Kirke med rytmer i højtalerne og højt til loftet

Ny ungdomskirke i Aarhus giver byens unge vide udfoldelsesmuligheder. Men man skal ikke forarge for forargelsens skyld, siger præsten bag projektet

En flok konfirmander spiller bordfodbold i Ungdomskirken. ”Vi får ofte besøg af konfirmander, for rummet her giver gode rammer for interaktiv undervisning med musik, film og bevægelse,” forklarer Lars Lindgrav Sörensen. Flemming Jeppesen/Fokus FOTO nr 008
En flok konfirmander spiller bordfodbold i Ungdomskirken. ”Vi får ofte besøg af konfirmander, for rummet her giver gode rammer for interaktiv undervisning med musik, film og bevægelse,” forklarer Lars Lindgrav Sörensen. Flemming Jeppesen/Fokus FOTO nr 008.

”Er det her en kirke?”.

Spørgsmålet smides ud i det store, sparsomt møblerede lokale med de høje vægge og det rå betongulv, mens en flok konfirmander afslappet indtager rummet. Vi befinder os i den nyåbnede ungdomskirke i Aarhus, hvor ungdomspræst Lars Lindgrav Sörensen tager imod.

”Hey, kom lige her,” siger han og hiver fat i en af de unge drenge i flokken.

”Hvilket musiknummer kan du godt lide?”.

Den kommende konfirmand replicerer hurtigt med titlen på et af tidens hits og få sekunder efter har Lars Lindgrav Sörensen fundet nummeret på YouTube og sendt de fede rytmer ud gennem Ungdomskirkens store højtalere i loftet. De unge smiler anerkendende.

Den nye ungdomskirke med navnet UngK åbnede i februar som nyeste skud på stammen af ungdomskirker i Danmark. Med åbningen fulgte ansættelsen af Lars Lindgrav Sörensen samt utallige gode idéer og drømme om, hvordan det kirkelige ungdomsarbejde i Aarhus kunne forbedres.

”Hvis vi ser på folkekirken generelt, er der ikke ret mange unge involverede, og kirken satser heller ikke på området. Det prøver vi her at råde bod på med forskellige arrangementer. Samtidig får vi mange besøg af for eksempel konfirmandhold og deres præster, og vi forsøger at give dem inspiration til arbejdet i de lokale kirker,” fortæller Lars Lindgrav Sörensen.

Ungdomskirken har ikke søndagshøjmesse, men åbner dørene til gudstjenester på andre tidspunkter. Derudover holder et sangkor til i lokalerne, ligesom debatter, foredrag og alkoholfrie konfirmanddiskoteker er på programmet. Det professionelle lys- og lydanlæg giver gode muligheder for koncerter og filmvisning. Faktisk er der ikke grænser for, hvad kirken må bruges til:

”Nej, ikke så længe det holder sig inden for, hvad de unge selv synes giver mening. Kirken er et eksperiment, hvor der gerne må brydes grænser, og nogle gange skal man forarge for at lykkes,” siger Lars Lindgrav Sörensen og forklarer:

”Man skal ikke forarge for forargelsens skyld. Men evangeliet kan være forargende, og jo tættere vi kommer på kernen i kristendommen, jo bedre er det.”

Indtil videre kommer de fleste af kirkens unge selv fra kirkelige hjem. Dermed er målet om at nå ud til unge, der ikke selv har en kirkelig baggrund, endnu ikke nået.

”Men vi har også kun haft tre måneder til arbejdet. Kom igen om et år, så vil der være sket noget,” spår ungdomspræsten.

Iført gummisko og striksweater er der hos Lars Lindgrav Sörensen langt til præstekjole og krave en beklædning der øjensynligt ville tage sig pudsigt ud i kirkens rå lokaler, hvor præsten lige nu slænger sig i en slidt sofa fra Kirkens Korshær. En sofa, der hurtigt kan flyttes, hvis lokalet skal bruges til noget andet ligesom også alteret, stole og lydanlæg er flytbare.

Det skal være op til de unge, hvad lokalerne skal bruges til, lyder rationalet. En idé, der tiltaler 26-årige teologistuderende Mie Faarkrog. Hun er en af de unge, der har grebet idéen om ungdomskirken.

”Rummet er højtideligt, men højtideligt på en anden måde end en almindelig folkekirke er det. Det store, næsten tomme rum åbner op for nye muligheder, fordi det er som et hvidt lærred, hvorpå vi selv kan skabe noget nyt,” siger hun.