I det naturskønne midtjyske søhøjland, klemt inde på en landtange mellem Mossø og Gudensø, står vi på ruinerne af det middelalderlige cistercienserkloster Cara Insula der på dansk betyder den kære ø.
Arkæologiske undersøgelser sammenholdt med historiske kilder gør Øm til et af Danmarks bedst belyste middelalderklostre. Et kig på museets skeletfund og en tur gennem Danmarks ældste anlagte klosterhave, med 60-70 forskellige lægeurter, giver et glimrende indblik i middelalderens sygdomme og behandlingsformer.
Og selvom museumsinspektør Lene Mollerup ikke mener, at folk før i tiden kom valfartende til det gamle herrekloster med alskens sygdomme, er der ikke tvivl om, at munkene sad inde med betydelig medicinsk viden.
Byklostrene fungerede i højere grad end landklostrene som hospitaler. Men munkene her på stedet har vidst en masse om behandlingsformerne det har været et videnscenter, fortæller Lene Mollerup.
Museumsinspektøren viser begejstret klosterhavens mange forskellige relikter altså planter fra munkenes tid frem.
Dengang forstod man medicin som plantemedicin. Kroppen bestod af en række væsker, blod, slim, gul og sort galde, og sygdom blev betragtet som ubalance i kropsvæskerne, forklarer Lene Mollerup og uddyber:
Med planteekstrakter, der har fremprovokeret opkast og diarré eller virket vanddrivende, har man fjernet væsker fra kroppen og dermed søgt at genoprette balancen.
Hun peger på hyldeblomsten som et eksempel på en vanddrivende plante, mens tørstetræet, der står i havens bageste hjørne, både har virket som bræk- og afføringsmiddel.
I Klostermuseet vidner kranier og skeletter, opgravet på det, man formoder har været en hospitalskirkegård, om alskens lidelser: opslidte knæ- og hofteled, brækkede lemmer og flækkede kranier fra mennesker, der har kæmpet i krig.
Lidelserne har krævet kirurgiske indgreb, men rent faktisk ved vi ikke meget om den del. Munkene måtte ikke udgyde blod, og derfor har de ikke udført kirurgi i moderne forstand. Der har været tale om nødhjælpskirurgi til at stoppe en blødning.
Kirurgi har ikke været betragtet som medicin, men snarere som et håndværk, udført af enten barberen eller en af datidens få læger.
Munkene har hovedsageligt beskæftiget sig med plantemedicin, og de har haft mere end rigeligt at se til, bekræfter Lene Mollerup.
Middelalderens mennesker var meget syge. Fugt, kulde og hårdt fysisk arbejde medførte gigtlidelser. Vi ved, at infektionssygdomme som lungebetændelse og mæslinger har slået folk ihjel. Indvoldsorm og underernæring har været et stort problem, og samtidig huserede kroniske sygdomme som spedalskhed.
Munkene har med lægeurter, nogle importeret fra Sydeuropa, kunnet afhjælpe en række af datidens lidelser, men én plante har i særlig grad været vigtig for munkene selv, fortæller museumsinspektøren med et smil.
Ruden, som vi har her, er en kyskhedsplante. Den skulle nedtone kønsdriften og har stået i enhver klosterhave.