Skal piger gå til spejder? Det spørgsmål var et varmt debatemne i kristne kredse tilbage i begyndelsen af 1919, hvor muligheden blev drøftet. Og opbakningen var ikke stor. For hvorfor ville unge kvinder nu pludselig til at marchere, sove i telt og udføre træningsøvelser i det fri? De mange uforstående kommentarer var dog ikke nok til at holde pigerne fra uniformerne. Samme år stiftedes et spejderkorps af Kristelig Forening for Unge Kvinder, KFUK. Og i dag kan korpset, som siden 2003 har heddet De grønne pigespejdere, fejre sit 100-årsjubilæum.
Pigespejdernes fejring finder sted i Aarhus, og en af deltagerne er forstander på Ubberup Højskole og formand for Højskolernes Forening i Danmark Lisbeth Trinskjær, der blev en del af KFUK’s spejderkorps som 10-årig og var formand for korpset 2000-2006. Derfor kender hun efterhånden en del til historien bag korpset, der begyndte med et pres fra piger, som var en del af KFUK, op til 1919.
”På det tidspunkt fandtes det danske pigespejderkorps allerede, men for pigerne, der var tilknyttet KFUK, var det kristne udgangspunkt vigtigt. De ville både på eventyr og lære at tage lederskab og samtidig bevare et kristent udgangs- og samlingspunkt,” siger Lisbeth Trinskjær.
Det blev den daværende formand for KFUK’s hovedforening, Ingrid Ulbricht, der tog sagen op og bad KFUK beslutte, om de ville bakke op om et spejderarbejde for piger. At flere som sagt var imod forslaget, skyldtes i høj grad forståelsen af spejderbevægelsen dengang, siger hun.
”Engelske Robert Baden-Powell, der var inspirationskilde og initiativtager til spejderbevægelsen, havde en fortid i militæret, og derfor handlede det at være spejder i begyndelsen meget om overlevelses- og snigeøvelser. Mange så af den grund ikke en kobling mellem piger og spejderlivet, og de syntes i stedet, det var mærkeligt, at piger pludselig skulle eksercere og marchere,” siger hun.
Trods modstanden begyndte Ingrid Ulbricht at samle mulige ledere og hente inspiration til arbejdet hos KFUM-spejderne. Ved det stiftende møde den 4. maj mødte knap 50 piger op i KFUK’s lokaler i København, og de piger havde noget at se frem til, lød det fra Ingrid Ulbricht på mødet.
”Jeg har for første gang i mit liv ønsket, jeg igen var en lille pige på 12 år, da vi forleden dag i spejderudvalget gennemgik alt det, en spejder har lejlighed til at lære,” sagde hun i sin tale.
På mødet blev det bestemt, at korpsets formål var ”gennem Møder og Spejderfærdigheder at bringe de unge Piger ind under K.F.U.K.s Paavirkning og derved udvikle dem til praktiske, kristne Kvinder”. Dermed skulle de unge forstå, at det at være KFUK-spejder indebar andet end ”dejlige ture”, forklarede Ulbricht. Under mottoet ”værn og tjen!” skulle pigerne blandt andet værne om det gode, om sandheden, lydigheden og renheden samt om de svage, dyrene og planterne. De skulle være flittige, hjælpe til i hjemmet og bede bøn dagligt.
I juni 1919 havde spejderne deres første offentlige optræden på Amalienborg Slotsplads, hvor 45 piger var iklædt den nye uniform med grøn bluse, blå nederdel og en brun spejderhat. Herefter gik det stærkt med at få kontakt til pigespejdere i udlandet, og selvom mange stadig var skeptiske, voksede bevægelsen herhjemme.
I 1980’erne oplevede KFUK’s spejdere et medlemstab, efter man i 1982 stemte om, hvorvidt KFUM- og KFUK-spejderne skulle samles. Da det ikke blev til noget, åbnede KFUM-spejderne selv op for pigemedlemmer, og der opstod en kritisk debat: Gav det stadig mening at have et korps kun for piger? Den diskussion findes ifølge Lisbeth Trinskjær stadig.
”Nogle synes stadig, at det er lidt eksotisk med noget, der kun er for det ene køn. Men jeg synes, der er noget fascinerende ved et rent pigekorps. For når alle er piger, tillægger man ikke deres køn særlige egenskaber. Og når alle opgaver skal løses af piger, viser man også, at alle opgaver kan løses af piger. Det er ikke drengene, der hugger brænde, mens pigerne laver mad,” siger hun og tilføjer, at pigerne samtidig møder kvindelige ledere, som de kan spejle sig i.