Da enden var nær, søgte byzantinerne derhen, hvor de mente sig mest beskyttede: Under Hagia Sophias monumentale kuppel. Kristenhedens største kirke vågede over Bosporusstrædet og Marmarahavet på den kristne verdens østlige udpost. På den anden side lå Anatolien og det store, osmanniske rige, men i syv uger havde det blå vandspejl været dækket af skibe, der belejrede den byzantinske hovedstad.
Vi er i 1453, og siden den 5. april havde kejser Konstantin 11.s 5000 mænd holdt stand mod op til 100.000 osmanniske soldater, der angreb byen fra de bløde bakker mod vest.
Konstantinopel var hjertet i det byzantinske rige, og Hagia Sophia var hjertet i Konstantinopel. Begge var en torn i øjet på den osmanniske sultan. Konstantinopel var den lås, der forhindrede ekspansionen mod vest, mod Balkan og den kristne verden.
Hagia Sophia var ikke alene kristenhedens største kirke. Det var det største bygningsværk i verden. Den var så enestående, at fremmede berettede, at man, når man stod i Hagia Sophia, næppe vidste, om man befandt sig i himlen eller på Jorden. Endnu i dag er Hagia Sophia en af de fire største kuplede bygninger i verden, og det siges, at målet med Peterskirken, da den blev påbegyndt i 1506, netop var at overgå Hagia Sophia, som da var faldet i osmannernes hænder. For i maj 1453 var Konstantinopels fald nær. Efter syv ugers belejring var byzantinernes modstandskraft ved at være opbrugt, og foruroligende varsler vidnede om, at nederlagets tid var inde. Den 25. maj havde en tordenstorm afbrudt den procession, der skulle bede den hellige jomfru om beskyttelse, og hendes ikon gled ned fra sin platform. Næste morgen var byen svøbt i en tæt tåge, der kun lettede for at afsløre et rødt skær, der gled hen over Hagia Sophia fra soklen og hele vejen op til kuplen 55 meter over jorden.
Den 29. maj lagde kejser Konstantin sine regalier fra sig og red ud på slagmarken. Han vendte aldrig tilbage. Om aftenen blev den første muslimske bøn læst i Hagia Sophia. Den kristne katedral var blevet en moské. Sådan endte Det Byzantinske Rige med Konstantinopels fald.
Islamiseringen og forvandlingen af den kristne Hagia Sophia til den muslimske Ayasofya var selve symbolet på sultanens politiske magt, på Det Osmanniske Riges storhed og på islams sejr over kristendommen. Så fascineret var osmannerne af verdens største bygningsværk, at legender ville vide, at muslimernes profet Muhammed havde givet sine samtidige besked på at gøre katedralen til en moské til Allahs ære. Da Hagia Sophia blev til Ayasofya, havde katedralen lyst over den kristne verden i 900 år. Og i alle de år havde katedralen været både beundret og efterstræbt, på godt og ondt, som et politisk såvel som et religiøst symbol. Det var kejser Justinian, som i 532 lagde den første sten til Hagia Sophia, efter at to foregående kirker var udbrændt. Konstantinopel, efter kejser Konstantin den Store, blev hovedstaden i Romerriget i 330 og derefter i Det Østromerske Rige efter splittelsen af Romerriget i 395. Hagia Sophia, eller Den Hellige Visdom på græsk, Kristi visdom med andre ord, skulle repræsentere både hans intense tro og hans udstrakte magt. Mens senere katedraler blev bygget over årtier og århundreder, blev Hagia Sophia rejst på blot fem år. Hele det udstrakte rige skulle bidrage til dette monumentale bygningsværk som tegn på Konstantinopels centrale plads. Marmoret kom fra Anatolien og Syrien, mursten blev hentet til Konstantinopel fra Nordafrika, og de 104 søjler stammede blandt andet fra et Artemis-tempel i Efesus. Kuplen svæver 55,6 meter over marmorgulvet og hviler på et cirkelformet vinduesfag, der kaster et overjordisk lys ind i det monumentale rum, der måler 82 meter i længden og 73 meter i bredden. Overdådige mosaikker dækkede kupler og vægge med den majestætiske Kristus, bibelske scener og billeder af engle, som man sagde beskyttede Hagia Sophia. Da den første gudstjeneste blev holdt den 27. december 537, takkede Justini-an Herren for at have fået lov at bygge så storslået et gudshus. Men det siges også, at han målte sig med en anden legendarisk tempelbygger. ”Salomon, jeg har overgået dig,” skal Justinian have sagt.
