Prøv avisen

Paven klar til at diskutere den katolske kirkes forrang

Anledningen til ordene fra paven er ifølge Jakob Egeris Thorsen blandt andet forfølgelsen af kristne i Mellemøsten. Foto: Scanpix

Det historiske ønske om enhed mellem den katolske og ortodokse kirke kan være rykket nærmere efter udmelding fra paven. Dog ingen udsigt til en snarlig fælles kirke, siger iagttager

Kan ortodokse og katolikker blive enige om pavens embede?

Under pave Frans besøg i Mellemøsten mødte han i søndags den ortodokse patriark af Konstantinopel, Bartholomæus, og det blev anledning til yderligere tilnærmelser mellem den katolske og ortodokse kirke. Blandt andet fordi paven gav udtryk for, at han er villig til at diskutere pavens status i forhold til den ortodokse kirke, som han ifølge katolsk teologi er retmæssigt overhoved for. Det anerkender den ortodokse kirke dog ikke.

Det er et udtryk for, at paven går et skridt længere, end hans forgængere har gjort, mener Jakob Egeris Thorsen, ph.d. ved Aarhus Universitet.

”Dialogen har været der i mange år, men det er helt nødvendigt med en diskussion af paveembedet, hvis der skal kunne ske en endegyldig forbrødring,” siger han og henviser til, at weekendens møde er en historisk markering af et gennembrud for 50 år siden, hvor den daværende patriark og pave byggede bro over næsten tusind års adskillelse.

I søndags blev der også underskrevet en erklæring om fortsat samarbejde.

Jakob Egeris Thorsen forklarer, at katolikker med Det Nye Testamente i hånden har den opfattelse, at den kristne kirke blev bygget på apostlen Peter, som er overhoved for hele klodens kristne kirke, og at hans pave-efterfølgere tilsvarende er det i dag. Han tilføjer, at pave Frans tidligere i en rundskrivelse har tilkendegivet, at han er villig til at se på paveembedet.

I weekenden sagde paven ifølge mediet Vatican Insider:

“Her lægger jeg igen vægt på det håb, som mine forgængere allerede har givet udtryk for, om en fortsat dialog med alle vore brødre og søstre i Kristus med det mål at finde en måde at udøve den specifikke præstegerning, som ligger hos biskoppen i Rom, der tro mod sin mission kan være åben for en ny situation og være en kærlighedens og fællesskabets tjeneste, som anerkendes af alle, i en nutidig kontekst.”

Anledningen til ordene fra paven er ifølge Jakob Egeris Thorsen blandt andet forfølgelsen af kristne i Mellemøsten.

”Der er født en lidelsens økumeni,” sagde paven ifølge Vatican Insider:

”De, som dræber kristne i had til troen, spørger ikke sig selv, om de dræber katolikker eller ortodokse kristne. De dræber og udgyder kristent blod.”

Forbrødringen kan dog have lange udsigter, påpeger Andreas Rude, iagttager af katolske kirkeforhold i Kristeligt Dagblad.

”Patriarken i Konstantinopel er i en vis forstand den ortodokse pave, men uden nogen formel magt. Magten i den ortodokse kirke er hos den russisk-ortodokse kirke, som er den største ortodokse kirke. Og der vil man finde en langt større tilbageholdenhed,” mener Andreas Rude og peger på, at der er stor forskel på at tale økumeni mellem den katolske og ortodokse kirke og mellem for eksempel den katolske kirke og folkekirken.

”I folkekirkelig sammenhæng handler det om, at vi skal kunne omgås hinanden kirkeligt og bede Fadervor sammen. Der er ingen ambitioner om, at kirken som sådan skal være én, ligesom der er hos den katolske og ortodokse kirke. Her mener man, at Kristus grundlagde én kirke, og at adskillelsen af de kristne er en skandale,” siger han.

Det er nadverfællesskabet, som er det afgørende, påpeger Andreas Rude og forklarer, at den katolske og ortodokse kirke på nuværende tidspunkt ikke holder nadver sammen. Hvis det ændres, vil det også betyde, at der kan være et nadverfællesskab med folkekirken.