Det guddommelige i et åbent univers

At skrive kom som en indre længsel for 42-årige Helle Søtrup. Hun har udgivet to lyriske bønnesamlinger, der i kort form sætter moderne ord på spiritualitet og eksistens. Hendes første bog trykkes nu i tredje oplag

KD Forfatter Helle Søstrup - Kolding
KD Forfatter Helle Søstrup - Kolding. Foto: Claus Fisker/.

Det at fylde 40 år er for mange mennesker skelsættende og udgangspunkt for, at noget nyt skal ske. Nogle begynder at løbe maraton, andre får en vældig trang til at dyrke deres egne kartofler eller ovre i den mere livsomstyrtende genre: at finde en ny livspartner.

Helle Stage Søtrup blev forfatter som 40-årig. Med digtsamlingen Send flere engle, som man også kunne kalde en lyrisk bønnebog, debuterede hun med det, der i første omgang kunne ligne et meget smalt værk, men som har vist sig at have et stort publikum.

På Religionspædagogisk Forlag, hvor bogen udkom for to år siden, er man i gang med at trykke tredje oplag, og det er i redaktør Charlotte Ekstrands tid aldrig sket før med den slags bøger.

I år udkom så endnu en bog, Audiens. Den er skrevet af samme lystbårne trang som den første, og fordi Helle Stage Søtrup simpelthen synes, at der var mere stof at tage af. Hun skriver om selve kompleksiteten i det at være menneske i en moderne tid, så man kan tilføje, at stofmængden nok nærmest er uendelig.

LÆS OGSÅ: Forlag har succes med bønner og salmer

Måske skriver hun nu på en tredje bog, vi ved det ikke, for hun vil ikke tale om det. I det hele taget er det svært for hende at tale om sine bøger, sin arbejdsmetode, sin inspiration, sin tro alt det, som en nysgerrig journalist gerne vil vide noget om.

Hun er smilende og venligheden selv, da hun serverer te i sin stue i førstesalslejligheden i det nordlige Kolding, der er omhyggeligt og enkelt indrettet, blandt andet med en reol, der rummer masser af skønlitteratur,især lyrik.

Men hun giver også indtryk af at være en anelse utilpas ved situationen.

Det med at skrive meldte sig hos mig som en lyst og en længsel, og jeg erindrer det ikke som en konkret beslutning, begynder hun forsigtigt, da der bliver spurgt om, hvorfor hun skriver, og hvorfor hun netop har valgt bønneformen i sin digtning.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at form og indhold skal skilles ad. Det er ikke så bevidst en proces. Det flyder ligesom bare. Det ville være rart, hvis man kunne kortlægge det lidt mere, men i selve skriveprocessen er der mange slør, som den, der skriver, heller ikke selv kan se igennem. Man hører sommetider forfattere sige, at vedkommende er den sidste, der ved, hvad der står i teksten. Man kan blive overrasket over, hvad man selv har skrevet. Det lyder mærkeligt, og jeg har altid syntes, det var lidt krukket, når andre forfattere har sagt det, men det er faktisk rigtigt. Jeg vil meget nødig være hovmodig, men jeg har ikke fuldstændig magt over det, og derfor er det også vanskeligt at tale om. Man forestiller sig, at jeg kan skrive lige præcis, hvad jeg vil, for jeg har jo selv bestemt det, men det kan jeg ikke, siger hun og konkluderer forsigtigt:

Det var den form, der præsenterede sig, da jeg begyndte at skrive. Det at jeg skriver i et univers, hvor jeg i første kapitel kalder digtene bønner, kan jeg godt se, bliver en måde, der giver mig lov til at være meget inderlig og komme meget tæt på, hvad det vil sige at være menneske. For i bønneformen er man jo i et rum med sin Gud, hvor man kan klæde sig af og frit vise de tanker, man har om sit liv. Det er en meget intim form for samtale, og mine tematikker er intime.

Helle Stage Søtrup henvender sig med egne ord med det, hun virkelig har på hjerte, men det betyder ikke, at det hele handler om hende selv. Hun har opdelt begge sine digtsamlinger i kapitlerne: bønner, taksigelser, henvendelser, mellemværender og overgivelser for på den måde at gøre digtene polyfoniske. Hun vil med andre ord give stemme til flere.

