Unge missionærer med forbindelse til Faderhuset går viralt på sociale medier

På ungdomsmediet TikTok deler kristent kærestepar deres budskaber med tusindvis af børn og unge. Præst er bekymret over mulig forbindelse til sekterisk miljø

TikTok-profilen har mistet en del troværdighed blandt dens følgere, efter de for nylig meldte ud, at de er vokset op i Faderhuset, siger TikTok-ekspert Eva Fog Noer. På billedet ses Daniel og Debbie, der er blevet kendt for deres digitale forkyndelse.
TikTok-profilen har mistet en del troværdighed blandt dens følgere, efter de for nylig meldte ud, at de er vokset op i Faderhuset, siger TikTok-ekspert Eva Fog Noer. På billedet ses Daniel og Debbie, der er blevet kendt for deres digitale forkyndelse. Foto: Screenshot fra hjemmesiden lovechurch.online.

Et ungt kærestepar står på en havn med armene om hinanden. Med havet i ryggen og solen i ansigtet ser deres strålende øjne ind i et kamera.

“Det er overhovedet ikke kedeligt at være kristen,” siger parrets mandlige part begejstret. 

“For Jesus har gjort alt for os på korset. Han har taget al vores synd. Så vi skal ikke gøre noget i virkeligheden,” fortsætter han, mens kæresten nikker bekræftende. 

Videoen er afspillet over 224.000 gange på det sociale ungdomsmedie TikTok. Den unge mand, der taler, er 20-årige Daniel Kristiansen, der med sin kæreste fortæller om det herlige ved deres kristne livsførelse. De tilbyder også private samtaler med dem, der har lyst, og deler deres udlægning af alt fra Jesu genkomst til abort og ægteskab.

TikTok-profilen hedder Lovechurch24_7, og den er blevet delt og kommenteret ivrigt i de seneste uger. Det fortæller Eva Fog Noer, der er ekspert i TikTok-mediet og børn og unges digitale adfærd. 

“De har været meget svære at overse. At de er så synlige, skyldes blandt andet, at deres holdninger for den gængse dansker fremstår rabiate, og at de derfor får mange reaktioner. De virker søde og oprigtige, og de forkynder bare ud fra det, de har lært. Men mange bliver provokeret af deres holdninger,” fortæller hun, idet hun henviser til de unges modstand mod abort.

Abortspørgsmålet er et af dem, der giver mange chikanerende bemærkninger i videoernes kommentarspor, påpeger Eva Fog Noer.

Kan de bruge den negative opmærksomhed til også at få oprigtige følgere?

“Absolut. Og de har et lille publikum, som synes, at det, de laver, er fint, og som måske føler sig set og hørt i deres videoer,” siger Eva Fog Noer.

Kæresteparret fortæller om, hvordan det er at være vokset op i frikirken Faderhuset. Det er de nemlig begge, og Daniel Kristiansen er barnebarn af kirkens daværende leder, Ruth Kristiansen. Ruth Kristiansen, der dengang hed Evensen til efternavn, blev danmarkskendt, da Faderhuset købte alle aktierne i selskabet, der ejede Ungdomshuset i København, og derefter nedrev bygningen. Efter anklager fra tidligere medlemmer om blandt andet fysisk afstraffelse af børn, incest og djævleuddrivelse, nedlagde Faderhuset sig selv i 2013.

Selvom Faderhuset officielt lukkede, har folkene fra den tidligere frikirke fortsat været i mediernes søgelys. I 2018 sendte Børns Vilkår 25 indberetninger om børn fra Bandholm Hotel på Lolland, hvor personer fra den nedlagte Frikirke holdt til, da de var bekymrede for børnenes velbefindende. I 2019 afslørede TV 2, at flere af børnene var forsvundet fra Bandholm, og TV 2's journalister fandt dem senere i Tjekkiet. Der blev ikke fundet tilstrækkelig bevisbyrde til, at myndighederne greb ind efter Børns Vilkårs indberetninger.

I videoerne affejer Daniel Kristiansen og hans kæreste kritikken af Faderhuset og fortæller, at de har haft en “fantastisk opvækst”. Parret er også med i flere videoer på Ruth Kristiansens Youtube-kanal, Ruth TV. På Ruth TV udlægger Ruth Kristiansen sin læsning af Bibelen, der ifølge parret stemmer overens med deres egne synspunkter.

Sognepræst Christian Roar Pedersen er bekymret over kæresteparrets forbindelse til Ruth Kristiansen og Faderhuset. 

“Det skal selvfølgelig ikke automatisk diskvalificere dem, at de er vokset op i Faderhuset, men jeg bliver alligevel skeptisk, når jeg hører det,” fortæller han.  

“Der var en grund til, at Faderhuset blev lukket. Definitionen på en kult er, at gruppen er centreret om en stærk leder, og at den lukker sig om sig selv. Og det må man jo sige, var tilfældet med Faderhuset,” siger præsten, der frygter, at Ruth Kristiansen trækker i trådene bag TikTok-kanalen.   

“Jeg er bekymret for, om der er en større dagsorden bag. At det stadigvæk er Faderhuset, der spøger,” siger han. 

Tidstypisk teologi

I videoerne fortæller parret blandt andet, at de er modstandere af abort, at de er gift, selvom de ikke er blevet viet på papiret, at de ikke går i kirke, og at Jesu genkomst er nær.

Professor og doktor i teologi Kurt E. Larsen har gennemgået en række af TikTok-videoernes teologiske indhold. Han finder flere tidstypiske træk i kæresteparrets forkyndelse. 

“Der er noget tidstypisk i, at de to pæne, unge mennesker er meget tydelige omkring, at de er kristne – men at de også er kirkeløse,” skriver han i en mail.

“Når man er kristen 'på egen hånd' som kirkeløs, så er man henvist til at plukke holdninger efter eget valg. Man mærker, at de har plukket en del fra Faderhuset – såsom vægten på Jesu genkomst,” skriver teologen.

Den selektive tilgang til kristendommen, finder han flere eksempler på i videoerne.

“De to unge er markante i deres afvisning af abort, men ser ikke noget problem i at leve sammen ugift. For dem er 'ægteskabet' noget rent følelsesmæssigt, så hvis man elsker hinanden, så er man gift,” påpeger han.   

Derfor mener han, at de er eksponenter for en ærgerlig tendens i de karismatiske bevægelser.

“Teologisk set har det altid været en akilleshæl i vækkelsesmiljøer med stærkt følelsesmæssigt præg, at man er endt i antinomisme. Det vil sige, at loven, Guds 10 Bud, ikke gælder for den sande kristne, der er fri til at handle efter sit hjerte. Mange danske frikirker har været gode til mange ting. Blandt andet at kommunikere på nye måder som de to unge her. Men til gengæld har der tit været mangel på solid teologisk ballast,” bemærker Kurt E. Larsen.

Daniel Kristiansen og hans kæreste har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.