Prøv avisen

»Ulvebørnene« og den vilde dreng

MYTER: Historier om børn, der er vokset op blandt vilde dyr, er kendt gennem historien. Et af dem var Victor, hvis liv den franske filminstruktør Truffau skildrede i filmen »Den vilde dreng« i 1969

Beretninger om børn, der er vokset op blandt dyr i ekstrem isolation, kan man finde allerede hos Herodot, den første historiker. Men de figurerer også fremtrædende i den klassiske mytolologi. Zeus blev ammet af geden Amalthea, Romulus og Remus fik die af en ulvinde og Thyro blev opdraget blandt køer.

Det var først i det 18. århundrede, at man viste seriøs interesse for fænomenet: et liv uden for samfundets grænser. Roussau nævner fire sådanne tilfælde i sin afhandling om ulighedens oprindelse (1755) og fremhæver, at disse børn opvokset blandt ulve går på alle fire og må have stykker af træ bundet til fødderne for at kunne stå oprejst. De manglede evnen til at tale og udstødte kun mærkelige lyde.

Fem år senere føjede den svenske botaniker Carl von Linné andre eksempler til Rousseaus liste i sit berømte værk. Ved århundredets slutning havde man opgjort antallet af kendte tilfælde til 14.

Et af de ældste er utvilsomt ulvebarnet fra Hesse, som blev fundet løbende vild i skovene i 1344. Historien fortæller, at ulve havde gravet et hul til ham, belagt det med blade og om natten omkredset ham med deres kroppe for at beskytte ham i mod kulden.

Et tilfælde med en irsk dreng, der kun ville spise græs og hø, blev diskuteret af dr. Nikolas Tulp, den hollandske læge, som Rembrandt portrætterede i maleriet Dr. Tulps Anatomitime.

l 1797 opdagede man et nøgent barn, der legede helt alene i Laucaunes skove. Han blev fanget første gang i La Bassine, men flygtede og var væk de næste 15 måneder. I 1798 fik nogle jægere øje på ham i et træ og fik ham ført til en enkes hus i en landsby nærheden. Der var han en uge, så lykkedes det ham at forsvinde igen og tilbringe de lange vintermåneder i skovene. Den 9. januar 1800 blev han set strejfe om i gaderne klokken syv om morgenen, og han blev fanget igen og ført til et hospital, hvor man foretog den første undersøgelse af drengen, der havde levet syv-otte år alene og forkommen i skoven som et vildtdyr - uden sprog. Han mumlede, mens han spiste, kom med pludselige vredesudbrud og forsøgte hele tiden at stikke af. Han kunne ikke fatte at se sig selv i et spejl og var hele tiden sikker på, at en person skjulte sig bag glasset.

Drengen blev ført til Paris og undersøgt af den berømte psykiater Philippe Pinell. Denne stillede omgående diagnosen idiot og mente, at drengen var født sådan. Men det var den yngre læge, dr. Itard absolut ikke enig med ham i. Han gav Pinel ret i, at drengen var idiot, men nægtede at tro, at det var en følge af en skade ved fødslen og argumenterede for, at det snarere skyldtes drengens manglende sociale kontakt. Han påtog sig derfor den tilsyneladende håbløse opgave at opdrage drengen og dermed demonstrere sin teoris rigtighed.

Da drengen først ankom til institutionen, havde han nervøse trækninger i ansigtet, han blev ved med at gnide sine øjne, skar tænder og hoppede op og ned.

Hans sindsstemmning svingede fra nervøs ophidselse til komplet passivitet. Han elskede at lege i sneen og nød som en anden Narcissus at stirre i en søs stille vand. Om natten stirrede han længe på månen. Han viste ikke den fjerneste interesse for de andre anbragte børns leg.

