Fra biskop på ”roadtrip” til digital fællesspisning: 10 kreative indslag fra kirkerne på internettet

Da kirkerne lukkede, hev præsterne mobilen frem og begyndte at filme gudstjenester. Herefter er det gået stærkt, og på internettet er der ligefrem en skov af andre kreative idéer med rod i de danske kirker

Apostelkirken på Vesterbro i København gav sig i kast med tv-køkken genren. Det blev skærtorsdag til to timers direkte udsendelse, hvor brobygger i Apostelkirken Lisa Rom Boye og sognepræst Andreas Rasmussen tilberedte påskelam. – Foto: Jeppe Ladegaard og Kasper Aare Naicker.
Apostelkirken på Vesterbro i København gav sig i kast med tv-køkken genren. Det blev skærtorsdag til to timers direkte udsendelse, hvor brobygger i Apostelkirken Lisa Rom Boye og sognepræst Andreas Rasmussen tilberedte påskelam. – Foto: Jeppe Ladegaard og Kasper Aare Naicker.

1. Lystænding for alle

Kirken er lukket, men du kan stadig tænde lys. Det gør flere på Facebook i kommentarfeltet til en video, hvor sognepræst i Vor Frelser Kirke i Aalborg Jesper Fodgaard tænder over 2000 lys i den tomme, mørke kirke. Der tændes lys for alle – lige fra den, der er bekymret over at blive fyret fra sit arbejde, til dem, der fór ud og hamstrede toiletpapir, da Danmark blev lukket ned. Videoen er set omkring 200.000 gange, har tæt på 1000 likes (sympati-tilkendegivelser) og er blevet delt vidt og bredt.

2. 2000 mennesker i missionhuset

Hver torsdag aften under coronakrisen mødes omkring 600-2000 mennesker til missionshusmøde. Det sker fra Indre Missions Hus i Fredericia som online-møde og sendes direkte via Indre Missions YouTube-kanal. Første gang den 19. marts deltog cirka 2000 mennesker foran skærmene, hvor de kunne lytte til forkyndelse og sang. På den aften blev der indsamlet 115.000 kroner. Det er næsten som at mødes normalt i de mere end 300 IM-fællesskaber rundt om i landet, men fællessangen og kaffebordet mangler dog.

Artiklen fortsætter under annoncen

3. Musikere synger aftensalmer

Fem aftener inden for de sidste par uger har folkekirken.dk lagt aftensalmer ud på sin Facebook-side. Her kan man blandt andet høre popmusikeren Sys Bjerre synge ”Du, som har tændt millioner af stjerner” eller forsangeren fra det danske band Hymns from Nineveh med ”Da al angst blev til ro”. Et par af videoerne har tæt på 100.000 afspilninger. Håbet fra folkekirken.dk med aftensalmerne er at skabe rum til at give slip på den bekymring, afmagt og frygt, der kan ligge i tiden.

4. Lam i påskekøkkenet

Der findes de udsendelser, hvor man bare kan tænde og følge med med et halvt øre. Apostelkirken på Vesterbro i København sendte skærtorsdag live på sin Facebook-side. Det blev til en to timer lang tv-køkken-udsendelse. Derhjemme kunne man følge opskriften, som var lagt tilgængelig på siden, og tilberede påskelam sammen med sognepræst Andreas Rasmussen og brobygger i Apostelkirken Lisa Rom Boye. Under madlavningen talte værterne om maden, men seeren blev også præsenteret for oplysninger om påsken.

5. Fællesspisning for unge

Frikirken Vineyard i København inviterer unge til fællesspisning. Konceptet er enkelt. Man melder sig til på tjenesten Zoom, der er en videomøde-tjeneste. Så sætter man sig til rette med sit aftenmåltid og nyder det med andre unge, der har fået samme idé. Mange unge studerende føler sig også isolerede i denne tid, og fællesspisningen bidrager til at opretholde fællesskabet.

6. Tro på det

”Tro på det” er en Facebook-side, der også er kommet til under coronakrisen. Siden henvender sig til unge, der under normale omstændigheder ville mødes i KFS, IMU eller på efterskoler. Med formater såsom ”Karantæne klubben”, ”Fælles fravær” og ”Kristendomstimen” tages forskellige emner op. Kanalen sender live hver tirsdag og torsdag og byder forskellige gæster velkommen. Den 3. april gæstede Isabella Arendt, landsformand for Kristendemokraterne, eksempelvis programmet. I formatet ”Kristendomstimen,” tales der om, hvad populære computerspil og Gud har tilfælles. Kanalen styres af Børne- og Ungeoase og Youth For Christ Denmark.

7. Præster underholdte konfirmander

To præster fra Sorgenfri Kirke på Sjælland udfordrede hinanden med såkaldte påske-challenges på Facebook. Det var præsterne Kathrine Holme Johannesen og Anne Katrine Berthou Sylvest, som dystede. Eksempelvis i videoen fra den 5. april, hvor den ene præst kom ud at køre i en hurtig bil, som nogle konfirmander drømmer om, mens den anden måtte tage til takke med en ridetur på et æsel. Efter ride- og køreturen talte præsterne om palmesøndag og æslets betydning på Jesu tid.

8. Når teknikken driller

”Hvilken mikrofon bruger I?” ”Min video er i dårlig kvalitet. Hvad skal jeg gøre?” ”Gode råd søges til afholdelse af generalforsamling online.” Sådan lyder bare nogle af opslagene på Facebook-gruppen ”Den Digitale Kirke - Hele Landet”. Mange præster og kirkelige medarbejdere har været på dybt vand, da kirken pludselig skulle være 100 procent digital. Men Facebook-gruppen har hjulpet mange og har i skrivende stund omkring 1.500 medlemmer, og der udveksles dagligt gode idéer og tips og tricks.

9. Fællessang med Haderslev Domprovsti

Præsterne i Haderslev Domprovsti sang hver en linje fra den kendte påskesalme ”Påskeblomst! hvad vil du her?” af Grundtvig. Præsterne sendte med hver deres lille bidrag til salmen en påskehilsen ud til hele provstiet og resten af Facebook-brugerne. Det er tydeligt, at præsterne selv stod bag videoen og med egen teknisk snilde skulle optage den lille koncert. Lydkvaliteten er ikke altid lige god, men budskabet var klart: God påske!

10. Biskop på roadtrip

Påskedag og anden påskedag kørte biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller rundt i stiftet og gav korte prædikener på en tre-fire minutter. Påskedag bød på hele fire forskellige prædikener fra blandt andet Stevns Klint og Slagelse Klosterkirke. Turen gik også til en skov mellem Sorø og Slagelse, hvor biskoppen prædikede over skovens anemoner og Kaj Munks liv og bedrifter under Anden Verdenskrig. Anden påskedag bød på to prædikener fra Trekroner Kirke og Herlufsholm Kirke. Prædikenerne kan ses på stiftets Facebook-side.