Valgmenigheder er ude

Hvem er inde, og hvem er ude i folkekirken? Arbejdet med en ny styringsstruktur i folkekirken peger i retning af, at de kirkelige organisationer er inde, og valgmenighederne er ude

Valgmenighederne er en del af folkekirken. De bruger samme salmebog og ritualer som resten af folkekirken, og valgmenighedspræsterne står under gejstligt tilsyn af den stedlige biskop.
Valgmenighederne er en del af folkekirken. De bruger samme salmebog og ritualer som resten af folkekirken, og valgmenighedspræsterne står under gejstligt tilsyn af den stedlige biskop. Foto: Wikimedia Commons.

Når debatoplæg, betænkninger eller lovforslag sendes i høring, sker det efter en høringsliste, der skifter fra sag til sag.

Høringslisterne er interessante pejlemærker for, hvem der er ude, og hvem der er inde. Man kan for eksempel iagttage en tendens til, at Kirkeministeriet i højere grad hører professionelle som personaleorganisationer frem for kirkelige retninger. Og da Ligestillings- og Kirkeministeriet i 2013 udsendte debatoplægget om en ny styringsstruktur for folkekirken til høring, optrådte såvel Humanistisk Samfund som Ateistisk Selskab på høringslisten, mens Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder var fraværende.

Det tog valgmenighederne forståeligt nok ilde op, og de er da også med på høringslisten til betænkning 1544 om folkekirkens styre.

Valgmenighederne er en del af folkekirken. De bruger samme salmebog og ritualer som resten af folkekirken, og valgmenighedspræsterne står under gejstligt tilsyn af den stedlige biskop. Men valgmenighederne har deres egen økonomi og bidrager ikke til folkekirkens fælles pengekasse, fællesfonden. De er altså med på indhold, men ude på penge.

I betænkning 1544 foreslår et stort flertal, at der etableres et Folkekirkens Fællesudvalg til at tage sig af den fælles økonomi og de indre anliggender, populært sagt de sorte bøger på alteret. Spørgsmålet er så, hvad der bliver af valgmenighederne? Er de inde eller ude? Mest ude, må man sige, når man læser betænkningen.

Repræsentanter for valgmenigheder har valgret, men er ikke valgbare til fællesudvalget, og det samme gælder valgmenighedspræsterne. Hvorfor valgmenighedspræster ikke er valgbare, forekommer ikke indlysende. Særligt ikke når man tager i betragtning, at de frie folkekirkelige organisationer er tiltænkt tre pladser i udvalget med fuldt medlemskab, trods det at de altså heller ikke bidrager til økonomien.

Det handler om at være inde eller ude. Fra starten har de folkekirkelige organisationer været markante i debatten om folkekirkens styring, for eksempel på et takeoff-møde holdt på Christiansborg i 2012. Blandt andet derfor blev de også ganske vel-repræsenterede i Kirkeministeriets udvalg med to repræsentanter. Valgmenighederne blev ikke inddraget. Organisationerne har ganske enkelt været dygtige til at argumentere for synspunktet om, at de også er folkekirken hvad de jo bestemt er og må anerkendes som og at dette skulle afspejles i sammensætningen af et nationalt råd eller et udvalg.

Organisationerne er altså inde. Valgmenighederne er ude. Det er hot og not i folkekirken for tiden.

Man kan spørge valgmenighederne, som tidligere rektor og frimenighedspræst Niels Thomsen gjorde på et debatmøde i Vartov for nylig, hvad de dog vil i det udvalg? Det er et relevant spørgsmål. Man kan også spørge den anden vej: Hvorfor skal folkekirken have valgmenighederne med? De er en del af folkekirken, det har fungeret fint og stort set uproblematisk.

Valgmenighederne har virket som ventiler lokalt, i 1800-tallet og 1900-tallet først og fremmest for de grundtvigske, men ordningen har vist sit værd også i 2000-tallet, hvor der er opstået karismatiske og missionske valgmenigheder. Danmark er det eneste land i Norden med en sådan en ordning, takket være Grundtvig, men mindretal i de øvrige nordiske lande ser misundeligt til ordningen, og de rejser jævnligt indtil videre forgæves forslag om indførelse af noget lignende.

Der er grund til at værne om valgmenighederne som en fin frihedsordning i folkekirken og være meget opmærksom på, hvor de kommer i klemme, når folkekirken rykker sammen om økonomi og indre anliggender. Det duer ikke, at valgmenighederne ikke er med ved bordet, når der skal tales ritual og salmebog, eftersom gudstjenestebøgerne jo præcis udgør det bånd, der binder valgmenighederne ind i folkekirken.

Det er altså ikke antallet af medlemmer, der skulle give valgmenighederne plads i udvalget. Mange er de nemlig ikke, selvom man lægger de grundtvigske, de missionske og de karismatiske sammen (og i øvrigt kunne være nysgerrig efter, hvem de kunne enes om at vælge!).

Det er heller ikke det økonomiske bidrag, eftersom valgmenighederne ikke betaler til den fælles økonomi. Valgmenighedernes bånd ind i folkekirken handler netop om andet end økonomi: Sat på spidsen kunne man spørge, om de skulle kunne betale sig til indflydelse på salmebogen?

Det handler om principper, og valgmenighederne afdækker en åben flanke i den foreslåede ordning, fordi de netop både er med og ikke med.

Apropos høringslisterne som pejling på, hvem der er ude, og hvem der er inde: Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet optræder sammen med de politiske partier ikke på høringslisten i denne omgang. Det skal man dog ikke lægge noget i. Det er nemlig dér, bolden ligger.