I Morten Hesseldahls roman ”En tid til at dø” fra sidste år bliver feltpræst Kasper Rasmussen sendt hjem fra Afghanistan på grund af en række skandalesager. En videooptagelse, hvor han tilsiger velsignelsen i en version, der minder om et kampråb, samt deltagelse i ildkamp har givet ham en sag på nakken. Hjemme i Danmark bliver han inddraget i et livsfarligt projekt med at støtte frihedsbevægelsen i et Centralafrikansk land.
Det er ikke for ingenting, at Politikens anmelder kalder Kasper Rasmussen ”den mest handlekraftige teolog i dansk litteratur siden Thomas Kingo”. Præsten er formentlig mere våbenglad end de fleste af hans kolleger, og hans sti holdes heller ikke ren efter hjemsendelsen. For eksempel går han i seng med en anden mands kone.
”Hovedpersonen i min bog er inspireret af en konkret sag med en feltpræst, der for nogle år siden slog sig for brystet, da han tilsagde velsignelsen over de danske tropper i Afghanistan. Det gjorde indtryk på mig, særligt fordi, det er et eksempel på, hvad tro netop ikke skal gøre. Tro skal holde fast i det komplekse, og hvad præsten gjorde, var jo egentlig at forsimple noget meget komplekst,” siger Morten Hesseldahl, forfatter og teaterchef på Det Kongelige Teater, som understreger, at hovedpersonen ikke ligner den gennemsnitlige præst i Danmark:
”Præster er interessante, synes jeg, fordi de har ansvaret for at formidle nogle store tekster, der kalder på fortolkning.”
I dag sidder han selv med en tekst, der kalder på fortolkning. Nemlig Jesu sidste bøn, der er morgendagens prædikentekst fra Johannes-evangeliet kapitel 17. I teksten ser Jesus op mod himlen og beder Faderen herliggøre Sønnen, så Sønnen kan herliggøre Faderen. Jesus beder for menneskene på jorden, for hvem han har åbenbaret Faderen. Han beder om, at menneskene må holde fast ved Faderen, når han selv er væk, så de kan blive ét ligesom Sønnen og Faderen.
”Bibelen er én lang tabsfortælling om tab af uskyld og splittelse mellem mennesker og Gud. Forudsætningen for at være menneske er, at man er en synder. Det betyder, at vi er født splittede. Splittede fra Gud, men også hinanden imellem. Man kan gifte sig, få gode venner og børn, men grundlæggende er vi mennesker ensomme. Hvad Jesus siger i denne tekst er, at der er et håb om, at vi kan komme ud af ensomheden og mødes i det absolutte fællesskab.”
Selvom Morten Hesseldahl helst lader sit eget forhold til tro forblive privat, lægger han ikke skjul på sit syn på, hvad kristendommen og troen har af betydning for verden i dag.
”Troen er smuk, når reli-giøse tekster kan gøre verden større. Det synes jeg, søndagens tekst gør. Den giver håb om noget større end det nuværende, og den opfordrer til fællesskab. På den anden side kan troen også gøre verden til et dårligere sted.”
Af eksempler på det sidste fremhæver han igen, hvordan krigene i Afghanistan og Irak af enkelte og måske særligt den danske feltpræst blev malet op til at være en reli-giøs krig, når den nu i virkeligheden var politisk. Eller når kvinder i enkelte religiøse sammenhænge bliver diskrimineret.
I et flashback i romanen ”En tid til at dø” hører man om feltpræsten Kasper Rasmussens store tragedie. Han kører sin højgravide kæreste på hospitalet, men bliver indblandet i et trafikuheld. Kæresten dør af blodmangel, og barnet overlever, men med en hjerneskade.
”Hvis ikke den slags gør folk tossede eller bare religiøse, så ved jeg sgu ikke, hvad der skal til,” siger feltpræstens bror i bogen.
Morten Hesseldahl hælder til at være enig.
”Jeg tror, at mange mennesker ville blive tossede, hvis de følte sig nødsaget til at forklare alt rationelt. Bare tænk på det paradoksale i, at en af dine nærmeste dør, og at du bagefter skal være glad for livet igen. Troen kan rumme paradokser.”
Kasper Rasmussen var da han mistede sin kæreste stadig i gang med teologistudiet. Dengang brugte han mere tid på værtshuse end på sine bøger, og samtidig havde han ikke den store fornemmelse for tro. Men efter ulykken lykkedes det ham at færdiggøre sit studium, og han blev troende. Ifølge Morten Hesseldahl endnu et eksempel på troens paradoks. Personligt har han haft lignende oplevelser, hvor han i mødet med præsten og begravelsen har følt en mening efter tab.
”Der er noget fattigt ved at gå igennem livet med en ra-tionel tanke om, at alt skal kunne forklares. Så tror jeg, det er svært at komme sig over dødsfald, der rammer nogen, man elsker. Det gør man i hvert fald ikke ved at slå op i et psykologileksikon, og derfor mener jeg også, at Søren Kierkegaard er langt mere raffineret end nutidens psykologer. Han forstår mennesker mere substantielt end de fleste psykologer, og det er netop, fordi han rummer paradokserne.”
Derfor går Morten Hesseldahl heller ikke i kirke for at få absolutte svar. Det er nemlig ikke kirkens opgave, mener han. Præstens opgave er derimod at formidle et håb og en evighed, som bliver beskrevet i morgendagens prædikentekst. Og så må budskabet for alt i verden ikke forsimples:
”Det har vi politikere til. Kirken og kunsten evner at fastholde kompleksiteten, og det skal den fortsætte med.”