Trods stort kendskab til sjælesorg: Få vil søge hjælp hos præsten

Forlegenhed og frygt for at få stoppet kristendom ned i halsen er nogle af de faktorer, der spiller ind, når danskere afholder sig fra at bede deres præst om en sjælesorgssamtale. Et wake up-call for folkekirken, lyder en reaktion

”Til forskel for psykologsamtaler, som læger og andre instanser henviser til, er det ikke en del af strukturen, at man henviser til en præst," siger Birgitte Graakjær Hjort, der er afdelingsleder for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus.
”Til forskel for psykologsamtaler, som læger og andre instanser henviser til, er det ikke en del af strukturen, at man henviser til en præst," siger Birgitte Graakjær Hjort, der er afdelingsleder for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Kirker i hele landet gør på hjemmeside, sociale medier og i kirkeblade opmærksom på, at alle kan få sjælesorgssamtaler med præsten, hvis de har brug for det. Og faktisk er det lige knap 70 procent af danskerne, der ved, at alle kan få en fortrolig og gratis samtale med en præst om personlige problemer.

Det viser nye tal fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Men det er alligevel kun 19 procent, der kunne finde på at tale med en præst, hvis de havde et personligt problem.

”Det er et wake up-call for os som folkekirke,” siger Birgitte Graakjær Hjort, der er afdelingsleder for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Aarhus.

Hun peger på, at danskerne måske har en fornemmelse af, at de bør være særligt troende, hvis de bruger en præst som sjælesørger, eller at en sjælesorgssamtale med en præst helst skal have udgangspunkt i tro og tvivl. Dertil kommer, siger hun, at sjælesorgsmuligheden ikke understøttes strukturelt af sundhedsvæsenet.

”Til forskel for psykologsamtaler, som læger og andre instanser henviser til, er det ikke en del af strukturen, at man henviser til en præst.”

Analyseinstituttet YouGov har for Kristeligt Dagblad lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt præster, som viser noget tilsvarende. Her svarer 77 procent af de 337 medvirkende præster, at det er deres indtryk, at deres sognebørn ved, at de kan bede om en sjælesorgssamtale. Men i kommentarfeltet i spørgeskemaundersøgelsen skriver flere præster, at de er i tvivl om, hvorvidt sognebørnene føler sig frimodige til at gøre brug af den mulighed.

For eksempel skriver en af præsterne, at ”tærsklen er høj for at trænge sig på”, mens en anden skriver, at usikkerheden blandt sognebørnene er stor over, ”om ens problem/emne er vigtigt nok til at tage præstens tid”. En tredje præst skriver, at forlegenhed kan være en barriere hos den enkelte, og en fjerde skriver, at nogle sognebørn tror, at ”det skal handle om tro”.

”Den generelle sekularisering gør jo, at folk oplever sig som værende på ret stor afstand af kirken i det daglige,” siger Leif Andersen, der er teolog og lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Han har forsket i sjælesorg og har skrevet tobindsværket ”Kroppen og ånden” om emnet.

”Derfor kan der måske være en generel usikkerhed omkring præsten som person. Det er mit indtryk, at langt de fleste har stor respekt for den sjælesorg, præsten kan udfolde i forbindelse med dødsfald og begravelser. Men det er måske det væsentligste indtryk, de har af præsten som sjælesørger: at det er ham eller hende, der kan hjælpe med sorg. Men ved han eller hun overhovedet noget om andet end Gud? Ved de noget om livet?”.

Birgitte Graakjær Hjort hæfter sig ved, at 28 procent af danskerne angiver, at de måske kunne finde på at tale med en præst om et personligt problem. Og hun mener, at bolden ligger hos folkekirken, hvis de 28 procent skal føle sig velkomne.

”Hvis befolkningen vidste, hvad andre bruger præster til, og hvor få sjælesorgssamtaler der handler om tro, tror jeg, at flere ville gøre brug af muligheden. Så kirkerne skal måske blive endnu bedre til at kommunikere, hvordan en sjælesorgssamtale foregår, og hvilke emner man kan tale om – at det kan handle om alt fra ensomhed og udfordringer i ægteskabet til bekymringer for ens børn, der mistrives.”

Hos Sjælesorg på nettet, der er folkekirkens online chattjeneste, gør man en del ud af at oplyse brugerne om, hvad sjælesorg er, fortæller daglig leder Pernille Hornum. Når en del mennesker holder sig tilbage med at bede den lokale sognepræst om en samtale, kan det skyldes skam og forlegenhed, vurderer hun. Derfor ser hun online sjælesorg som et godt alternativ.

”Vi taler ofte om, at vi savner kropssproget i virtuel kommunikation. Men faktisk kan det også være givende for samtalen, hvis kropssproget er fraværende, og der er en gensidig anonymitet mellem den, der henvender sig, og præsten, som svarer.”

LivogSjæl side 20