Dåbsprocent falder støt

Folkekirken må gøre op med det betonlutherske dåbssyn, siger teologilektor

Præste hånd der døber baby
Præste hånd der døber baby. Foto: Marianne Grøndahl/ Denmark.

For mange forældre er dåb noget, barnet selv skal tage stilling til, når det bliver ældre, typisk i konfirmationsalderen.

Det er en af forklaringerne på, at dåbsprocenten er faldet til cirka 42 i København, som nye oplysninger fra Kirkeministeriet viser.

Biskoppen over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, mener, at forældrene tager religion alvorligt og derfor overlader det til barnet at bestemme selv, når det bliver ældre.

LÆS OGSÅ: Kritik af biskop og præst for smøleri i dåbssag

Jeg tror ikke, at det er, fordi forældrene bevidst anlægger et baptistisk dåbssyn. Det tror jeg slet ikke, de er opmærksomme på. Jeg mener, at det er mere sociologisk og antropologisk. Nemlig at barnet, ligesom forældrene, skal have lov at være herre i eget liv, siger han.

Det trækker dog i retning mod en baptistisk teologi, når børnene ikke døbes som små, siger Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.

Men det gør forældrene sig ikke klart. De går heller ikke rundt og tænker, at børnene skal døbes senere af den grund. Det handler om, at forældrene mener, at barnet skal have et valg, eller også er det bare ubekvemt med barnedåb, siger han.

Dåbsprocenten i Danmark falder stabilt et procentpoint om året.

Derfor må folkekirken revidere sit betonlutherske dåbssyn og fremhæve muligheden for voksen- og konfirmanddåb mere aktivt og positivt. Ellers fortsætter tendensen i nedadgående retning siger teologen.

Ifølge Hans Raun Iversen er det i dag kun to procent af konfirmanderne, der døbes før konfirmation.

Så jeg mener, at folkekirken skal til at vågne lidt op på det her område.

Han påpeger, at konfirma-tionsundersøgelserne viser, at der kommer flere og flere dygtige konfirmandpræster.

Men jo længere ned dåbsprocenten kommer, des sværere bliver det at få børnene til at komme til konfirmandundervisningen.