Min scene er et kirkerum, hvor der er både kvinder, mænd, børn, gamle og dem midtimellem til stede ved en kirkelig handling. Digtene afspejler de menneskers livssituationer. Nogle er vrede og afmægtige, nogle er i sorg, mens andre er forelskede. Jeg forestiller mig i mine digte, hvad det er, de mennesker bærer på, og hvilke bønner de sender af sted, fortæller Helle Stage Søtrup.

Nogle af personernes historier kender hun, andre har hun digtet, og mange er hendes egne. Eller som hun siger på sin egen stille måde:

Det er ikke mig det hele, men jeg er der også.

Som lektor på handelsgymnasiet i Kolding er hun vant til at arbejde professionelt analyserende med tekster, når hun underviser i dansk og engelsk. Når hun selv skriver, foregår det derimod tavst og intuitivt.

Jeg er prisgivet den pågældende dags inspiration og er i dialog med stoffet, og så kan jeg blot håbe, at mennesker, der læser det, kan identificere sig med det, der står på linjerne, siger hun.

Det er der meget, der tyder på, at de kan. Digtsamlingerne sælger som nævnt rigtigt godt, og Helle Stage Søtrup er også begyndt at få henvendelser om at komme ud at læse sine digte op. Indtil videre har hun været på højskoler og i en natkirke. Hun har også fået henvendelser fra præster, der har brugt hendes lyrik i gudstjenestesammenhæng, og fra mennesker, der har valgt at have digtene med på pilgrimsvandring eller har brugt dem i en bryllupstale.

Hvad siger hun selv til modtagelsen?

Når man udgiver en bog, er det lidt ligesom et barn, der flytter hjemmefra og må klare sig selv, og man ved jo ikke, om der er 4 eller 4000, der læser den. Jeg er vestjyde og dermed nok lidt ydmyg, men jeg er glad. Ingen tvivl om det.

Det gør også Helle Stage Søtrup glad, at lyrikken i det hele taget ser ud til at have fået tag i danskerne. Selv har hun læst lyrik, siden hun var teenager.

Lyrik er en form, hvor man kan sige ting, der kun kan siges i den form. Den er dels meget fortættet, og dels har man med lyrik mulighed for at lave tomme felter. Man kan skabe tavshed og plads til refleksion på en helt anden måde end i en roman. Når man som jeg skriver om, hvor vanskeligt og vidunderligt det er at være menneske, så er digtet en meget ren og kondenseret form at gøre det i. Sophus Claussen har engang sagt: Hvor ord mangler, hjælper pludselig et vers, siger hun og tilføjer:

Den korte form tillader mig meget, og jeg skriver også kortfattet i den korte form. Jeg synes, det er interessant at bruge korte ord og korte sætninger, og at man kan sige noget vanvittig komplekst meget kort.

Tænker du på digtene som religiøse?

Både og. Teksterne handler jo primært om det at være menneske og konsekvenserne af vores moderne liv. I det univers kunne jeg ikke forestille mig, at det kun skulle handle om det fysiske og håndgribelige. Der er også nødt til at være et metafysisk univers. Det metafysiske er for mig et åbent univers, så der er ikke særlig mange bibelske referencer; det guddommelige er meget åbent beskrevet. Jeg ved godt, at det moderne gennembrud ligesom gjorde op med, at det guddommelige skulle have plads i litteraturen, men det findes hos rigtig mange forfattere, og hos mig er det naturligt, at jeg har troen med, når jeg skriver om eksistens. Men det er udogmatisk og ikke forkyndende.

Oplever du, at der er en åbenhed over for det sprituelle?

Alle tegn i tiden tyder på det. Bøger, der handler om sjæl og psyke, er der meget større interesse for nu, end der var for 20 år siden. Og folk går til yoga og tager på pilgrimsvandringer som aldrig før. Når det er sådan, tror jeg, det har noget at gøre med, at vores liv er præget af effektivitet, vækst og hastighed. Det får folk til at interessere sig mere for deres indre menneske, siger Helle Stage Søtrup.

Hun har blandt andet skrevet et digt om en, der lige pludselig vågner op og stiller sig selv spørgsmålet: Hvad er det, jeg har gang i? Findes der noget, der er mere sandt?

Og det kender jeg da fra mig selv, siger hun.