Et nyt fund af en korsfæstet person vil i sig selv være en sensation. Indtil videre kender vi kun til ét fund af korsfæstede knogler i Israel.
Men sensationen bliver dobbelt, hvis dette korsfæstede skelet tilmed kan sættes i forbindelse med den sidste retmæssige jødiske konge, før Herodes-slægten tilranede sig tronen på uretmæssig vis, som jødisk historieskrivning ofte har sagt det. Ikke desto mindre hævder to israelske forskere, at det er tilfældet, og det har ført til en ivrig diskussion på blogs og nyhedssites.
Egentlig er historien en gammel sag. I 1970 blev en gravhule opdaget i forbindelse med noget bygningsarbejde i det nordlige Jerusalem, hvor en indskrift på væggen og en meget smukt udsmykket kiste vakte arkæologernes interesse.
Indskriften fortalte, at en vis Abba, der kalder sig selv for ”undertrykt og forfulgt”, havde købt denne gravhule for at begrave ”Mattathias, søn af Juda”.
Med det samme vakte fundet stor opsigt. ”Mattathias, søn af Juda”: Kunne dette navn mon forbindes med selveste Mattathias Antigonus, der var den sidste hasmonæiske konge, som tabte slaget om Jerusalem til Herodes og derefter blev henrettet af romerne? Det mente nogle forskere, mens andre var afvisende.
For at forstå, hvor stor en sensation der kunne være på tale , kan vi måske sammenligne det med, at arkæologer fandt liget af Valdemar Atterdag, der i sin tid genrejste Danmark.
Det var, hvad Mattathias hasmonæiske slægt havde gjort ved at rense templet fra græsk-syrisk indblanding, hvilket fejres den dag i dag med tempelgenindvielsesfesten Hannukah. I israelsk historiefortælling er den hasmonæiske frihedskamp måske kun overgået af Davids frihedskamp mod filistrene.
Sensationen voksede i årene efter til nye højder, da den anerkendte israelske antropolog og retsmediciner N. Haas i et tv-program i 1974 afslørede, at der i kisten var fundet tre nagler fra en korsfæstelse og en underkæbe, der tydeligvis var afhugget med et sværd.
Haas blev i programmet inter-viewet i et studie sammen med to antikhistorikere, der ved programmets begyndelse var skeptiske, men som i løbet af udsendelsen gav udtryk for at have ændret mening. Vores historiske kilder til Mattathias Antigonus endeligt beskriver, hvordan den romerske general Antonius henrettede Antigonus på en vanærende måde ved at binde ham til et kors og hugge hovedet af ham. Det kunne altså se ud til, at arkæologerne havde gjort et af de yderst sjældne fund, hvor skriften helt bogstaveligt var på væggen og i klare ord tolkede fundet.
Men derfra tog sagen en drejning. Få uger efter tv-udsendelsen faldt Haas så uheldigt, at han aldrig kom til bevidsthed igen.
Knoglerne blev videregivet til en anden retsmediciner, der i sin rapport fra 1977 fastslog, at den afhuggede kæbe tilhørte en ældre dame og ikke en yngre mand, som Haas havde hævdet.
Det slog luften ud af ”den sidste hasmonæer”-teori, der gik så godt som i glemmebogen. Indtil nu, hvor to nye undersøgelser har givet den kunstigt åndedræt.
Først publicerede en israelsk forsker en artikel, der ud fra skriftlige kilder godtgør, at navnene ”Abba” og ”Baba” kan bruges synonymt. Det er interessant, da vi fra den jødiske historieskriver fra det første århundrede, Josefus, kender til en gruppe ved navn ”Babas sønner”, der blev forfulgt af Herodes for deres fortsatte støtte til den slagne hasmonæerslægt. Når indskriften på gravhulen nævner en vis forfulgt ”Abba”, er der altså ifølge denne forsker en mulig forbindelse til de støtter af hasmonæerne, som Josefus nævner.
Denne artikel fik den israelske antropolog Israel Hershkovitz til at undersøge knoglerne fra den famøse kiste på ny med et topmoderne elektronmikroskop.
Hershkovitz undersøgelse fik ham til at hævde i et avisinterview, at han fandt sikre beviser for, at naglerne var blevet brugt til korsfæstelse, da små håndknoglestykker sidder fast på én af naglerne på en måde, at der kun kan være tale om korsfæstelsesnagler.
Ikke alle er dog overbevist. En anden antropolog ved navn Joe Zias, der var med til at undersøge fundet tilbage i 1970erne, anser hele sagen for sensationsmageri.
Sandt er det da også, at sagen næsten er for oplagt og ønsket om at have fundet den sidste retmæssige, jødiske konge næsten for stort.
Men uanset hvor den fortsatte debat af dette fund tager os hen, står vi med endnu et af de tilfælde, hvor arkæologien viser sine fængslende kræfter. Den vækker fortiden til live på en måde, der skaber stærke følelser og kamp om identitet og ret i nutiden.