Folkekirken undgår at sætte spørgsmålstegn

Hvis ikke en kirke tør bidrage til samfundsdebatten, risikerer den at blive irrelevant, mener lektor Bjørn Thomassen, der blev katolik i sin tid i Italien

Det værste ved det multikulturelle samfund er, når det tages til fange af den politiske korrekthed, mener Bjørn Thomassen.
Det værste ved det multikulturelle samfund er, når det tages til fange af den politiske korrekthed, mener Bjørn Thomassen. . Foto: Paw Gissel.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er budskabet om næstekærligheden, ikke bare som en negativ regel om det, man ikke må gøre. Det er selvfølgelig vigtigt at holde fast i, at der er ting, man ikke må udsætte andre for. Man skal ikke gøre ved andre, hvad man ikke vil have, at andre gør mod én selv. Men næstekærligheden er også en aktiv handling. Det er det positive gengældelsesprincip, øje for øje og tand for tand i positiv forstand. Når man gør noget godt, så spreder det sig.

Det er i virkeligheden et universelt budskab, som henvender sig til alle og også findes i andre religioner. Det er en opfordring til at gøre op med den danske brokkekultur og se på, hvad man selv kan gøre, for at tingene bliver bedre, så man får vendt kritik til positiv handling.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste ved kristendommen er, når den bliver dømmende og fordømmende. Faktisk bryder jeg mig ikke om det danske ord, kristenDOM, jeg foretrækker det italienske udtryk, cristianesimo, eller det engelske christianity, som har en positiv klang. På dansk bliver det til en dom over mennesker. Den side af kristendommen har udviklet sig historisk set og er for eksempel kommet til udtryk i institutioner, som i dag er en byrde for kirken, som for eksempel inkvisitionen, hvor kristendommen og den kristne kirke blev brugt til forfærdelige ting. Vi har set det i historien, og det spores også i dag, når der fokuseres på alt det, man ikke må. I dag er det måske mindre udtalt i Danmark og i den danske folkekirke, men også protestantismen har ofte taget karakter af et livsbenægtende verdensbillede, snarere end en livsbekræftende fejring.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Folkekirken har aldrig talt til mig. Jeg voksede op en familie, hvor vi børn ikke blev døbt, for vores forældre mente, at vi selv skulle vælge. Men det gode er selvfølgelig, at den er åben for alle og for alle mulige synspunkter. Lokalt laves der rigtig meget godt kirkeligt arbejde, blandt andet for socialt udsatte. Og der stilles ikke ret mange krav for være en del af folkekirken.

Jeg husker min dåb i den katolske kirke i Italien, hvor jeg tog min katekismus, da jeg var i tyverne og derfor også sætte spørgsmålstegn ved nogle ting, for eksempel ved jomfrufødslen, som jeg mener skal læses symbolsk. Det mente min præst ikke, og han havde sine tvivl om, hvorvidt jeg kunne blive døbt. Det vendte, da jeg bar det tunge kors i procession gennem landsbyen ved den lokale helgenfest og på den måde viste, at jeg var villig til at yde for min tro. I folkekirken tager man mere folk, som de er. Folkekirken er det, den enkelte præst gør den til, og det kirkegængerne gør den til.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste ved folkekirken er, at den har så svært ved at forholde sig til de aktuelle problemstillinger, der vedgår os, at den risikerer at blive irrelevant. Kirken skal kunne være en kristen stemme i principielle debatter, som for eksempel krigsdeltagelse eller globale spørgsmål som finanskrisen. Kan det virkeligt være rigtigt, at nogen skal tjene så mange penge på lige netop den måde? Hvad har kirken at sige om det med udgangspunkt i den bog, vi læser i?

I Danmark udtaler præster sig nærmest kun om samfundsspørgsmål, hvis de melder sig ind i et politisk parti. Men kristne skal ikke nødvendigvis være politikere. Kristne skal kunne udtrykke sig som kristne. Men den danske folkekirke hviler på konsensus. Alle skal helst være enige, og ellers skal man ikke mene noget.

Det er ikke et spørgsmål om at adskille religion og politik, for det har vi jo netop aldrig gjort i Danmark. Vi har aldrig fået skilt kirken fra staten. Jeg er tilhænger af en adskillelse af kirke og stat, så kirken ophører med at være en statsadministreret og statsstyret institution, der bare administrerer nogle ritualer, men ikke taler til det samfund, den er en del af.

Kirken bør have større autonomi, så den kan deltage i samfundsdebatten som mere end en komfortabel ledsager. Har vi for eksempel en debat om sex med dyr, så vil vi høre en dyrepsykolog sige noget om konsekvenserne for dyrene eller om dyreetik. Hvorfor hører man ikke en præst eller biskop sige noget om, hvad kristendommen har at sige om det? Det betyder ikke, at kirken politiserer, men at den problematiserer samfundsudviklingen. Det virker som om, kirken for alt i verden skal undgå at få folk til at stille spørgsmål ved den verden, de lever i.

Selvfølgelig er det også i den slags debatter, at kirken kan blive fordømmende, når den tager stilling til for eksempel homoseksuelt ægteskab. Men det betyder ikke, at kirken ikke skal kunne udtale sig om, hvad der er ønskværdigt. Den skal kunne reflektere over moderniteten og tolke samtiden i kristendommens lys.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

At den kan få os til at tænke over, hvad der er godt og ondt. Jeg husker en folkekirke-gudstjeneste, der var led i en konfirmandforberedelse. Her havde præsten valgt at tage udgangspunkt i Pippi Langstrømpe. Jeg ventede mig det værste, men med udgangspunkt i en historie og en figur, de unge kendte, fik præsten sagt noget væsentligt om kristne værdier, om at man kan være grænseoverskridende som Pippi Langstrømpe, men der er tidspunkter, hvor det handler om at vælge det etisk rigtige. Den gode gudstjeneste er god og pædagogisk formidling.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Jeg husker en julegudstjeneste, hvor halvdelen af kirkegængerne var mødt op med nissehuer på. Og præstens prædiken var tilpasset et publikum, der var der, fordi det var sjovt, og fordi julegudstjenesten hørte med til julestemningen, ikke fordi de forholdt sig til julens budskab. Han kunne i stedet have benyttet sig af, at kirken for en gangs skyld var fuld og forsøge få folk i tale om, hvad Kristi fødsel har at sige os.

Hvad er det bedste ved det multikulturelle samfund?

Det bedste er, at det er sjovt, at folk er forskellige. Jeg har selv boet, studeret og arbejdet i mange forskellige lande: Spanien, Italien og Irland for eksempel. Mangfoldighed er selvfølgelig ikke kun kulturel og etnisk. Men nu er jeg antropolog af uddannelse og lever af at analysere kulturelle forskelle, og samtidig indgår jeg privat i multikulturelle sammenhænge, blandt andet fordi min italienske hustru er aktiv i immigrantforeninger. Ved at omgås fremmede kulturer får vi også et eksternt blik på vores egen kultur. Andre ser sider af os, som vi ikke selv har øje for.

Hvad er det værste ved det multikulturelle samfund?

Det værste er, når hele ideen om diversitet og pluralisme reduceres til værdirelativisme, og det multikulturelle samfund tages til fange af den politiske korrekthed. Alle kan sige, hvad de har lyst til, men i virkeligheden sætter vi ikke vores meninger til diskussion. Det afføder en følelse af tab af værdier, som igen fører til en form for etnisk og religiøs fundamentalisme, som i virkeligheden er en konsekvens af den politiske korrekthed.

I det gode multikulturelle samfund tør vi tage en åben diskussion om vores forskellige og fælles normer.