Møllehave blev indoktrineret på fineste måde

I snart seks år har forfatter og foredragsholder Tomas Møllehave boet i lejlighed med sin far, Johannes Møllehave. Og han kan nikke genkendende til, at faderen er i sønnen, som det siges i søndagens tekst

Tomas Møllehave fotograferet i hjemmet på Frederiksberg, som han deler med sin far, Johannes Møllehave.
Tomas Møllehave fotograferet i hjemmet på Frederiksberg, som han deler med sin far, Johannes Møllehave. . Foto: Leif Tuxen.

I lejligheden på Frederiksberg i København er der bøger overalt. De fleste har deres plads i reolerne. Andre i stakke på borde og gulve. Der er ikke plads til dem alle i lejligheden, hvor originale Storm P.-tegninger, familiefotos og et væld af citater fra berømte forfattere pryder væggene.

Der er liv og patina i det, der de sidste seks år har været et fælles hjem for Tomas Møllehave og hans far, Johannes Møllehave. De flyttede sammen, efter at Johannes Møllehave var blevet ramt af blodpropper i hjernen og havde brug for hjælp i dagligdagen. To forfattere og foredragsholdere under samme tag. To iltre temperamenter. To nysgerrige sjæle, der i ord og tanker har søgt at udforske og udfolde kærlighedens, troens og livets essenser. En far og en søn.

I dag skal Tomas Møllehave, der har rundet de 52 år, forholde sig til den bibeltekst, der i morgen prædikes over i kirken. Jesus, der taler om sig selv som sandheden, vejen og livet. Om Gud som sin far, som er i ham. Om disciple, der leder efter beviser for deres tro.

Ligesom Jesus taler om forholdet til sin far som noget ganske særligt, så gælder det også for Tomas Møllehave, når han skal indkredse forholdet til sin far. Også selvom det er så menneskeligt, som det kan blive med al dets gensidige kærlighed, vrede og voldsomme kampe. Trods alt har de evnet at bo sammen i flere år.

”Min far siger, at vores samliv fungerer bedre, end jeg gør. Men for mig er det bedre, end det nogensinde har været at bo sammen med en kvinde,” siger Tomas Møllehave og slår over i den højlydte latter, der ganske tydeligt også har fat i den livets alvor, som han er rundet af.

Tomas Møllehave er taknemmelig. For år tilbage, da han udgav romanen ”Fryd frydefulde erindringer fra 40 år”, fortalte han til Kristeligt Dagblads læsere, at han var lykkelig. Familielivet og børnene gav ham kærlighedens fylde. Sådan har han det stadig. Også selvom han siden da har været gennem endnu en skilsmisse.

Han hiver fat i et citat af den franske filosof og eksistentialist Jean-Paul Sartre, der, efter at han blev blind, blev spurgt, om han ikke ærgrede sig over, at han ikke længere kunne se Paris:

”Jeg har været den lykkeligste mand, så af gammel vane er jeg lykkelig.”

Tomas Møllehave føler sig også vel gennem skilsmissen med al dens smerte.

”Min ekskone og jeg har en gensidig respekt. Ja, jeg har vel på sin vis en forelskelse, der er fortsat. Respekten udspringer af en visdom, der kommer med alderen. Vi skal lære at omgås hinanden uden bitterhed.”

Han har stadig en nær kontakt til alt det, der var godt, dengang de var sammen. På samme måde som kristendommen er sprællevende for ham, selvom dens historie går 2000 år tilbage.

”Selvom det er så længe siden, så er det lysende godt. Når jeg ser på mit ægteskab og familieliv, kan jeg blive fyldt af følelsen: Tænk, at jeg fik lov at være mig der.”

Tomas Møllehave erkender samtidig, at han langtfra altid har haft den indre ro til at nyde livets øjeblikke.

”Vi har vel alle en eller anden form for angst i os. Jeg har også levet af min indre uro. Det er en skabende nerve, men kan også være en lykkedæmper.”

