Prøv avisen

Sådan flyder kirkens kroner

Maribo Domkirke er en af de 20 kandidater til titlen som Danmarks mest seværdige. Kirken blev indviet i 1416, og i 1804 fik den status som domkirke. -- Foto: Leif Tuxen.

Den danske folkekirke har et budget på næsten otte milliarder kroner om året. Men hvordan kommer pengene ind, hvad bliver de brugt til, og hvem kan beslutte, hvordan de mange penge skal prioriteres? Kristeligt Dagblad giver et overblik

Foto: WER

Folkekirkens økonomi er blevet kaldt en Storm P.-maskine. Ingen kan helt gennemskue, hvordan den er skruet sammen, men tilsyneladende fungerer den.

Eller gør den? Meget tyder i hvert fald på, at den trænger til et serviceeftersyn. Ligestillings- og kirkeministerens strukturudvalg er på vej med flere modeller til en ny struktur for folkekirken, som også kan føre til, at den økonomiske maskine ændres.

Inden der bliver flyttet rundt på tandhjul, rør og møtrikker, følger her et indblik i, hvordan den folkekirkelige økonomi fungerer i dag. Oplysningerne i artiklen er samlet fra Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Danmarks Statistik og kirkelige organisationer.

LÆS OGSÅ:Folkekirkeskatten er steget markant mere end priserne

Helt overordnet koster det næsten otte milliarder kroner om året at holde folkekirken i gang.
(artiklen fortsætter efter grafikken)


Pengene kommer først og fremmest fra de cirka 4,4 millioner medlemmer. Børn betaler normalt hverken skat eller kirkeskat, så antallet af kirkeskatteydere er lavere, nemlig 3,4 millioner. De betaler i gennemsnit hver 1750 kroner om året i kontingent eller kirkeskat, som kontingentet rettelig kaldes.

Deles kirkeskatten ud på alle medlemmer, også børnene, bliver beløbet 1350 kroner om året pr. medlem. Det er gennemsnitstal, og den faktiske kirkeskat varierer voldsomt fra kommune til kommune. I de billigste kommuner er kirkeskatten blot lidt over 0,4 procent, mens den i de dyreste er mere end tre gange så høj.

Folkekirkens næststørste indtægt kommer fra staten, det vil sige fra alle landets skatteydere også dem, der ikke er medlem af folkekirken. Statens tilskud var på knap 780 millioner kroner i 2011. Endelig er der en række mindre indtægtskilder som renter af kirkens formue, salg af jord og huslejeindtægter.

Inden pengene kan bruges, skal de igennem forskellige cigarkasser.

Den største ligger i kommunerne. Al kirkeskat opkræves nemlig over kommunerne. Hvor mange penge de skal opkræve, afgøres imidlertid alene af menighedsråd og provstier, når de lægger budgetter for det følgende år.

Kommunens rolle er alene at være et ekspeditionskontor for opkrævning af kirkeskat.

En anden stor cigarkasse er Folkekirkens Fællesfond eller i daglig tale bare fællesfonden. Det er i virkeligheden ikke en fond, men en mellemregningskonto, som bruges til at betale alle de udgifter, der er fælles for hele folkekirken. En slags kirkens budgetkonto.

Pengene, der går ind i fællesfonden, kommer fra landskirkeskatten. Det er en andel af den kirkeskat, som alle kirkeskatteydere betaler.

Hvor stor landskirkeskatten skal være, afgøres suverænt af ligestillings- og kirkeministeren dog i praksis efter råd fra en såkaldt budgetfølgegruppe, som består af gejstlige og embedsmænd.

Procentsatsen for landskirkeskatten har i en årrække været 0,15. Den er ens for hele landet og indbringer i alt lidt over en milliard kroner årligt.

Pengene, der går ud af fællesfonden, går til flere forskellige opgaver.

Først og fremmest betales 60 procent af de knap 2000 præsters løn herfra.

De resterende 40 procent betales af det tilskud, staten yder til kirken. Staten betaler dog fuldt ud de 10 biskoppers løn og pensioner.

Netop det, at staten betaler en del af præsternes løn, har med jævne mellemrum ført til kritik af, at alle skatteydere er med til at betale for kristen forkyndelse, og det har igen ført til debat om at ændre tilskudssystemet. Senest har folkekirken fået mulighed for at ansætte ekstra præster, som alene finansieres af fællesfonden altså uden statstilskud men foreløbig er den mulighed ikke blevet brugt.

