Prøv avisen
Kirkeanalyse

Folkekirkens synoder ændrer sig

Som en slags overdommer eller spilfordeler fungerede Kirkeministeriet, der tolkede de administrative regler og tog små kirkepolitiske initiativer, når kirkeministeren mente, at de vigtigste af de syv synoder var taget i ed, så der ikke blev ballade, skriver Hans Raun Iversen.

Når flere instanser må deles om indflydelsen i folkekirken, taler man ofte om magtspredning. Men resultatet kan også være handlingslammelse eller ansvarsforflygtigelse, fordi ingen rigtig ved, hvem der har bolden

I lærebogen ”Praktisk Teologi” fra 1995 konkluderede jeg, at folkekirken havde syv uofficielle synoder: 1) Bispemøderne, 2) Præsteforeningen, 3) Landsforeningen af Menighedsråd, 4) Kirkeligt Samfund, 5) Indre Mission, 6) Andre frie, kirkelige organisationer og 7) Folketingets kirkepolitiske udvalg.

Som en slags overdommer eller spilfordeler fungerede Kirkeministeriet, der tolkede de administrative regler og tog små kirkepolitiske initiativer, når kirkeministeren mente, at de vigtigste af de syv synoder var taget i ed, så der ikke blev ballade.

I den næste udgave af lærebogen når jeg frem til, at der i dag er tre vigtige synoder: Bispemødet og Landsforeningen af Menighedsråd, som tilmed ganske ofte virker hånd i hånd, har fået øget betydning. I de senere år er Kirkeministeriet også trådt frem som en instans, der hele tiden er på banen med nye tiltag. Især i kraft af de nye kontorer for økonomi og it er Kirkeministeriet blevet mere handlingsdygtigt, så at sige på linje med andre ministerier.

Det betyder på den ene side, at folkekirken får nye muligheder, som det ikke er klogt at lade være uovervejede. Men det betyder også, at udviklingen sommetider går stærkt, sådan som menighedsrådene for eksempel har klaget over i forbindelse med indførelsen af nye regnskabssystemer.

Netop det forhold, at de tre nævnte synoder (sammen med Præsteforeningen) har siddet centralt i udvalget om folkekirkens styre, kan være baggrunden for, at udvalget ikke har fulgt sit arbejdet helt til dørs. De gamle synoders repræsentanter, der er vant til at dele magten i porten, har ikke beskrevet det måske kommende fællesudvalgs kompetence tydeligt. Det efterlyses derfor nu i debatten.

For det første bør det i lovteksten fastslås, at fællesudvalget ikke kan opstille direktiver eller handlingsanvisninger for de områder, hvor menighedsråd, provstier og stifter har kompetencen. Der er ingen grund til at tro, at et menighedsrådsvalgt fællesudvalg bevidst vil søge at fremme bureaukratisering og centralisme, som hæmmer menighedsrådenes handlerum.

Ikke desto mindre kan det ske, at fællesudvalget i bedste mening vil gribe til at iværksætte initiativer hen over hovedet på menighedsråd og provsti- og stiftsudvalg. Er der enighed om, at folkekirkens lokale ledelsesansvar ligger bedst jo mere lokalt, det ligger, så bør det princip klargøres i loven. Skal fællesudvalget koordinere fælles anliggender, må det ske i samarbejde med de decentrale organer.

For det andet må der opstilles en positivliste over de beslutningsområder, der i dag enten ligger under Kirkeministeriet eller har en uklar placering, og som udvalget skal holde sig til. Der er opgaver nok at tage fat på, uden at udvalget behøver at blande sig i, hvordan der skal arbejdes lokalt, hvor andre har ansvaret. En lignende positivliste bør opstilles omkring bispemødets arbejdsområder, så man ikke skal tilbage til Danske Lov for at finde ud af, hvad biskopperne laver.

Endelig bør det for det tredje fastslås i lovteksten, at fællesudvalget ikke kan behandle, endsige udtale sig om områder, der ligger uden for folkekirkens kerneopgaver, det vil sige gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission samt aktiviteter, der slutter op om dem. For eksempel bør man holde sig fra almenpolitiske emner, som Folketinget behandler.

Får vi både et lovfæstet fællesudvalg og bispemøde, vil folkekirken have magten omkring fællesanliggender spredt i fire officielle synoder. Landsforeningen af Menighedsråd står til at blive anerkendt som forhandlingspartner for folkekirkens funktionæransatte. Og Kirkeministeriet, der skal sekretariatsbetjene et nyt fællesudvalg, vil også fortsat være på banen.