Den danske filosof og forfatter Peter Tudvad fik for nyligt sved på panden, da hans 27-årige søn meddelte, at han selv og en kammerat havde besluttet sig for at tage til Ukraine og slås for ukrainernes frihed. Projektet blev siden fejet af bordet, men pointen står uændret tilbage: Krigen i det østlige Europa har tvunget os til at forholde os til, hvad vi egentligt vil gå i døden for, når det kommer til stykket, siger Peter Tudvad:
"I vores ellers så oplyste tidsalder er det ikke overdrevet at sige, at der er ét tabu tilbage: Vores egen død. Vi har utroligt svært ved at omgås tanken, som vi har distanceret os fra og gjort til en overvejende klinisk ting. Men når vi - undskyld udtrykket - bliver bombarderet med forfærdelige billeder fra Ukraine, bliver vi på en anden måde tvunget til at overveje: Hvad vil vi egentlig dø for, og hvorledes - hvis overhovedet - ville vi sætte vores liv ind for en sag?"
Historisk set er det dem, vi husker allerbedst. Dem, der er villige til at dø for en sag. Det kan, som martyrerne, være for troen. Det kan være den kompromisløse frihedskamp som hos den franske nationalheltinde Jeanne D’Arc, der siden er blevet helgenkåret, eller den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers heroiske afvisning af nazi-regimet. Eller det kan være de danske frihedskæmpere under Besættelsen, der godt nok ikke opnåede martyrstatus i ordets religiøse forstand, men som gik i døden for at frelse deres fædreland.
Samme figur er kristendommens fundament. Jesus Kristus gav sit liv på korset for at sone menneskets synder, som det fejres netop nu i påsketiden.
Men martyriet er ikke kun noget, vi kan læse om i historiebøgerne. Med krigen i Ukraine bliver et nyt kapitel om selvopofrelsen skrevet i realtid. Landets kæmpende befolkning hyldes i disse dage som martyrer i deres kamp for at holde russerne for døren i strategisk afgørende byer som Mariupol eller Butja, hvor civile ligger døde i gaderne. Under et nyligt besøg på Malta opfordrede pave Frans til at "bede for fred og huske den humanitære tragedie i Ukraine, hvis befolkning lige nu bliver gjort til martyrer". Og overalt i verden gør eksperter sig kloge på, om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mon for eftertiden vil blive husket som martyr, hvis russerne tager livet af ham.
Men det er langtfra sikkert, at samtalen om vores egen villighed til at dø over tid vil rodfæste sig i vores måde at tænke på, vurderer Peter Tudvad, som peger på én særlig grund: På vores breddegrader står tanken om martyriet svagere end nogensinde før.
"I den katolske kirke opererer man stadig med martyriet som en relevant kristen tanke, mens vi har det ganske anderledes i den evangeliske kristendom. I 1500-tallet gjorde den kristne reformator Martin Luther sig tanker om at gå i døden for sin tro, for at gøre sig fortjent til Guds nåde, men siden da er idéen stort set blevet borteroderet fra vores evangeliske kristendom," siger forfatteren.
Martyriumstanken er forduftet fra protestantismen
For i dag, i vores del af verden, har vi levet fredeligt, trygt og beskyttet så længe, at vi er blevet flyttet væk fra bevidstheden om, at vi rent faktisk kan blive truet af noget, som gør det nødvendigt at sætte livet på spil. Det siger sognepræst Sørine Gotfredsen, der ligesom Peter Tudvad mener, at martyriet på mange måder er forduftet fra den protestantiske kristendom.
I dag, i vores del af verden, har vi levet fredeligt, trygt og beskyttet så længe, at vi er blevet flyttet væk fra bevidstheden om, at vi rent faktisk kan blive truet af noget, som gør det nødvendigt at sætte livet på spil
"At være villig til at dø for noget, dø for en sag, dø for en tro, er en kraft i mennesket, som kan svækkes, hvis ikke den bliver holdt i live af omstændighederne. Og sådanne omstændigheder har ikke været en del af vores hverdag i meget lang tid. Vi er simpelthen ikke blevet drevet til så meget som at overveje tanken, samtidig med at vores bevidsthed om Gud er så usikker og tvivlende, at den dimension af menneskets lydighed i høj grad er forsvundet," siger Sørine Gotfredsen.
At det kristne martyrbegreb i dag er en næsten ukendt størrelse i den protestantiske kristendom, mens forestillingen om at måtte give sit liv for sin tro er anderledes konkret i både den ortodokse og katolske kirke, bekræfter Niels Jørgen Cappelørn, der er professor emeritus og tidligere direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet.
