Prøv avisen

Økumenisk fællesskab holder ørkengudstjeneste

Ørkengudstjenesterne er inspireret af oldkirken. Det betyder, at menigheden sidder på gulvet omkring det lave alter. Selvom nogle af elementerne kan virke fremmede for kristne i Danmark, mener Simon Fuhrmann, præst og initiativtager til gudstjenesterne, at netop det fremmede giver plads til alle i fællesskabet. -- Foto: Mathias Lund.

Når en gruppe kristne fra forskellige kirker samles til ørkengudstjeneste, er det med fokus på en sammensmeltning. Ikke kun på tværs af kirkeskel, men også med Gud

Lyset er slukket, stearinlysene tændt, og folk sidder på puder på gulvet omkring det lave alter. Hver anden onsdag mødes en gruppe på op mod 30 personer til ørken-gudstjenester i Kristuskirken, en baptistkirke i København.

Men det er ikke kun baptister, der kommer. Halvdelen er folkekirkefolk, mens der også kommer folk fra Det Danske Missionsforbund, pinsekirker, apostolske kirker og også katolikker.

Initiativtageren og præsten ved gudstjenesterne hedder Simon Fuhrmann, og for ham er det økumeniske perspektiv betydningsfuldt. Han har selv en baggrund i Pinsekirken.

"Hvis vi som kristne skal være et tegn for hele verden, må vi lære at stå sammen. Enhed betyder ikke, at vi skal være ens, men at vi må udgøre en mangfoldig enhed. Der er en enorm styrke i at lade sig inspirere af den koptiske gudstjeneste. Fordi det er en af de ældste, og derfor også en af de gudstjenester, som alle kristne har til fælles," siger han.

Simon Fuhrmann har studeret teologi og fik lyst til at få mere krop på de mange tanker om teologi og kirke. Derfor tog han fem måneder til Sverige, hvor han boede på et økumenisk kommunitet. Her deltog han selv i koptiskinspirerede gudstjenester. Senere rejste han til klostre i Egypten og Syrien for at få mere erfaring med deres gudstjenesteliv, og erfaringerne tog han med sig til Danmark, hvor der første gang blev holdt en ørkengudstjeneste i påsken 2010.

Gudstjenesterne indeholder bønner og symboler fra oldkirken, og derfor er naturlige elementer blandt andet levende lys, ikoner, bibelprocessioner og røgelse. Nadveren er det mest centrale i løbet af den halvanden time, gudstjenesten varer.

"Når vi deler brødet, bliver vi forenet gennem det både med Kristus og som fællesskab på tværs af forskellige kirker," forklarer Simon Fuhrmann.

Undervejs er der flere andre elementer, der er med til at kendetegne gudstjenesten. Musikken består både af taizésange, salmer og vækkelsessange for at forene sangtraditionerne fra de forskellige kirkesamfund. Der synges blandt andet "Kyrie eleison" (Herre, forbarm dig over os) 41 gange. De 39 af gangene svarer til de 39 piskeslag, som Jesus fik, plus en for spyddet, han fik i siden, og en for tornekronen på hans hoved. Ved nadveren blandes vand og vin. Vinen symboliserer Jesu guddommelige natur og vandet den menneskelige. Gudstjenesten afsluttes med, at vandet, som er tilovers og kaldes englevand, stænkes ud over alle deltagerne som et tegn på, at Gud er nær.

For Simon Fuhrmann er det vigtigt at have rammer for troen. Han beder tidebønner hver dag, tager ofte på retræte og er generelt draget af den orientalske kirke, som han mener andre kan lære af.

"Jeg synes absolut, at alle kirker kan lære af oldkirken. Og jo mere, vi dykker ned i den tidlige kirke for at forstå, hvordan troen blev til, jo mere vil vi også nærme os hinanden som ortodokse, protestanter og katolikker," siger han.

Anders Fink, der er statskundskabsstuderende, deltager jævnligt og er også glad for fællesskabet ved ørkengudstjenesterne.

"Jeg kan godt lide det mystiske, som kommer til udtryk gennem liturgien. Der bliver for eksempel gjort meget ud af nadverritualet. Der er en inderlighed og en intensitet ved gudstjenesterne, mens det godt kan blive mere klinisk i folkekirken," siger han.

anne.jensen@k.dk