Udviklingschef: Ønsker vi virkelig en verden, hvor vi får som fortjent?

Vi risikerer at miste taknemmeligheden, hvis vi konstant sammenligner os med hinanden, siger udviklingschef i Højskoleforeningen Andreas Harbsmeier om søndagens tekst

Søndagens tekst om vingårds-ejeren og hans daglejere minder udviklingschef Andreas Harbsmeier om at holde fast i taknemmeligheden helt ned i det daglige.
Søndagens tekst om vingårds-ejeren og hans daglejere minder udviklingschef Andreas Harbsmeier om at holde fast i taknemmeligheden helt ned i det daglige. . Foto: Rainer Mirau/LOOK/Ritzau Scanpix.

Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?
Det er spørgsmålet om retfærdighed. De mennesker, der har arbejdet hele dagen, føler sig med rette uretfærdigt behandlet, fordi de bliver betalt samme løn som dem, der kun har arbejdet ganske kort tid. Pointen må være, at der er noget, der står over retfærdigheden, og hvad er så det? Det kunne være barmhjertigheden.

Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om?
Det er naturligvis et vanskeligt synspunkt at fremføre, hvis det kommer fra et privilegeret sted, men jeg synes, at det kunne være interessant at stille spørgsmålet, om retfærdighed altid skal være den eneste målestok. I hvert fald her i den vestlige verden. Og i den sammenhæng også spørge, om vi virkelig ønsker en verden, hvor alle får, som de har fortjent. Det er jeg ikke så sikker på, at vi skal ønske os. Det er måske snarere sådan, at vi i udgangspunktet ikke har fortjent noget som helst – alt er os givet. Taknemmeligheden må basere sig på den erkendelse. Den kan ikke basere sig på et konstant vogtende blik på de andre for at se, om jeg får præcis det samme som dem.

"Jeg synes, det kunne være interessant at stille spørgsmålet, om retfærdighed altid skal være den eneste målestok," siger udviklingschef Andreas Harbsmeier.
"Jeg synes, det kunne være interessant at stille spørgsmålet, om retfærdighed altid skal være den eneste målestok," siger udviklingschef Andreas Harbsmeier. Foto: Heidi Maxmilling.


Hvem rummer ordene polemik imod læst i 2021?
Vores tid er fyldt med individer og grupper, der føler sig forsmået og uretfærdigt behandlet – oftest med rette – og dele af det politiske etablissement lever nærmest af at understøtte den følelse, fordi alle kan genkende den i større eller mindre grad. Jeg mener ikke, at teksten siger, at man bare skal acceptere uretfærdighed eller tingenes tilstand, men den kan være en refleksion.

Hvordan lægger teksten op til, at man personligt kan handle anderledes?
En opbyggelig pointe kunne være, at der er brug for os alle. Vi kan byde ind med noget forskelligt, og vi er forskellige. Det er et vilkår, som er godt at blive mindet om. Vingårdsejeren tager så mange ind som muligt og kan bruge alle. Så når man indimellem bliver overmandet af følelsen af uretfærdighed eller smålighed, kan teksten måske hjælpe til at besinde sig en lille smule på alt det, man selv er blevet givet – uden at skele så meget til, hvad og hvor meget de andre har.

Er der noget i dit eget liv, som du synes bliver sat i relief af tekststykket?
At holde fast i taknemmeligheden helt ned i det daglige. Hvis jeg har blikket rettet mod dem, der har mere end mig, kan det komme i vejen for taknemmeligheden og dermed glæden ved ens eget. Men samtidig skal der selvfølgelig være plads til den form for sammenligning med andre, som er drevet af ambition.

Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?
Jeg er vokset op i en familie med forældre og bedsteforældre, der var præster, så jeg har i den grad fået noget med hjemmefra på den front. Derudover har litteraturen været den vigtigste kilde til min viden om de bibelske tekster. Jeg var i en periode meget optaget af forfattere som Goethe og Dostojevskij, som helt indlysende trækker på bibelske tematikker. Men hele den europæiske litterære tradition trækker i den grad på kristendommen og Bibelen, så man kan ikke undgå at blive konfronteret med bibelske referencer og begreber, når man læser europæisk litteratur.

Har du en særlig bibelsk sætning, som har betydet meget for dig?
"Fra solens opgang indtil hendes nedgang er Herrens navn lovet." Det er fra Salme 113 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, og det var mit konfirmationsord. Det har altid stået tydeligt for mig. Ikke så meget på grund af det indholdsmæssige om lovprisningens betydning – selvom det er en fin pointe – men på grund af sætningens poetiske kvalitet. At solen var hunkøn, synes jeg er så fint. Så det har hængt ved.

Hvor tit går du i kirke?
Jeg går ikke særligt ofte i kirke. Men min søster er lige blevet ordineret og er blevet indsat som sognepræst i Ullerød Kirke ved Hillerød. Jeg har også en kammerat, der har fået embede i København. Så mon ikke det bliver til lidt mere i den kommende tid.