"Martyriet ligger uden for den måde, vi tænker på. Først og fremmest tænker vi så lidt på døden, som vi overhovedet kan komme til. Vi har fået placeret døden på det kliniske hospital, og vi holder den væk fra hjemmet, hvis vi kan," siger Niels Jørgen Cappelørn, der definerer et martyrium som det "at være rede til at dø for den optimale bekendelse, at Kristus er Guds søn":
"I adskillige sammenhænge har man forstået martyriet som en efterfølgelse af Kristus. Man giver sit liv til bekendelsen af Gud, og som Kristus gik i døden for sin tro, skal vi også gøre det om påkrævet. Men det er en vigtig pointe, at det ikke er ensbetydende med, at vi skal stræbe efter martyriet. Hvis man selv opsøger martyriet, så mister det sin kraft og betydning. For så er det noget, man udelukkende gør for at forherlige sig selv," forklarer Niels Jørgen Cappelørn.
Han mener dog, at når det gælder de ukrainske mænds dødsforagt, så spiller nationalfølelsen en meget stor rolle:
”Nationalfølelsen i Ukraine har en særlig religiøs rod, og i deres kirkes tradition er det mere naturligt at give sit liv i en sådan situation. Men det er ikke ensbetydende med, at de gerne vil. Når man ser nogle af de danske reportager, så får man næsten en fornemmelse af, at ukrainerne synes, det er fantastisk at komme til at dø for sit land,” siger han.
Den form for martyrium er meget fjernt fra det moderne, vestlige individ, fordi vi er opdraget til at mene, at verden drejer sig om det enkelte menneske. Når verden kredser om mig, så er det som om, verden ikke ville være her, hvis jeg ikke var her. Der er martyrtanken stik modsat.
Sætter uden tvivl en samtale i gang
Et af de mest chokerende martyrier de seneste år har været Islamisk Stats halshugning i 2015 af 21 koptiske kristne, der arbejdede i Libyen. De fik valget om at afsværge deres tro eller miste deres liv - og valgte ultimativt det sidste.
Men hvor presset skal man være for at vælge at miste sit liv for sin tro? For en sag, man tror inderligt på? Spørgsmålene er ikke fremmede for sognepræst Sørine Gotfredsen, som tidligere har talt med sine konfirmandhold om de frihedskæmpere, der under Anden Verdenskrig gav deres liv i kampen for selvsamme. Ville konfirmanderne selv være villige til at opgive deres liv?
"De er målløse over, at man kan havne i en situation, hvor man sætter sit eget liv på spil og tilmed synes, at det er et meningsfyldt offer, fordi de dør for en større sag. Den form for martyrium er meget fjernt fra det moderne, vestlige individ, fordi vi er opdraget til at mene, at verden drejer sig om det enkelte menneske. Når verden kredser om mig, så er det som om, verden ikke ville være her, hvis jeg ikke var her. Der er martyrtanken stik modsat. Netop fordi jeg ikke er her, kan det være, det efterlader noget mere styrke i verden, når jeg forlader den," siger Sørine Gotfredsen.
Krigen i Ukraine konfronterer danskerne med det stort set glemte spørgsmål om, hvad man egentlig er villig til at dø for. Med afsæt i krigens tragiske virkelighed er der igen opstået en mulighed for at martyriet og villigheden til at dø for en sag kan få en renæssance i protestantisk kristendom, mener sognepræsten.
"Der er uden tvivl en samtale i gang. Men spørgsmålet er altid, hvorvidt det er en bevidstgørelse, som kommer til at stikke særlig dybt. Hvis ikke krigen på et tidspunkt kommer endnu tættere på, kan det blive ved med at være en teoretisk overvejelse, hvad vi vil dø for, og så er det ikke sikkert, at samtalen vil rokke ved noget grundlæggende. Krige er med til at minde os om, at vi kan have mange smarte holdninger på afstand, men ingen ved, hvad de rummer, før de selv står midt i det," siger Sørine Gotfredsen.
Der eksisterer rigtigt nok en åbenhed i vores kultur for martyrtanken, men den skal vækkes til live - måske af krigen i Ukraine, mener Peter Tudvad.
"Hvis man ser på indbegrebet af protestantisk-europæisk kultur, så er det fantastisk at se den måde, døde soldater fra Første Verdenskrig blev hædret på. Det er kun 100 år siden. Så jeg kan godt forestille mig, at krigen i Ukraine kan være med til at rykke martyriet ind i den evangeliske kristendom, men om det bliver en vulgær tanke eller en rolig besindelse og indsigt i, hvad man er villig til at dø for, må vi vente at se," siger han og fortsætter:
"Når man ser på Jesus, der gerne skulle være forbillede for os alle sammen, så slog han ikke nogen ihjel. Han ofrede sig selv, men tog ikke liv. Det er der, kæden hopper af for mig, og grunden til, jeg bliver lidt urolig for, hvis vi skal til at have martyriumstanker ind i vores evangeliske folkekirkekristendom på grund af Ukraine. Al respekt for mennesker, der har så meget lidenskab i behold, at de er parat til at drage i krig for at beskytte deres land, men vi skal huske på, hvad Jesus gjorde," siger Peter Tudvad.