Flere og flere danskere efterspørger kirkens hjælp, når sorgen rammer. Det viser en ny undersøgelse, der kortlægger 100 folkekirkelige sorggrupper og viser, at lige så mange er på vej.
”For tiden bliver jeg ringet op hver dag af folk, der gerne vil henvises til en sorggruppe i københavnsområdet,” fortæller sognepræst i Husumvold Kirke Line Bjørn Hansen, en af initiativtagerne til en undersøgelse af sorggrupper i folkekirken.
Hun er også medarrangør af en konference om emnet i morgen i Vejle.
En af de personer, der har haft glæde af en sorggruppe, er 60-årige Per Clausen fra Hobro. For snart to år siden døde hans kone, Birgitte, af komplikationer efter en hjerneblødning. En oplevelse, der fik ham til at lede efter sorggrupper og via frivillighuset i Aalborg fik han at vide, at Ansgarkirken kunne hjælpe. Og selvom han ikke er medlem af folkekirken, havnede han efterfølgende i en sorggruppe der.
”Det er næsten ubeskriveligt alt det, jeg har fået ud af det. Jeg har fået lyst til livet igen og kan for eksempel igen sidde alene og nyde min mad. Lyset for enden af tunellen var langt væk, men pludselig kunne jeg se det igen,” fortæller Per Clausen.
At folkekirken tilbyder hjælp til efterladte, ser Line Bjørn Hansen som en direkte forlængelse af evangeliet.
”Sidste år blev 83 procent af alle døde bisat eller begravet med en præst fra folkekirken. Som kirke har vi et ansvar, når vi møder mennesker i deres allermest sårbare perioder i deres liv. Kirken har altid taget sig af efterladte, og sorggrupper er endnu en måde at gøre det på. At så mange efterspørger dette arbejde, ser jeg som et smukt modtræk til en ellers individualistisk kultur,” siger Line Bjørn Hansen.
Samtidig kan sorggrupper være en vej for ikke-kirkelige mennesker ind i kirken, påpeger ph.d. Marie Hedegaard Thomsen, der har udarbejdet undersøgelsen, der også omfatter interviews med 11 sorggruppedeltagere.
”Man skal ikke oprette sorggrupper for at få folk ind i kirken. Men det er helt tydeligt, at deltagerne har haft en meget positiv oplevelse af kirken, og at det har været naturligt, og for nogen også vigtigt, at gruppen har været forankret i kirken. Sorggruppen har dermed fået en stabilitet og et kvalitetsstempel. Og selvom mange på forhånd ikke selv har et kirkeligt tilhørsforhold, har de sat pris på de kirkelige elementer, for eksempel hvis sorggruppemødet involverer en andagt, salme, eller at man skal tænde et lys,” siger Marie Hedegaard Thomsen.
Samme melding kommer fra Line Bjørn Hansen:
”For mig er det ikke et formål med sorggruppen, at deltagerne også skal begynde at komme i kirke, men jeg oplever alligevel, at de tit gør det. Som deltager får man jo et tilhørsforhold til det sted, der hjælper en i en rigtig svær periode i deres liv,” siger Line Bjørn Hansen.
Også uden for folkekirken, er der efterspørgsel på sorggrupper, bekræfter cand.psych.aut. og specialist i sorgbearbejdelse Jette Bjerrum. Hun har de seneste 16 år beskæftiget sig med sorggrupper i privat regi. Hun ser positivt på, at folkekirken tilbyder sorggrupper, men advarer dog samtidig mod manglende uddannelse af sorggruppelederne.
”Hvis præsterne er veluddannede inden for det her område, kan de være rigtig gode. Men det er vigtigt at være klædt på til opgaven. Hvis du får en pårørende ind til et trafikoffer eller et selvmord, så kan din egen angst stå og blafre, og så kan du ikke være terapeut. Det kræver en speciel terapiform at være sorgterapeut,” påpeger Jette Bjerrum.
Hos Per Clausen i Hobro er der ingen tvivl om, at sorggruppen for ham blev et vigtigt vendepunkt. Efter trekvart år i gruppen i Aalborg, var han klar til at komme videre og er efterfølgende blevet så begejstret for konceptet, at han har været med til at oprette en lokal sorggruppe ved Hobro Kirke. En gruppe, han i dag er medleder af.
”Faktisk synes jeg, det er et område, hvor der bliver gjort alt for lidt lokalt. Præster skulle være meget mere opsøgende og ringe til de efterladte tre måneder efter et dødsfald. Mange ved ikke, hvor de kan finde en sorggruppe, og det er ærgerligt,” siger Per Clausen.
Særligt det at få lov til at tale om hans kone, Birgitte, til nogen, der ville lytte, var værdifuldt.
”Jeg fik lov til at fortælle, hvordan det var at miste Birgitte og fik lov til at sætte hende op på en piedestal, hvor jeg synes, hun hører hjemme. I gruppen var der altid taletid til alle, og vi lyttede uden nedladende kommentarer. Andre vil hurtigere sige: kom nu videre. Eller vil måske ikke spørge, hvordan jeg har det, selvom de godt kan se, jeg er meget følelsesmæssigt berørt. I gruppen ved alle, at sorg tager den tid, den tager.”