Klokken er godt ni fredag morgen. Centrum i Odense er så småt ved at vågne og gøre sig klar til en ny dag med folk, der skal på arbejde, og andre, der skal på indkøbstur i byens butikker.
Tæt ved gågaden søger folk mod Gråbrødre Klosterkirke. I gennemsnit omkring 40 hver gang. Uge efter uge. Nogle kommer fra den nordlige del af øen, en er cyklet over 20 kilometer, andre kommer fra det tilstødende kloster, mens det for flere odenseanere er et naturligt stop på vejen, inden arbejdsdagen begynder. De skal til morgensang.
”For nogle er morgensangen simpelthen ugens gudstjeneste,” siger Anne Birgitte Reiter, sognepræst i Gråbrødre Klosterkirke og Odense Domkirke.
Morgensangen i Kloster-kirken blev startet for omkring fem år siden. Siden har den vokset sig til en tradition med en fast skare, og der kommer hele tiden nye til. En af dem, som de seneste år trofast har søgt mod kirken for at starte fredagen med sang, er 39-årige Dina Vejling, der driver butik med dansk kunsthåndværk i midtbyen. Hun havde ikke set sig selv som fast kirkegænger.
”Jeg er faktisk ikke sådan en, der går i kirke. Jeg er ikke konfirmeret og ikke skolet til at gå i kirke. Men jeg kan rigtig godt lide at synge. Da jeg gik i skole, sang vi hver dag salmer, så sangen er noget fra mit barndomsland, og det var sangen, som fik mig til at bevæge mig ind i Klosterkirken,” siger Dina Vejling.
Da hun første gang satte sig på kirkebænken i Klosterkirken en fredag morgen, blev hun overrasket over, at der kun var få salmer og derudover en lille andagt, stilhed og velsignelse. Det første halve år var det en bevæget Dina Vejling, der græd sig gennem morgensangen.
”De svære ting, som jeg havde arbejdet med i mit liv, dukkede op i det her rum. Jeg kunne komme af med den skyld og skam, som jeg bar rundt på,” siger Dina Vejling om nogle private omstændigheder i hendes liv, som hun ikke ønsker at gå i detaljer med.
”På en eller anden måde blev jeg til morgensangen ramt af tilgivelsen. Hver dag er jeg taknemmelig for det, som jeg står midt i.”
Dina Vejling har svært ved præcist at sætte ord på, hvordan morgensangen har været med til at frisætte hende.
”Der er noget større end mig, som kan give trøst. Og så virker det hele præsten, musikken og velsignelsen måske, fordi det ligger som en kulturarv i mig,” siger hun.
Men det er bestemt ikke kun kirkefremmede, der har taget morgensangen til sig.
”Jeg er en gammel kirkerotte. Siden jeg blev voksen, er jeg kommet i kirke, og jeg var i mange år med i menighedsrådet i domkirken,” siger 72-årige Eva Marie Marcuslund, pensioneret folkeskolelærer.
Hun glæder sig over, at morgensangen dukkede op i folkekirken.
”Det passer rigtig godt ind i min ugentlige rytme, hvor jeg om fredagen alligevel er i Odense. Morgensangen er mit helle,” siger Eva Marie Marcuslund og fortsætter:
”Jeg har misundt katolikkerne deres små messer. Selvom det her ikke er en messe, er det en stille stund, der giver rum til fordybelse.”
Hun sætter samtidig pris på den mindre formelle ramme. Den har man også ifølge sognepræst Anne Birgitte Reiter arbejdet på.
”Vi vil gerne give morgensangen en højskoleånd. Det er for eksempel klaver i stedet for orgel, vi bruger. Liturgien er let, og den korte prædiken foregår nede på gulvet,” siger hun.