Hagia Sophias overdådighed blev imidlertid også kirkens ulykke. Længe inden osmannerne indtog katedralen, var den blevet hærget af de kristne selv som led i tidens teologiske og politiske stridigheder. De østromerske kirker var ligesom de nordafrikanske i hjertet af de teologiske disputter om Kristi guddommelige natur, om definitionen af kætteri og om holdningen til frafald. Især den ikonoklastiske strid om brugen af billeder i kirkerummene bølgede gennem Hagia Sophia, og skiftende herskere enten støttede eller forkastede billedstormernes frygt for afgudsdyrkelse af ikoner og andre billeder af Kristus og øvrige bibelske personer. De oprindelige mosaikker blev fjernet eller dækket til, nye sat op og dækket til igen. Ikonoklasmen var medvirkende til at skærpe modsætningerne mellem østkirken i Konstantinopel og vestkirken i Rom, der betragtede ikonografien som en vigtig del af kristendommens væsen.
Konflikten var så meget desto stærkere, som både den byzantinske kejser og den romerske pave påberåbte sig at være Guds repræsentant i verden. Konflikten mellem det katolske Rom og det ortodokse Konstantinopel kulminerede med korsfarernes belejring og udplyndring af den byzantinske hovedstad under det fjerde korstog i 1204. I 1202, da pave Innocens 3. besluttede at indlede et korstog mod Egypten for at konsolidere sin magt, var spændingerne med den byzantinske kejser nået et klimaks. Korsfarerne lagde vejen over Konstantinopel, der blev underlagt Rom. Korsfarernes plyndring af Konstantinopel hører til en af de mest smertefulde og skæbnesvangre episoder i Hagia Sophias historie. I 57 år var Hagia Sophia en katolsk kirke, inden det vaklende byzantiske rige vandt den tilbage. Da den osmanniske sultan Mehmet den Anden i 1453 indledte sit angreb på Konstantinopel, var det derfor et svækket byzantinsk rige, der fik nådestødet.
Hagia Sophia selv var i en sølle forfatning, langt fra sin fordums glans. Men som politisk symbol var katedralen stadig lige kraftfuld. For det nye osmanniske styre var omdannelse af den kristne Hagia Sophia til den muslimske Ayasofya symbolet på islams sejr over kristendommen. Derfor renoverede osmannerne også den forfaldne bygning, samtidig med at de forvandlede den til en moské. Kirkerummet blev udstyret med en mihrab, som i en moské viser retningen mod Mekka. De kristne mosaikker blev malet over med undtagelse af personer, som Maria med Jesusbarnet eller ærkeenglen Gabriel, der også findes i islam. Og i 1800-tallet sørgede sultan Abdulmejid for, at alle mosaikker blev afdækket, restaureret og dækket til igen, så de en dag kunne afdækkes og vises frem igen. Men denne bevarelse af kristen ikonografi havde også et politisk budskab, som den amerikanske historiker ved Princeton Universitetet Robert Mark har påpeget i bogen ”The Hagia Sophia: From the Age of Justinian to the Present (Hagia Sophia, fra Justinians tid til nutiden):
”Nutid og fortid blev samlet, så den besøgende kunne anerkende de osmanniske sultaner som de byzantinske kejseres efterfølgere og islams triumf over kristendommen.”
Fire minareter blev tilføjet den store katedral som det fysiske tegn på, at det kristne Konstantinopel var blevet til det muslimske Istanbul. Så stærkt et symbol på den osmanniske magt var bygningsværket, at Hagia Sophia med minareterne blev forlægget til senere osmanniske moskéer som Süleymaniye-moskéen fra 1558, der er en tro kopi af Ayasofya. Og da Mustafa Kemal Atatürk begravede Det Osmanniske Rige og kalifatet og gjorde Tyrkiet til en sekulær stat, var det igen Ayasofia, der blev mobiliseret til at symbolisere det nye, samfundsmæssige skift: Moskéen, der havde været katedral, blev et museum.
1500 år efter at Justinian lagde den første sten til Hagia Sophia, er dette magiske bygningsværk stadig et magtfuldt symbol på spændingerne mellem politik og religion, tro og sekularisering og islam og kristendom.