Et smilende ansigt i en billed-ramme mødte gæsterne, da de i går ankom til begravelsen af den katolske præst Wilfrid Stinissen. Længere oppe ad kirkegulvet i domkirken i Lund stod den spartanske kiste i lyst træ.
Forrest og færrest var folk i ordensdragter, og ellers var siddepladserne besat af folk i almindeligt vinterovertøj. Kun de bagerste stole og de yderste siddepladser i siderne var ledige ved begravelsens begyndelse.
I alt deltog omkring 350 mennesker, og det var netop grunden til, at Wilfrid Stinissen blev begravet fra Lunds Domkirke. Der skulle være plads til alle.
Lena Maria Hagensen var en af de fremmødte, der havde fulgt munken i mange år. Som protestant var hun kommet for med hendes ord at hædre Wilfrid Stinissen.
LÆS OGSÅ: Den katolske kirke skal ikke kun ledes af præster
Wilfrid Stinissen er en meget inspirerende mand. Jeg siger er, for han er stadig iblandt os. Det, jeg tager med mig fra begravelsen, er, at der blev sagt, at Wilfrid Stinissen nu er på sin rette plads. Han ville nok have ønsket en mere privat ceremoni i et mindre kloster, men jeg er glad for stilheden, som prægede begravelsen. Den var som Wilfrid Stinissen, sagde hun.
Undervejs blev der sunget Blomstre som en rosengård. Nogle sang med, andre stod med lukkede øjne og foldede hænder.
Pilgrimspræst i Aarhus Stift Elisabeth Lidell forstår også fuldt ud, hvorfor Wilfrid Stinissen begraves i den protestantiske domkirke i Lund.
Jeg finder det på sin plads, at en åndsfyrste som Wilfrid Stinissen begraves fra Lunds Domkirke, som ligger i nærheden af Norraby Kloster, hvor han havde sit virke gennem næsten 50 år. At en katolsk præst begraves fra en protestantisk kirke, viser Svenska Kyrkans forståelse for sine rødder: Fra sin opførelse i 1100-tallet og frem til reformationen i 1536 var Lunds Domkirke trods alt sæde for et Europas største, katolske ærkebispedømme, siger Elisabeth Lidell og peger på, at Wilfrid Stinissen har betydet meget for dansk spiritualitet.
Han har med sine bøger formuleret en enkel tro på den levende Gud. Det gjorde han allerede for over tredive år siden på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen i Danmark, som skrev eller talte om det emne. Dermed har han betydet meget for det åndelige klima her i landet. Blandt andet er det nu okay at tale om bøn, kristen meditation, retræte og åndelig vejledning. Det har han sat ord på ud fra sin lange dybe erfaring. Mange har adopteret hans formuleringer og prøvet det i praksis. Man kan derfor sige, han har givet et redskab til en dansk trospraksis, siger hun og fortsætter:
I og med at han er fra vores naboland, har han betydet meget for mange danskere, som har kunnet læse hans bøger på svensk og siden i dansk oversættelse. Og mange danskere har været på retræte hos ham i Sverige. Det er især hans blik for det økumeniske (tværkirkelige, red.), der har gjort ham kendt og respekteret. Han var utrolig god til at få folk fra kristne trossamfund til at føle sig som én familie, siger hun og fortæller om en af Wilfrid Stinissens retræter, hvor hun selv deltog.
Der var inden morgenmaden en nadvergudstjeneste for protestanter og en katolsk messe for katolikkerne. Jeg glemmer aldrig, hvordan min lutherske bror for mig lukkede muligheden for at gå til alters hos ham på grund af hans fordømmende syn på kvindelige præster. Men min katolske bror, Wilfrid Stinissen, åbnede døren og tilbød mig nadver, selvom jeg ikke er katolik. Det var kristen generøsitet, siger Elisabeth Lidell.
Wilfrid Stinissens økumeniske blik blev også fremhævet af den svenske biskop i den katolske kirke, Anders Arborelius, i hans tale under begravelsen. Flere gange blev brødrene og søstrene i kirken desuden bedt om at huske på den evige herlighed. Og indledningsvis lød det fra en af de omkring 30 medvirkende præster:
Vi skal ikke kun sørge. Vi skal også takke for en dag som i dag. Tak for, at vi kan være i kirken, og tak for det, Gud har gjort for os.