Ud over præstelønninger står fællesfonden økonomisk for driften af stiftsadministrationerne i folkekirken. Den betaler pensioner for tjenestemænd, den finansierer det meste af informationsteknologien i folkekirken som den elektroniske kirkebog, efteruddannelse af præster og kirkefunktionærer og en udligningsordning mellem rige og fattige sogne. Det sidste skal forhindre, at forskellen i kirkeskatten bliver alt for voldsom i forskellige dele af landet.

Maksimalt kan der udlignes 120 millioner kroner mellem sognene. Det er en væsentlig mere begrænset udligningsordning end den, der for eksempel findes i kommunerne.

Dertil kommer udgifter til forsikringsskader, da folkekirken forsikrer sig selv.

Endelig er der den lokale del af kirkens økonomi. Det er langt den største.

De 107 provstier (svarer næsten til kommunerne) og de 1780 menighedsråd forvalter de lokale kirkekasser. De omsætter for godt seks milliarder kroner årligt. Pengene går blandt andet til lønninger til gravere, kordegne, kirketjenere, organister, kirkemusikere, sognemedhjælpere og de øvrige ansatte bortset fra præsterne.

Og dog: Kirken har for et par år siden fået mulighed for lokalt at finansiere ekstra præster, som ansættes efter overenskomst.

Omkring 80 præster er i dag ansat på den måde.

Også investeringer i nye kirker, præstegårde og sognegårde og vedligeholdelsen af dem hører til den lokale økonomi.

Driftsudgifterne, som nu er et godt stykke over to milliarder kroner årligt, omfatter en lang række forskellige opgaver, og det er især dem, som er vokset de seneste 20-30 år.

Kirkekasserne dækker således udgifter til kirkelige aktiviteter, begravelsesvæsen og personregistrering.

Men hvordan finder det enkelte menighedsråd ud af, om der er råd til en renovering af orglet, en ny aktivitet for minikonfirmander eller at ansætte en sognemedhjælper?

Som udgangspunkt sætter provstiudvalget de økonomiske rammer for kirkens arbejde lokalt. Et provsti følger i hovedreglen kommunegrænserne og består af fra 5-6 sogne op til 40 sogne. Provstiudvalget udgøres af provsten og 4-6 menighedsrådsmedlemmer fra sognene under provstiet.

Inden der lægges budget for det følgende år, indkalder provstiudvalget til et såkaldt budgetsamråd, hvor alle sogne deltager med en eller to repræsentanter.

På det første møde efter et nyvalg til menighedsråd kan man beslutte at give budgetsamrådet det afgørende ord om økonomien i stedet for provstiudvalget.

Det vil sige, at samrådet kan beslutte, hvad de økonomiske rammer for provstiet skal være, hvor meget der skal opkræves i kirkeskat, og hvordan personalenormeringen skal være.

Budgetsamrådet drøfter også, hvordan økonomien ser ud flere år ud i fremtiden, og dermed har man en mulighed for at tilgodese sognes ønsker på skift. De enkelte menighedsråd lægger derefter deres budgetter ud fra de rammer, provstiudvalget eller budgetsamrådet har lagt.

Den sidste store krumtap i den folkekirkelige økonomi er de såkaldte stiftskapitaler. Det er kirkens pengetank, som efterhånden er oppe på 4,6 milliarder kroner.

Pengene stammer dels fra salg af jord fra præstegårde og anden kirkelig ejendom, dels fra pårørende, som gerne vil have et gravsted holdt vedlige.

Typisk forudbetaler man for gravstedet i 20 eller 30 år, og de penge bliver kaldt gravstedskapitaler. I princippet er pengene reserveret til at vedligholde gravstederne i fremtiden, og menighedsrådene får løbende udbetalt kapitalerne.

Der er dog så mange penge i pengetanken, at de også giver renteindtægter.

Kapitalerne er blevet forrentet med 4-6 procent de senere år, så det giver en samlet indtægt på flere hundrede millioner kroner om året til kirken.

De enkelte provstier og sogne kan desuden låne i stiftskapitalerne, for eksempel til renovering af kirker eller præstegårde.

Så er folkekirken i øvrigt en overskudsforretning, eller var det i hvert fald i 2011, som det fremgår af grafikken.

Indtægterne var på i alt 7758 millioner kroner og udgifterne på 7695 millioner kroner, hvilket giver et samlet overskud på 63 millioner kroner.

I forretningsverdenen ville man ikke kalde det guldrandet, og overskuddet bliver ikke udloddet til medlemmerne.

Derimod indgår det i de lokale kirkekassers beholdning og bruges eventuelt i år, hvor udgifterne overstiger indtægterne.

Eller de bliver sparet op til større investeringer som for eksempel i nye kirkebygninger, nye sognegårde eller nye orgeler.