Prøv avisen
Kirkeanalyse

Fra stedets kirke til kirkens sted

Rigshospitalet huser mennesker fra flere religioner, som ofte har stort behov for sjælesorg. Christian Juul Busch, som her tænder et lys ved alteret i hospitalets kirke, er en af de hospitalspræster, der varetager denne opgave. Foto: Scanpix

Danmark bygges mere og mere op omkring store institutioner. Her kan folkekirken vise sig i mange flere former end den stedbundne, der kendes i dag fra den lokale kirke. Det samme gælder for hospitalskirker

De eksistentielle spørgsmål omkring livets mening intensiveres, når vi er i særlige situationer og på særlige steder som hospitaler, fængsler, i hæren, måske i krig, midt i en katastrofe, på en stor uddannelsesinstitution og i et utal af udfordringer og kriser i det personlige liv. Det er dér, og for de flestes vedkommende kun dér, vi har brug for et stille rum til eftertanke og måske en åndelig vejleder at tale med.

Det er massivt dokumenteret såvel i praksis som i en række forskningsprojekter, at rum for eksistentiel refleksion og tilbud om åndelig omsorg er dybt nødvendige i store institutioner som de nævnte. Det ved gode ledere i hæren, fængselsvæsenet og sygehusvæsenet godt. Derfor arbejder de også for at integrere præster, imamer og etniske rådgivningsteams i arbejdet i for eksempel sygehuse og fængsler.

Spørgsmålet om multireligiøse rum på de nye storsygehuse handler derfor ikke primært om hensyn til større eller mindre religiøse grupper. Det handler om, hvordan der skaffes plads til hele mennesker med deres ofte intensiverede eksistentielle spørgsmål. Om mennesker forholder sig til en traditionel religion, en mere frit flydende spiritualitet eller en sekulær livsfilosofi, er ikke afgørende for den afklaring, den enkelte har behov for.

Det afgørende er, at de eksistentielle spørgsmål ikke fortrænges eller blot overlades til den enkelte. At tage hånd om de eksistentielle spørgsmål hører med til at tage hånd om mennesker, uanset om talen er om den ene eller den anden gruppe på den ene eller den anden institution.

Danmark bygges mere og mere op omkring store institutioner. Er folkekirken ikke til stede midt i institutionernes hverdag, holder den op med at være folkekirke, fordi den ikke er, hvor folk er med deres eksistentielle spørgsmål. Kirkens chance er at samarbejde med institutionernes ledelser og især med de mange grupper og instanser, der ønsker refleksionsrum og tilbud om åndelig vejledning.

Cirka 300 institutions- og funktionspræster gør det allerede. De gamle kirkerum på ældre hospitaler fungerer ofte allerede som åbne refleksionsrum, hvor det langtfra kun er lutherske kristne, der bruger rummene, skriver i gæstebøgerne og taler med præsten, hvis der ellers er en i nærheden.

Blandt andet præsterne på Rigshospitalet har gode erfaringer med en arbejdsform, hvor folkekirken er til stede sammen med mange andre, ofte som en slags vært for arbejdet, fordi folkekirken er ældst i gårde.

Et andet eksempel er Mødestedet på Vesterbro, hvor folkekirken og Danmission er værter for 10.000 besøgende om året, primært muslimske kvinder. Der er ikke lavet samlede undersøgelser af området i Danmark, men meget tyder på, at vi i Danmark gør bedst i at følge et spor, som også kendes internationalt: Fælles refleksionsrum lykkes bedst, hvor der er en vært, som bestræber sig på at skabe plads til alle på lige vilkår.

Hvem der skal være vært, afhænger af situationen. Det ved man blandt andet fra indsamlet viden om den amerikanske hærs fælles refleksionsrum for protestanter, katolikker og jøder, som blev indført allerede i mellemkrigstiden.

I Tyskland taler man om en bevægelse bort fra ”stedets kirke” hen mod ”kirkens sted”. Kirke er i fremtiden ikke blot noget, der findes i lokalsamfundet, men noget, der bliver til og finder sit sted i helt nye sammenhænge. Folkekirken melder sig ud af samfundsudviklingen, hvis den kun kan finde ud af at påberåbe sig retten til, at der skal være en traditionel kirke som ”stedets kirke” på hver af de nye institutioner. Vil det offentlige ikke betale en kirke, kan folkekirken heldigvis selv, som biskop Tine Lindhardt siger på Fyn.

”Vi vil have det, som vi plejer. Det har vi også ret til ifølge Grundlovens paragraf 4.” Sådan lyder det fra folkekirken. For sygehusdirektørerne og i hvert fald Regionsrådet i Sydjylland lyder folkekirkens krav som en røst fra graven. I bedste fald er de med på, hvad de kan se hundredvis af eksempler på uden for Danmarks grænser: At der må være rum til eftertanke på en moderne institution. Særlige rum for særlige grupper opfatter de som utidig særbehandling, som jo ellers søges afskaffet i det offentlige Danmark.

Det kan sagtens være, at sygehusbestyrerne er en lille smule foran befolkningen i deres tankegang. Men det er næppe meget. Danske politikere har især siden årtusindskiftet hamret det ind, at her i Danmark er alle lige, modsat for eksempel i muslimske lande, hvor man diskriminerer kvinder. Det gør vi ikke i Danmark. Men hvorfor er det så, at en religion, der på papiret har flertallet med sig, skal have særbehandling i det offentlige Danmark? Det bliver sværere og sværere at forsvare den logik.

Vil folkekirken med ind i et samfund, hvor der ikke blot findes stedlige kirker, men hvor ”kirkens sted” kan opstå de underligste steder, er det på høje tid, at den kommer på banen med en udredning som baggrund for de lokale strategier på institutionerne. Mulighederne er mange, hvis man tør løfte blikket og se på erfaringerne fra de flere hundrede multireligiøse rum i andre lande og sågar i Danmark.