han løskøber dem til fuld frihed,” siger Nicolai Winther-Nielsen.