Snart skal der være valg til landets provstiudvalg. Det er der næppe mange, der har opdaget uden for folkekirkens inderkredse, og dårligt nok dér. Disse valgte råd og valghandlingerne til dem er altid blevet overset, hvilket står i grel modsætning til andre folkekirkelige valghandlinger. Bispevalgene udløser stort folkekirkeligt engagement og nyder også stor mediedækning. I tilsvarende grad har alene debatten om et eventuelt ”landskirkeråd” i over 100 år sat sindene i bevægelse. Sidste større forsøg på at gøre folkekirken lidt mere selvstyrende i indre anliggender og økonomiske dispositioner ved oprettelse af en form for folkevalgt kirkeråd med et vist ansvar for disse områder kom i 2014. Men også dette forslag løb ind i modsigelse fra såvel mange menighedsråd som politiske kredse.
Imens disse emner har fyldt i den kirkelige debat, har provstiudvalgene fået stadig større betydning i folkekirken. De blev oprettet tilbage i 1922 som et led i den kirkepolitiske strømlining i kølvandet af Genforeningen. De sønderjyske områder havde haft en tyskpræget kirkelig lovgivning med større plads til folkevalgte kirkelige råd end i kongeriget, og resultatet blev et kompromis: På regionalt plan skulle der i hele landet oprettes provstiudvalg med ansvar for de enkelte sognes økonomi. I 100 år har folkekirken således haft valgte provstiudvalg, der har ansvar for 15-25 sognes fælles økonomi inden for et geografisk område – ofte netop en kommune. Provstiudvalget sikrer, at ingen sogne bruger uforholdsmæssig mange penge, og at heller ingen små sogne kommer til at mangle penge til den nødvendige vedligeholdelse af kirke og kirkegård. Provstiudvalget bestemmer reelt kirkeskatteprocenten i kommunen.
Mange danskere tror vistnok, at folkekirken får sine penge fra Folketinget og derfor i økonomisk henseende er i lommen på staten. Virkeligheden er, at kun 10 procent af folkekirkens indtægter kommer fra finansloven, mens 90 procent udskrives som kirkeskat af provstiudvalgene efter indstilling fra menighedsrådene. Folkekirkens lokale økonomi hviler således meget på provstiudvalgene, der naturligvis har faste rammer at arbejde inden for, men som også har et vist manøvrerum. Når Danmark i dag har så velholdte kirkebygninger, kirkegårde og præstegårde, at folk fra andre lande misunder os, skyldes det folkekirkens økonomiske opbygning. Nemlig den beslutning fra 1922, at den lokale folkekirkelige økonomi skulle bestemmes af et folkevalgt kirkeligt organ på provstiplan. I disse udvalg har der altid været en forståelig stor interesse i at vedligeholde de lokale bygninger.
Provstiudvalgene er blevet større i de senere år, og de består i dag af provsten som født medlem, af fire til otte valgte lægfolk og én valgt præst fra provstiet. Ansvarsområderne for de udvidede provstiudvalg er også blevet større i de senere år, hvor de er blevet til de maskinrum, hvorfra kirkeligt samarbejde mellem sogne bliver udviklet, godkendt og betalt. Provstiudvalgene har dermed fået voksende kirkepolitisk betydning. Der er klare kirkepolitiske interesser i deres dispositioner: Skal man bruge flere penge på bygningsmassen eller på præstestillinger? Skal man opprioritere fælles initiativer inden for børnearbejde, diakoni, indvandrersamarbejde, korarbejde eller noget helt femte? Da folkekirken altså aldrig har fået en samlet national ledelse til at foretage den slags overordnede prioriteringer af kirkens samlede tilbud og arbejde, falder ansvaret tilbage på de valgte provstiudvalg på lokalt plan. Der er ikke rigtigt andre til at gøre det og – pengene har magt. Det er jo hos disse udvalg, at bevillingsmyndigheden ligger, hverken i stifterne eller i menighedsrådene.
Når provstiudvalgene let bliver overset, hænger det måske sammen med, at sidste del af ordet – ”udvalg” – ikke afspejler den magt, disse vigtige råd faktisk har. Og det hænger måske også sammen med, at første del af ordet – ”provsti” – heller ikke giver lys i øjnene på ret mange. Men man skal ikke lade sig narre: I disse maskinrum træffes mange af de vigtige afgørelser for folkekirken – også når det gælder teologi, kirkesyn og fremtidens arbejde.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.