Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Thranholm: Helgenkåring i Rom var en barmhjertighedens Roskilde festival

27 Apr 2014, Vatican City, Rome, Italy - -- Vatican, Vatican. 27th April 2014 - - Images from historic canonization of two Popes, John Paul II and John XXIII in St Peter's Square in Vatican. - - A set of images from Images from Sunday 27th of April, a day of the historic canonization of two Popes, John Paul II and John XXIII in St Peter's Square in Vatican. - -- Image by © Art Widak/Demotix/Corbis Foto: Art Widak/ Denmark

En helgenkåring minder os om, at døden ikke er en afslutning, men en ny begyndelse. Weekendens helgenkåring var lidt som en festival af fromhed og bøn, skriver katolik, debattør og journalist Iben Thranholm, som selv deltog

En helgenkåring er lidt som en Roskilde festival, men bare med fromhed og bøn som fortegn i stedet for druk og løssluppenhed.
Mennesker kommer rejsende fra alle verdenshjørner. Der er sang, musik og picnic på gaden.

Peterspladsen var lørdag nat omdannet til en campingplads, hvor pilgrimme lå i soveposer for at sikre sig en plads på første række. Røde toiletskure var opstillet i kolonnaden på Peterspladsen, og overalt i byen voksede køerne sig lynhurtigt lange.

GUIDE: Helgenkåring fra a til å

Det var især polakker, sydamerikanerne og afrikanerne, der fyldte i gadebilledet og som mindede om, at kristendommen er i voldsomt vækst på andre kontinenter end det europæiske. De mange forskellige sprog, der blev talt, flød sammen ikke i en babylonsk forvirring, men i enhed. Troens enhed og fællesskab.

Pilgrimmene strømmede ikke til bare for at opleve en fest og være med hvor det sker, men for at vokse i tro. De kom for selv at blive mere hellige og for at få mere hellighed ind i deres daglige liv.

Mange kirker i Rom holdt lørdag aften åbent som optakt til helgenkåring, og her var der kø for at komme til skriftemål. Folk, der havde rejst fra den anden side af kloden lod sig ikke slå ud af jetlag og brugte natten på at bede. For det er ikke forbeholdt paver eller særlige udvalgte sjæle at blive helgener. Alle troende er kaldet til hellighed og til at opnå helgenstatus det vil sige den totale forening med Gud både nu og her og efter det jordiske liv.

LÆS OGSÅ: Kan man tro på mirakler?

At det er netop er på Barmhjertighedens søndag, en særlig katolsk festdag, som altid ligger søndagen efter påskesøndag, at helgenkåring finder sted, gør pilgrimmenes trosiver så meget desto større. På denne dag kan man nemlig opnå aflad for alle de synder, som man har begået gennem hele livet.

Det vil sige, at man har mulighed for at viske tavlen helt ren og starte et nyt liv i Guds barmhjertighed. Traditionen med Barmhjertighedens søndag går tilbage til den polske nonne søster Faustina Kowalska (1905-1938), som i årene op til 2. Verdenskrig modtog en række privatåbenbaringer fra Jesus om, hvor uendelig stor en barmhjertighed han har med verden.

Johannes Paul fik kendskab til disse åbenbaringer allerede som præstestuderende i Polen, og de blev helt centrale for hans eget trosliv og ikke mindst den måde, han udlevede sit pontifikat på. I 2000 kårede Johannes Paul II hende selv som helgen.

Ved sin død i 2005 blev Barmhjertighedens søndag også helt central for Johannes Paul II. Han døde netop om natten op til denne store festdag. Mange har siden tolket det som et tegn på Guds forsyn og bekræftelse på, at paven nu var gået hjem til sin faders hus, som Vatikanet officielt udtrykte det, da de meddelte verden Johannes Paul IIs død.

Det blev et punktum, som faktisk allerede dengang gjorde Johannes Paul II til helgen. At der siden er sket to mirakler, som er sket på forbøn af den tidligere pave, som reglerne for helgenkåring foreskriver, bekræfter kun, at Johannes Paul II lever videre hos Gud.

Selvom det nok var Johannes Paul II, der løb med det meste af opmærksomheden ved denne dobbelte helgenkåring, må man ikke glemme Johannes XXIII, der også blev kaldt for den gode pave på grund af hans kærlige og favnende måde at være pave på.

Hvad der binder de to paver sammen, er Andet Vatikanerkoncil, som var med til at åbne kirken mod den moderne verden og at bringe kirken ud til folket. Johannes XXIII kaldte sammen til koncilet (1962-65), og Johannes Paul II fortolkede og levede det i sit pontifikat. Ingen anden pave har rejst så meget som ham, og han lyttede til alle, uanset hvem de var, og hvad de troede. Pave Frans pegede i sin prædiken til helgenkåringen på, hvordan hans to forgængere havde fornyet og styrket kirken.

Når alt kommer til alt var det ikke kirkepolitik, der fyldte mest ved denne helgenkåring, men at det var barmhjertighedens festdag. Visheden om og følelsen af at være elsket på trods alt det onde og destruktive, vi møder i vores liv, og som vi selv er med at skabe, er hvad der får mennesker til at rejse sig og give dem nyt håb.

Johannes Paul II, der også var kendt for at forstå lidelse som en vej til hellighed, sagde engang:

I spørger måske hvorfor I har fået et anderledes liv.

Med det mente han et liv i modgang og noget andet, end det man forventede sig. Hans svar var, at alle liv uanset hvor meget lidelse og modgang de indeholder, kan blive til frugtbare og væsentlige liv, som de tilføres Guds barmhjertighed.

Både Johannes XXIII og Johannes Paul II var begge paver, som var store eksempler på Guds barmhjertighed, og hvordan den kan ændre verden. Jo flere enkeltpersoner, der åbner sig for Guds barmhjertig og tilgivelse, desto større effekt vil det få på samfundet som helhed. Hvis man har fået givet meget, vil man også selv give meget videre. Den samme barmhjertighed kommer til udtryk hos Frans, og netop derfor er der så mange, der tager imod ham.

En helgenkåring minder også om, at døden ikke er en afslutning, men en ny begyndelse. Også for stadigt at øve indflydelse og gøre godt i denne verden. Død, hvor er din brod?