I korbuen i Ribe Domkirke svæver nogle tegneserielignende lyseblå væsener, som er kunstneren Carl Henning Pedersens fortolkning af engle fra midt i 1980erne. Hans fortolkning blev kritiseret for manglende teologisk forståelse, og englene blev siden døbt ”smølferne i Ribe” af litteraten Erik A. Nielsen.
”Smølferne” var også et samtaleemne på kirkebænkene i Ribe Domkirke, da en menighed på 800 mennesker i går ventede de sidste minutter på, at vielsen af stiftets ny biskop, Elof Westergaard, skulle gå i gang.
”De glimter jo pænt,” lød det, mens en anden var knap så begejstret:
”Hvor er relevansen? Det lader til, kunstneren ikke har kendt sit forlæg.”
Noget af det samme er blevet sagt af Elof Westergaards kritikere i debatterne op til, at han blev valgt som biskop den 3. april i år. Et efterord til en bønnebog, som Wester-gaard havde været med til at skrive, vakte debat netop for sin frie fortolkning af en gud, der muligvis findes i sig selv, muligvis i menneskene og sågar i en fiskehejres hals.
Debatten hindrede dog ikke en overlegen sejr til Wes-tergaard, der med et benovet ansigtsudtryk i går kunne gå op af kirkegangen i Ribe Domkirke som sidste led i en lang procession.
Det er tradition, at bispevielserne har deltagelse af repræsentanter for kongehuset. Således ankom dronning Margrethe til domkirken fulgt af blandt andre kongelig konfessionarius Erik Norman-Svendsen. Da Dronningen havde taget plads på en enlig stol foran alteret, satte trompet, orgel og kammerkor gang i processionen, der blev ført an af stiftets provster, heriblandt Westergaards to kombattanter i bispevalgkampen, Thala Juul Holm og Poul Ivan Madsen.
Efter dem gik en række præster, heriblandt en storsmilende tidligere biskop Niels Henrik Arendt. Flere udenlandske biskopper fra blandt andet Finland, Norge og Tyskland gik sammen med de danske biskopper i farvestrålende bispekåber mod alteret. Og til sidst kom altså ordinanten i hvidt, Wes-tergaard.
Biskopperne tog plads på stole opstillet i en bue bag alteret og glimtede på den måde fint om kap med de utraditionelle malerier på væggen bag dem. Over alterets gitter lå Westergaards bispekåbe klar i kongeblå og rosa farver, inspireret af domkirkens stengulv.
Københavns biskop, Peter Skov-Jacobsen, forestod ordinationen. Med udgangspunkt i Johannesevangeliets tekst om den fortvivlede Maria Magdalene, der genkender Jesus i den mand, hun først tror er havemanden, talte Skov-Jakobsen til Wester-gaard.
”Fortvivlelsen og genkendelsen står til troende, hugget ind i sten på Velling kirkegård af din far. Fortællingen er et monument, en skulptur i vores tro,” sagde Skov-Jakobsen.
Westergaards far er billedhuggeren Eigil Westergaard, hvis skulptur ”Opstandelse” står i Vestjylland, hvor Elof Westergaard også er vokset op.
”Man kan godt være beskeden. Men man kan også se Jesus som et monument. Fremtidens store spørgsmål er: Tør vi tro? Tør vi lade os bevæge af hans kærlighed, eller skal vi overgive os til systemernes og idéernes magt? Jeg håber, vi tør tro, at troens monument står mejslet i sten.”
Den salut fik ordinanten til at føre et hvidt ærme op over kinden, før ordinationen rigtigt gik i gang. Her læste blandt andre Grønlands biskop, Sofie Petersen, og biskop Gothart Magaard fra Tyskland bibeltekster på deres eget sprog.
Elof Westergaard svarede ja til, at han ville varetage den tilsynsgerning, han er ”valgt og kaldet til”. Herpå lagde biskopper og to assisterende præster hænderne på den knælende Westergaards hoved og bad et Fadervor, så Westergaard kunne iklædes den rosa bispkåbe og bispekors.
Til tonerne af Grundtvigs ”Nu bede vi den helligånd” forsvandt Westergaard for at skifte til almindelig præstekjole og vendte tilbage på prædikestolen i sort. Prædikenen tematiserede Guds herlighed med udgangspunkt i H.C. Andersens dagbogsnotater fra en rejse for at se den italienske renæssancekunstner Rafaels Madonnaer. ”Hvilken herlighed!” skrev forfatteren dengang.
”Guds herlighed er at forstå som mere end en ydre herlighed, ikke bare skønhed og pragt sanset ved ting og fænomener her i verden. Det er nærheden mellem mennesker og gud. Jesus manifesterer Guds herlighed,” sagde Westergaard.
Han fortsatte med at tale et billede af Gud som solen.
”Billederne afspejler forskellen mellem mennesket og Gud. Men de hører begge til og manifesterer sig i verden,” sagde han og takkede til sidst Gud:
”Tak for din store kærlighed og for, at du aldrig holder dine ord tilbage.”
Rettelse: Bispekåberne, som er beskrevet i denne artikel, blev tidligere i teksten omtalt som "messehageler". Det er rettet 2. juli klokken 13.52, og Kristeligt Dagblad beklager fejlen.
