Hvordan vil du beskrive din tro?
Det vigtigste i vores tilværelse er det, man får skænket, og ikke det, man selv frembringer. Det er den egentlige kulturkamp: om man tror på, at man selv former sit liv, eller om man tror på, at det er det, man får skænket, der former ens liv.
Jeg ser livet som en gave. Det giver os en forpligtelse til at tage vare på den gave, først og fremmest over for vores medmennesker. Det er jo hele pointen i næstekærlighedsbegrebet. Derfor kan vi få stillet det krav, at man skal elske sin næste som sig selv, for det er derfor, vi har fået så meget. Kærligheden skal rækkes videre.
I forhold til debatten tidligere i år om mit syn på missionsbegrebet og omvendelse kan jeg sige, at jeg har nok at gøre med at omvende mig selv i forhold til kristendommen. Derfor skal jeg ikke rende rundt og gøre mig klog på andres forhold til Vorherre. Jeg kan ikke klare den opfattelse, hvor man mener, at man sidder inde med hele sandheden, og andre lever i den totale usandhed.
Der er forbundet en frihed med at være menneske, man må selv finde sin livsvej. Vi har ikke så meget at komme med hver især, så vi har nok med at få bragt vores eget forhold til Gud i orden. Selvfølgelig formidler jeg kristendommen, det er mit arbejde. Men jeg går ikke og tænker over, om det omvender dem, der hører det.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var stilfærdigt. Det var der som en undertone, en rytme i hverdagslivet og et fundament i tilværelsen, men man gik på ingen måde og promoverede sig af sin kristentro.
Jeg voksede op som enebarn på et mejeri i Diernæs ved Haderslev i det, som Lindhardt betegnede som ”mejeri-grundtvigianismen”. Et af de citater, min far brugte meget, og han citerede ellers ikke meget fra kirkeliv og kristendom, var Grundtvigs ”Menneske først og kristen så”.
Den tro, jeg mødte i mit barndomshjem, var ikke bundet til bibelcitater og bordbøn. Men min mor bad Fadervor med mig om aftenen, da jeg var lille, og vi gik i kirke. Først og fremmest blev kristendommen sunget ind i mig. Før jeg havde læst en stavelse i Det Nye Testamente, kunne jeg ”Den signede dag” og Ingemanns salmer.
Så vidt jeg husker, var min tro som barn relativt naiv. Men jeg var ikke kommet ret langt i mellemskolen, før der kom en refleksion, for jeg lod mig ikke meget bilde ind. Vi havde en præst, der var dybt fundamentalistisk, og jeg var ikke mere end 11-12 år, da jeg tænkte, at det ville jeg ikke være med til. Jeg afskyr skråsikkerhed og fundamentalisme af enhver art, politisk, religiøst og kulturelt, hvor man har svarene på forhånd. Det gør livet utrolig fattigt og utrolig kedsommeligt.
Hvad har udfordret din tro?
Først og fremmest er jeg blevet udfordret gennem mit studium. Det har været en konstant intellektuel udfordring, i og med at jeg har beskæftiget mig meget med filosofi og mistænksomhedens filosoffer, som Freud, Nietz-sche, Sartre og Marx, der stillede påtrængende kritiske spørgsmål. De har udfordret min tro og gør det stadigvæk.
Verdens beskaffenhed udfordrer min tro. Når man som præst står over for tre små børn, der har mistet deres mor, hvad siger man i den situation? Giver det mening for den, der sidder i kirken, og giver det mening for mig selv?
Det udfordrer dog ikke min tro således, at jeg har været på vej væk fra den.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har mit barndomshjem. Senere havde jeg en religionslærer, hvis måde at udtrykke sig om kristendommen og hverdagslivet på stadig er i mine øregange. Han arbejdede med flygtningehjælp, og jeg husker den måde, hvorpå han fortalte om flygtninges liv og tolkede det ind i kristen fortælling. Han var den første inspirator.
Jeg er dernæst dybt inspireret af de store Aarhus-teologer Løgstrup, Lindhardt og Sløk. Særligt Sløk, der også blev min nære ven. Påvirkningen fra dem har jeg aldrig lagt fra mig. De var lige så spørgende, som de var svarende i forhold til, hvad kristendommen er for en størrelse. Derfor kan man også læse dem i dag, anfægte dem og gå i dialog med dem, selvom de er døde.
Årene i Aarhus som idéhistoriker, hvor jeg også færdedes meget på Det Teologiske Fakultet, har været en afgørende forudsætning for, at jeg har den opfattelse af tingene, som jeg har i dag.
Peter Kemps fabelagtige forfatterskab, som jeg betragter som et af de væsentligste i nyere tid, er også en daglig inspiration.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Den bærende livsanskuelse for mig er, at det vigtigste i ens liv får man skænket. Når jeg er ude at gå med mine børnebørn, kan jeg gå med en dyb undren over, at de er der, og en dyb, dyb taknemmelighed for dem. Og samtidig tanken om, at nu skal man virkelig være der, når de er der. For vi ved alle, at der kan trække tunge skyer op i horisonten.
Det er på den måde, jeg lever i dagligdagen som kristent menneske. Jeg går ikke rundt med foldede hænder, men går rundt med undren, taknemmelighed og engagement.
Med undren giver vi udtryk for, at alt, hvad vi oplever i vores liv, ikke er selvfølgeligt. Når vi betragter noget som selvfølgeligt, amputeres vi som sjælelige mennesker. Hvis det er en selvfølgelighed, at jeg har en dejlig kone, børn, svigersøn og børnebørn, så afmattes livet, og jeg ville blive doven og selvoptaget.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg tror ikke, jeg har et forbillede som sådan. De inspiratorer, jeg har nævnt, betyder jo ikke, at jeg er enig med dem i alt.
Skulle det være et forbillede, er det Vorherre selv, og så er det Jesus til syvende og sidst. Det er, hvad Jesus har sagt og gjort, som jeg har brugt en stor del af mit liv på at forsøge at forstå og videreformidle. På den måde er han måske ikke i menneskelig henseende et forbillede, men i det, han sagde og gjorde, er han det spejl, man konstant holder op foran sig selv.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
”Det er ikke min opgave at løse livsgåden, men det er min opgave at bære det gådefulde,” som Kierkegaard skrev.
Livet er en gåde, og den gåde får vi aldrig løst. Man er naiv, hvis man tror, man kan det. Min opgave er ikke at løse den, men at kunne leve i det gådefulde og leve med, at jeg ikke kan løse livsgåden. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal dø, eller hvorfor det indimellem går ad helvede til i denne her verden. Livet er forbundet med en dybtliggende gådefuldhed, men jeg skal leve i den uden at segne og uden at miste glæden over at være til.