Anledningen til pave Frans besøg i Det Hellige Land fra den 24. til den 26. maj er 50-året for mødet i 1964 i Jerusalem mellem daværende pave Paul VI og den økumeniske patriark Athenagoras af Konstantinopel. Denne historiske begivenhed førte til fornyet kontakt mellem den katolske og den ortodokse kirke efter et afbræk på næsten 900 år.
Men faktisk er et besøg i Det Hellige Land blevet så fast forankret i det moderne pavedømme, at det får karakter af en slags svendestykke for den siddende pave og hans evne til at fremstå som en global lederskikkelse. Paven skal lyde som evangeliet, men også trænge igennem hos dem, der står fjernt fra dets budskab.
Paul VI besøg i 1964 var det første pavebesøg i Israel nogensinde og fandt sted, inden pavestolen havde anerkendt staten Israel. Anerkendelsen fulgte i 1993, og siden kom Johannes Paul IIs dramatiske besøg i Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre i 2000, der havde særligt fokus på jødisk-katolsk forsoning. Benedikt XVIs rejse til Jordan, Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre i 2009 fandt sted i en højspændt atmosfære og tog særligt sigte på at pleje det politiske forhold til Israel.
I 2014 skal pave Frans demonstrere, at hans pastorale intuition er lige så udviklet på udebane som hjemme i Vatikanet. Han skal vise sine evner som politiker ved at være et positivt islæt i en konflikt, som resten af verden er inderlig træt af. Og som overhoved for verdens største kristne kirke skal han sikre, at alle andre religiøse aktører, kristne såvel som ikke-kristne, får et positivt ejerskab til besøget.
Ingen forventer, at de teologiske vanskeligheder mellem ortodokse og katolikker vil falde væk, når Frans møder den nuværende økumeniske patriark Bartholomæus i Jerusalem. Men nærheden til de bibelske steder vil minde alle kristne om det fælles fundament, og hvor meget der er at miste, hvis man falder tilbage til tidligere tiders snæversynede uforsonlighed. Ingen forventer heller, at Frans rejserute til Amman i Jordan, Betlehem på Vestbredden og til sidst Jerusalem vil skabe fremdrift i den mellemøstlige fredsproces. Men ved at besøge Jerusalem knæsætter Frans som sine to forgængere Israels ret til at eksistere, samtidig med at han ved at besøge Jordan og Vestbredden fastholder pavestolens traditionelle krav om, at en retfærdig udgang på konflikten må bero på en to-statsløsning.
Besøget i Amman vil også sætte fokus på konflikten i Syrien gennem de mange flygtninge, der herfra har søgt tilflugt i Jordan, mens besøget i Betlehem vil være en opmuntring for de kristne kirker, der er trængt fra muslimsk side. Af samme grund vil paven også mødes med flere muslimske ledere i et forsøg på at give dem et medansvar for at finde løsninger.
Den overordnede ramme for pavens rejse vil dog være den fælles historiske erindring om tidligere pavebesøg, som han deler med sine værter, og som han nu skal sikre nyt liv og relevans. Hjælp til de små kristne menigheder i Mellemøsten skal være et fælles mål for de kristne kirker for at give mening, men det ville ikke have været muligt uden Paul VIs og Athenagoras forsoning i 1964.
For israelske politiske og religiøse ledere er det billedet af den svækkede Johannes Paul II ved Grædemuren i 2000 og mindet om hans bøn om tilgivelse for kristne overgreb på jøder gennem historien, der rummer det største drama. Det har ikke fjernet al mistro, men har gjort det tydeligere, at forsoning med jøderne ikke blot er en from katolsk hensigtserklæring. Heri ligger også en bro til Benedikt XVI, der som kardinal og en af Johannes Paul IIs nærmeste medarbejdere, arbejdede på at styrke den teologiske forbindelse med jøderne. Benedikts egen rejse til Det Hellige Land i 2009 blev rost som en ”milepæl for forståelsen mellem kristne og jøder” af Den Jødiske Verdenskongres.
Ethvert pavebesøg til Det Hellige Land er historisk, fordi det er enestående, men også fordi pavens rejse er en rejse gennem alt det, der er gået forud. Udfordringen for Frans er at gøre historien til en aktiv og positiv ingrediens båret af troværdighed og tillid i en del af verden, der mangler begge dele.