Lægen var forbavset over, at drengen, der nu var i puberteten, viste total mangel på seksuel interesse. Han syntes ligeledes ufølsom over for smerte og kunne med lethed tage en glødende brændeknude ud af ilden. Han var også i stand til at tolerere intens kulde og damp. Han spiste bær, rødder og rå kastanier og kunnne ikke fordrage søde sager og spiritus. Han foragtede med andre ord civilisationens produkter. Hans koncentrationsevne var yderst ringe, og den mindste bevægelse var tilstrækkelig til at distrahere ham. Han var faktisk mere hjælpeløs end en chimpanse og kunne hverken åbne en dør selv eller anbringe sig på en stol. Han var ude af stand til at tale og ytrede kun en enkelt lyd. Hans tilbagestående tilstand fremgik tydeligt af hans ansigt. Hans udtryk kunne svinge fra et skulende blik til et mærkeligt hånligt smil. De næste fem år søgte Itard at fremkalde nogle forandringer hos drengen. Han skrev to videnskabelige rapporter offentliggjort i 1801 og 1806. Efter syv år mistede drengen lidt af sin vildskab.

I den første af de to beretninger (som jeg har læst) fortæller Itard, hvordan drengen holdt op med at tisse i sengen og lærte at klæde sig på. Hans ønske om at vende tilbage til naturen opstod hver gang, han kom på landet igen. Hans evne til koncentration blev meget bedre, men han reagerede aldrig på fonetiske lyde undtagen »o«, hvad der fik Itard til at kalde ham Victor. Victor forstod at gøre sig nyttig for husholderske madame Guérin. Specielt elskede han at dække bord meget omhyggeligt. Det førte til en bevæget episode, da madame Guérins mand døde: Victor dækkede op på mandens plads, som han plejede, og da madame Guérin så det, brast hun i gråd. Victor indså synligt rystet sin fejltagelse og ryddede mandens tallerken væk for sidste gang.

ltards anden rapport fortæller historien om Victors langsomme socialisering, og den radikale ændring han noterede i Victors emotionelle attituder.

Efter tre år på institutionen længtes han dog stadig efter sin tabte frihed. Ved en sammenkomst, der bl.a. blev overværet af Madame de Staèl og andre berømtheder, demonstrede Victor, hvor dygtig han var til at klatre i træer.

Efter et flugtforsøg blev han arresteret af politiet og sad fængslet i to uger, før han blev identificeret. Han besvimede af ophidselse, da han genså Madame Guérin. Han var ivrig for at tækkes sine lærere, lo, når Itard roste han, græd, når han blev irettesat.

Itards formynderskab fremkaldte en bemærkelsesværdig udvikling af hans åndsevner.

Langsomt lærte han at skrive, og efterhånden stod det klart, at Victor havde mistet sin status som idiot for altid. Da Victor var 18 år, overlod Itard ham helt til Madame Guérins omsorg.

Victor fik ophold i et anneks til instituttet, og der forblev han indtil sin død i 1828, 40 år gammel. Det er værd at fremhæve, at Itard mødte voldsom modstand fra sine kolleger. Flere forskere hævdede, at Victor måtte have været hjerneskadet, mens det blev dementeret ved obduktionen. l 1806 talte Itard bitter fordømmenende om dem, der havde tabt enhver interesse for Victor, fordi de havde afskrevet ham på forhånd som et håbløst tilfælde. ltard blev ved med at understrege den store udvikling, Victor havde gennemløbet, og instituttets medlemmer var helt enige i denne konklusion: at der var stor forskel på Victor, som han var, og han blev, da han blev bragt ud af sin isolation.

Allerede i sin første rapport havde Itard betonet, at mennesket bliver, hvad det gøres til af ydre omstændigheder: Det ejer evnen til at udvikle sig gennem imitationens magt.

Victors ejendommelige skæbne blev kendt verden over, ikke mindst da den franske filminstruktør Truffault i 1969 lavede filmen »Den vilde dreng«, hvor vægten er lagt på drengens opdragelse fra dyrisk sanselighed til menneskelig følsomhed. Truffalut spillede selv rollen som dr. Itard.

Eric Danielsen er tidligere tv-journalist

Læs kronikken i morgen:»Kønskampen fortsætter i

en evig dødedans« af forfatter Knud Terp