For to år siden foretog teologen og præsten Jesper Oehlenschläger et sporskifte. Efter nogle år som forstander på Nordsjællands Efterskole tiltrådte han som udviklingsdirektør i den almennyttige Samfonden. Det er en fond, som med afsæt i et kristent livssyn vil udvikle og understøtte initiativer, der styrker karakterdannelse og gør mennesker livsduelige. Fonden uddeler årligt omkring 20 millioner kroner.
Som relativt nytiltrådt udviklingsdirektør skulle Jesper Oehlenschläger holde et oplæg for en gruppe kirkefolk om kirkens samfundsopbyggende opgave. Den dag fik han sagt noget i retning af, at kristendommen er i overhængende fare for at blive reduceret til en privat lykkereligion. Han sagde, at kirken risikerer at blive en afdeling for særlige, religiøse anliggender og ikke umiddelbart forbindes med at være et sted, der kan skabe rammerne for det gode liv eller være medskaber af det gode samfund. Efter oplægget fordybede udviklingsdirektøren sig i forholdet mellem samfund og kirke og læste teologiske tænkere fra Jørgen I. Jensen til Miroslav Volf og samfundsanalytikere fra professor Lene Tanggaard til finansmanden Lars Tvede, og han begyndte at skrive. På forlaget Inspiratio udkom for nylig så bogen ”Byens lykke”, der handler om, hvorfor kirken risikerer at blive privat i sit væsen uden konsekvenser for samfundet.
”Det er min bekymring, at kirken bliver meget inderliggjort og indadvendt og får en klubhusmentalitet, hvor kvinder over 55 år i et særligt segment trives bedst. Som sognekirke skal man være optaget af, hvor ens sogn er, og afspejle lokalmiljøet. Og der er nogle, som lykkes med det. Et af de fineste eksempler på det er måske Apostelkirken på Vesterbro i København.”
Forkyndelsen forsømmes
Som udviklingsdirektør er Jesper Oehlenschläger blevet præsenteret for flere ansøgninger om støtte til projekter, der på den ene side er sympatiske, men på den anden side er risikable, fordi kirken vil ride med på den bølge, han beskriver som underholdningsindustriens rodeotyr.
”Der er klart kirker, som falder i reklameindustriens tænkning og konkluderer, at hvis man bare laver et gospelkor, så vil kirken blive fyldt, eller man forsøger sig med gudstjenester, hvor prædikenen skal erstattes med poetry slam, fordi man tror, at det er, hvad folk gerne vil have, men vi må væk fra tænkningen om, at det handler om at finde et nyt koncept eller et nyt system. Når man bliver så optaget af at være relevant i sin samtid og desperat forsøger at følge med tiden, er kirken i fare for at miste dens særlige identitet.”
I sin bog spørger Jesper Oehlenschläger om, hvorvidt der sker en indre sekularisering af kirken i disse år. Han henviser til den svenske præst og retræteleder Magnus Malm, som i bogen ”Som om Gud ikke findes” beskriver fænomenet:
”Tænk, hvis det er kirkerne, der begynder med at tømme troen for indhold og trække dens konsekvenser tilbage fra det ene område af livet efter det andet – indtil den kristne tro er helt privatiseret.”
Jesper Oehlenschläger sammenligner med det diakonale arbejde, der glemmer kristendommen:
”Det er værd at overveje, om det også er, hvad vi ser i Danmark. I disse år vægter mange kirker det diakonale, men det sker ofte uden forkyndelse, men som kirke skal man bruge ord. Evangeliet er ord, og jeg er bange for, at vi drukner evangeliet i sovs og kartofler ved diverse diakonale tiltag i de her år.”
Et andet eksempel på kirkens indre sekularisering er ifølge Jesper Oehlenschläger begravelsestalerne. Som et eksempel nævner han talen ved prins Henriks bisættelse i 2018.
”Går man til begravelse, kan man se, at præster generelt vægter mindeordet over den afdøde, men ikke bruger det levede liv som afsæt for en forkyndelse. Når man ikke gør det, snyder man de efterladte, som er samlet ved kisten for forkyndelsen, og som præst bidrager man til en indre sekularisering af kirken.”
Men hvis man vil undgå, at kirken udvikler sig til en lukket klub eller bliver spændt for underholdningsindustriens rodeotyr, hvilken vej skal man da gå?
Jesper Oehlenschläger svarer med et citat fra biskop Jan Lindhardt (1938-2014).
”Da Jan Lindhardt blev spurgt, hvad meningen med livet var, svarede han, at meningen altid er de andre. Og det gælder i høj grad i kirken, som er den eneste organisation, der er sat i verden for dem, som endnu ikke er dens medlemmer. Meningen er de andre og ikke at gøre en indforstået klub glad.”