De seneste syv år har Tomas Møllehave arbejdet på en kriminalroman. En atypisk en af slagsen. Han blev af et forlag spurgt, om han ville skrive en bog om vittigheder. En sådan fremstilling ville for Tomas Møllehave kun fungere, hvis den kom ind i en spændingsfyldt ramme. Skurken i romanen er den russiske præsident, Vladimir Putin, og vittighederne vælter ud af en politibetjent, der efter at have slået hovedet ikke kan ty til andet.

”Næste skridt er at finde forlaget, der skal udgive bogen,” siger Tomas Møllehave.

Han vender tilbage til far-forholdet. Og sit kristne trossted. Denne gang er det et citat fra Søren Kierkegaard, som Tomas Møllehave bruger til at tydeliggøre forholdet til sin far og til troen.

”Jeg tror på Gud, fordi min far gjorde det, skrev Kierkegaard.”

Dermed går Tomas Møllehave også i rette med nutidens tendens til at søge bevisførelse for Gud. En problematik, han også ser træde frem i søndagens tekst med disciplene, der efterspørger vished for deres tro.

”Det er videnskabeligt vås at ville bevise Gud,” pointerer Tomas Møllehave. Hans tro får rodfæste gennem faderens tro.

”Når det at tro betyder allermest for min far, som jeg elsker, så må det også være min tro. Min far har indoktrineret mig på den fineste måde.”

For Tomas Møllehave er troen et anker. Et sted, han kan hvile og finde mening også når uroen og det, han kalder livets grundangst, melder sig. Som sin far har han et arsenal af citater fra store tænkere, der lever i ham. Denne gang er det forfatteren Franz Kafka, han henter frem:

”Hvis der er en Gud, må jeg passe på, hvordan jeg lever. Hvis ikke der er en Gud, må jeg passe endnu bedre på.”

Tomas Møllehave uddyber:

”Det er lykken ved at kende til Kristus, ganske enkelt.”

Men Tomas Møllehave har aldrig været i nærheden af at leve et harmonisk lykkeligt liv. Han indrømmer blankt, at han rummer en vildskab. En vildskab, der ikke altid viser sig fra sin mest hensigtsmæssige side.

”Min vildskab kan også komme ud som aggression og hidsighed. Jeg kan blive vildt vred og hidsig. Jeg tilstår. Men heldigvis går det i dag kun ud over min far,” siger han.

Og den indbyrdes far-søn-relation tåler vreden.

”Jeg har sjældent haft befordrende skænderier med kvinder. Det er anderledes med min far. Luften er altid renset dagen efter. Og som far må du i sidste ende bøje hovedet for din søn,” smiler Møllehave junior.

Alvoren melder sig igen.

”Min far har vist mig, hvor stor og smuk tilværelsen kan være. Fordømmer jeg ham, forpurrer jeg også den kærlighed, som han har vist mig og dermed det allermest dyrebare for mig selv.”

Selvom Tomas Møllehave er vokset op med en karismatisk far, og han siden barnsben har været ordblind, så har han aldrig følt, at han har stået i skyggen af sin far eller manglet plads til selvstændig udfoldelse.

”Min far har altid anerkendt mig for det, som jeg har gjort. Når jeg har lavet et måltid til ham, for eksempel spejlæg, så kommer det fra ham: Jeg har aldrig smagt noget så godt. Så godt kunne jeg aldrig selv have lavet dem.”

Ligesom Tomas Møllehave trådte til, da hans far havde brug for hjælp og valgte at flytte under samme tag, får Tomas Møllehave også en håndsrækning fra sin ældste søn på 27 år, der er i gang med psykologistudiet. Sønnen hjælper ham blandt andet med alt det, som han ikke kan finde ud af med computeren på grund af sin ordblindhed.

”Hjælpen går videre,” siger Tomas Møllehave og binder en sløjfe med det, som han betragter som livets opgave.

”Vi kan som mennesker overleve ved at bjærge hinanden igennem. Jeg har fået kærligheden fra min far, og den kan jeg bære og give videre.”