DRs trosjournalist Anders Laugesen kalder Wilfrid Stinissen alle svenske kristnes åndelige vejleder og en af de mest betydningsfylde mystikere i Norden sammen med Martin Lönnebo, pensioneret svensk biskop, og Peter Halldorf, svensk pinsepræst.
Wilfrid Stinissen er en af de få nordiske repræsentanter for en autentisk mystisk kristendom. Han er ret enestående på grund af sin betydning for udbredelsen af en kristen spiritualitet. Og samtidig stod han også relativt alene, fordi der ikke er mange som ham. Stinissen har haft utrolig stor betydning for en lang række mennesker, og han har været bærende i fornyelsen af den kristne spiritualitetsbølge gennem sine mange bøger, personlige venskaber og retræter, siger Anders Laugesen og tilføjer:
En autentisk mystiker er karakteriset ved at være i berøring med Gud, og behovet for at ville have ret bliver dermed langt mindre. Han havde ikke noget, han skulle bevise over for andre, og dermed heller ikke noget, han skulle bevise over for sig selv. På grund af sin dybe forankring i gudserfaringen fik han en autenticitet, som han gav videre uden at være på mission. Mange, der har en kontemplativ tilgang til troen og det mystiske, når til et punkt, hvor deres indre erfaring af Gud er så stærk, at Gud er større end de ord, de kan sætte på ham. Hvis det er grund-erfaringen, bliver behovet for at snævre Gud ind mindre. Men Wilfrid Stinissen havde dog også grænser for tolerancen, siger Anders Laugesen og giver et eksempel:
Han forsøgte mig bekendt ikke at inddrage andre religioners gudserfaringer i sin egen forståelse af Gud.
Anders Laugesen lægger vægt på, at Stinissen skrev sig ind i en særlig tid.
Han er en af de få samtidige kontemplative kristne i Norden, som udgav en masse bøger, åndeligt søgende ofte læser. Tidligere var udbuddet af bøger i Danmark ikke særlig stort, og det har gjort, at Stinissen frem til omkring årtusindskiftet stod utrolig stærkt. Når det er sagt, hører han ikke til blandt de helt store i mystikernes tradition. Men det kan være, han kommer til det efter sin død. Det er uforudsigeligt.
Ifølge ham kunne Wilfrid Stinissen i sin levetid godt have valgt en vej, hvor han var meget mere eksponeret i det offentlige.
Hans indflydelse begrænser sig dog til de mere specifikke kristne sammenhænge. For mig vil han altid være en formildende stemme ind i en katolsk kirke, der kan være vanskelig at forstå for ikke-katolikker. Han havde en meget ikke-dogmatisk væremåde, og han rakte venligt ud til alle, der var interesseret i ham, siger Anders Laugesen.
Inge Merete Gross er tidligere sognepræst og nu retræteleder. Hun har oversat Wilfrid Stinissens sidste bog på dansk, Den nye vin.
Og så har han været hendes åndelige vejleder i en årrække.Hvis jeg skal sammenfatte hans tankesæt, vil jeg bruge vendingen, som Ignatius af Loyola (spansk teolog, grundlægger af jesuiterordenen, red.) ellers især er kendt for: Alt er gave. Det kommer meget tydeligt frem i Stinissens sidste bog, der netop ikke handler om, hvad man skal præstere, men om Helligåndens frugter, som modnes lige så uundgåeligt som træernes æbler, når vi lader os lede af den hellige Ånd, siger hun.
Ifølge Inge Merete Gross er det dog en anden bog, Wilfrid Stinissen formentlig især vil blive husket for. Nemlig andagtsbogen I dag er Guds dag.
Jeg møder i mit arbejde som åndelig vejleder og retræteleder mange mennesker, også søgende mennesker, som den bog siger rigtig meget. Også selvom de ikke er vokset op med den kristne terminologi. Han forstår den længsel, vi alle har, siger Inge Merete Gross og fortsætter:
Stinissen lader mennesker forstå, at den kærlighed, vi længes efter, den findes, den er at få. Du skal blot overgive dig til den. Du skal altså ikke præstere noget, men lade Gud gøre arbejdet. Og det kan han ikke, hvis ikke vi lader ham gøre det, siger hun.
Den over to timer lange begravelse i Lund blev afsluttet med, at de fremmødte en efter en passerede forbi kisten. Nogle lagde blomster, andre gjorde korsets tegn og knælede kort.
I dag bliver Wilfrid Stinissen jordfæstet nær Norraby nord for Lund, hvor han til sin død boede.
Tre citater
Wilfrid Stinissen
Wilfrid Stinissen
