For omkring 30 år siden var jeg på et meditationskursus. Det var i et new age-miljø, som jeg ikke kendte noget videre til. Men en veninde havde talt varmt for det, og jeg savnede noget ro i mit liv og en større følelse af sikkerhed og selvværd. Det var en guidet meditation, hvor vi lå på måtter med lukkede øjne, mens en vejleder beskrev det landskab, vi befandt os i. Han beskrev, at vi lå på et tæppe af græs.
Men for mit indre blik så jeg i stedet, at jorden, jeg lå på, var rød, og foran mig så jeg et par mandefødder i lædersandaler med tykke remme. Så mærkede jeg nogle hænder, som tog mig i hænderne og løftede mig op, så vi var i øjenhøjde. Det var en fjerlet bevægelse – som at svæve. Han var en mand i hvidt tøj og med brunt, bølgende, langt hår. Vi kiggede på hinanden, og han talte til mig på et sprog, jeg ikke kendte, men som vi begge forstod. Der var ingen lyd; kommunikationen foregik lydløst, men med ord. Han så på mig og sagde: “Det er sådan, det skal være – det er sådan, vi skal møde hinanden.”
Bagefter var jeg rolig og fredfyldt. Jeg var sikker på, at det var Jesus, jeg havde mødt; der var ingen tvivl i mit sind. Det, han havde sagt til mig, stod helt klart. Jeg følte mig set og elsket, som jeg var – mødt i øjenhøjde – og jeg mærkede, at det er sådan, vi mennesker skal møde hinanden. Sådan som Gud elsker os. Jeg mærkede en varme og dyb kærlighed til alle i rummet og til alt skabt. Jeg sagde ikke noget til min veninde eller til de andre, og i mange år nævnte jeg ikke oplevelsen for nogen.
Jeg holdt op med at gå til meditation og begyndte i stedet at komme i den lille landsbykirke, som lå for enden af vores vej. Det, jeg havde brug for, kunne jeg jo finde der, tænkte jeg. I nogle år var jeg aktiv i menighedsrådet, og jeg holdt af at gå i kirke om søndagen. Siden er det i perioder gledet lidt ud med at gå i kirke, men jeg begynder altid dagen med morgenandagten fra Københavns Domkirke. Og visheden, om at Jesus er der, og at jeg kan bede ham tage over, når jeg ikke magter mere, har aldrig forladt mig. Det er blevet en grundstemning i mig.
Jeg er ikke blevet skånet, og der har været alvorlig sygdom i min nærmeste familie. Min søster blev psykisk syg som ung, og jeg har været en vigtig person i hendes liv. Da hun for nogle år siden blev syg af kræft, var jeg den, der fulgte hende hele vejen, til hun døde for et år siden. Da hun kom på hospice, vidste jeg, at hun var i de bedste hænder, og jeg kunne koncentrere mig om at være hos hende. Kirke og kristendom sagde hende ikke rigtig noget, men på et tidspunkt spurgte hun mig, om jeg troede, at der var noget efter døden. Jeg sagde: “Det ved jeg ikke, men hvis der er noget, er det noget godt.”
I det lange forløb var det indimellem så hårdt, at jeg tænkte, at nu kunne jeg ikke mere. Men der lå en trøst i, at jeg vidste, at Jesus var der. Jeg blev holdt i hånden og følte mig aldrig alene. Når det var allerværst, tænkte jeg: Nu må du tage over. Jeg stolede jeg på, at han kunne give mig roen og evnen til at være i det svære.
Tilbage i 1999 blev jeg sygemeldt med stress efter en turbulent periode, hvor den virksomhed, jeg arbejdede i, blev lagt sammen med en anden, og det gode værdigrundlag skred fuldstændigt. Det havde været en arbejdsplads præget af ordentlighed og tryghed, hvor vi hjalp og støttede hinanden. Nu kom konkurrence og præstation i højsædet. Vi blev opfordret til at konkurrere mod hinanden i små teams – med udsigt til at vinderen ville få en othellolagkage. Det føltes ydmygende og var helt i modstrid med de kristne værdier, jeg oplever, at vi stadig bygger vores samfund på.
Jeg har kæmpet med manglende selvværd, men jeg har været velsignet med visheden om, at Jesus er der – at jeg bliver holdt i hånden hele vejen. Jeg var også heldig, at jeg de sidste 15 år af mit arbejdsliv var ansat på Jysk Børneforsorgs sekretariat i Aarhus, hvor den kristne grundholdning lå under det hele. Vi talte ikke om det; sådan var det bare. Vi havde omsorg for hinanden i en atmosfære af humor og tryghed, hvilket betød, at jeg igen kunne bruge min evner på bedste vis. Det handler om at se hinanden i øjenhøjde – sådan som Jesus gjorde med mig dengang for 30 år siden.
Hvad har udfordret din tro?
Det er der faktisk ikke noget, der har. Når det kom dertil, at jeg ikke har kunnet magte tingene, har jeg sagt: Nu giver jeg op, nu må du tage over, jeg kan alligevel ikke styre noget som helst! Jeg tror ikke på Jesus – jeg ved, at han er der.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Engang sagde jeg til min mor, at jeg syntes, det var pinligt at bede Gud om hjælp til en lille bagatel, når der fandtes så meget nød i verden. Så sagde hun: “Han skal nok forstå at sortere i det.”