Det er svært ikke at stirre på betjenten, der står på fortovet foran indgangen til synagogen i Krystalgade i København denne onsdag eftermiddag. Han gengælder ikke blikket, men kigger roligt frem for sig med den ene hånd hvilende på det automatvåben, som hænger i en skulderrem uden på den skudsikre vest. Patruljevognen står parkeret demonstrativt på den anden side af gaden, der på denne strækning er spærret for al anden biltrafik.
Jeg skal besøge den udstilling, som skal vandre landet rundt de næste måneder for at markere 400-året for, at Christian IV tilstod de første jøder adgang til riget. Den er for en stund opstillet i menighedshuset bag synagogen, så medlemmer kan få lejlighed til at se den, før den fortsætter til Nakskov, Odense, Fredericia, Randers, Aarhus, Aalborg og Horsens. Jeg præsenterer mig i porttelefonen og bliver brummet ind i et tremmebur, hvor jeg skal vente til låsen bag mig smækker, så jeg kan blive lukket ind ad den næste gitterlåge. Mens jeg leder efter det rigtige lokale, møder jeg flere uniformerede betjente.
Et dusin fonde, herunder et par af de rigtigt store, der betragter sekscifrede beløb som småpenge, har bidraget til udstillingens virkeliggørelse, og der er samarbejdet med flere væsentlige arkiver og museer rundt om i landet. Af denne indsats er der blevet en håndfuld flot designede infostandere, der med den nødvendige afstand ikke optager mere plads end en badmintonbane.
Ved hjælp af grafik, billeder, videoer og et par interaktive funktioner vises eksempler på jødisk liv i Danmark fra begyndelsen af det 17. århundrede til i dag. Der er lagt vægt på, at jøderne ganske vist har holdt fast i deres særpræg, men at de først og fremmest har bidraget positivt til samfundet. Det er eksemplificeret med blandt andet Susanne Biers Oscar-statuette, dog ikke den originale, Arne Jacobsens svanestol og Niels Bohrs atommodel. Men ellers er udstillingen ikke genstandsorienteret. Hurtigt overstået er den under alle omstændigheder.
Jøderne kom oprindeligt hertil via Altona som handelsfolk med et europæisk netværk, og mange af de jødiske familier opnåede fremtrædende positioner i næringslivet. Men først i 1814 blev det jødiske samfund ligestillet med flertallet. Få år senere blev den pragtfulde synagoge i København opført som et monument over jødernes ret til at være her. Pogromer i Rusland drev i årtierne op til Første Verdenskrig tusindvis af jøder til Danmark, hvoraf mange rejste videre vestpå, og andre blev. Også de tilpassede sig hurtigt og blev gode og nyttige borgere. Det samme gør sig gældende for de 2-3000 jøder, der kom hertil som resultat af den seneste pogrom i Europa, den i Polen i slutningen af 1960'erne.
Flertallet af danske jøders vellykkede flugt fra nazistisk forfølgelse i oktober 1943 er den store og afgørende, symbolske begivenhed i det 20. århundrede. Jødernes flugt omtales ofte som jødernes redning, fordi vi er stolte af, at vi hjalp vores landsmænd. Dermed bliver den også en hovedhjørnesten i The Master Narrative, som det hedder, den danske mesterfortælling om jøderne som fuldt integrerede i det fredelige efterkrigssamfund. Udstillingen læner sig stadig kraftigt op ad netop denne fortælling, selvom der også antydes sprækker af mørke i denne idyl henimod slutningen af fortællingen.
På vej ud gennem den dobbelte gitterport forsøger jeg mig med et venligt nik til den maskinpistolbevæbnede betjent, men han er optaget af en samtale med en kollega. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at politiets tilstedeværelse står i kontrast til et hovedbudskab i den udstilling, jeg netop har set. Freden er forbi. Det er forstemmende, at vores jødiske landsmænd, deres kultur og fromhedsliv har brug for en beskyttelse af dette omfang. Det er opløftende, at staten så beredvilligt stiller den til rådighed, men ikke desto mindre er den et tydeligt tegn på, at den mesterfortælling, som jeg er vokset op med, hører fortiden til.
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.