Sandhedens ene vej er udfordret

I søndagens prædiketekst beskrives Helligånden som ”sandhedens ånd”, der skal være her til evig tid. For Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd, er der en teologisk sandhed, men generelt er det svært at tale om sandheden i bestemt form

”Jeg mener ikke, at Det Etiske Råd er noget sandhedsorakel, og det skal det heller ikke være. Men det må tage udgangspunkt i nogle grundlæggende sandheder om rigtigt og forkert,” siger Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd, der er fotograferet nær hjemmet i Vester Hassing.
”Jeg mener ikke, at Det Etiske Råd er noget sandhedsorakel, og det skal det heller ikke være. Men det må tage udgangspunkt i nogle grundlæggende sandheder om rigtigt og forkert,” siger Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd, der er fotograferet nær hjemmet i Vester Hassing. . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

”Kom, lysets Ånd, og led os så, at vi på klarheds veje gå, men aldrig dog fra troens grund et hårsbred vige nogen stund!”

Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd, citerer salmebogens nummer 300, når han skal perspektivere prædiketeksten til pinsedag, hvor Helligånden omtales som ”sandhedens ånd”.

”Pinse er for mig den vigtigste højtid i forhold til jul og påske. For i pinsen bliver Helligånden sendt til os. Vi har netop fejret Kristi himmelfartsdag, og jeg synes, det er sådan en smuk symbolik, at Gud måtte forlade verden som menneske, for at han kunne vende tilbage som Helligånden i pinsen,” siger han og fortsætter:

”Vi taler meget om selvrealisering i dag. Det bliver en byrde, den enkelte selv skal bære, fordi man selv skal påtage sig hele ansvaret. Pinsens budskab er et helt andet. Helligånden sætter os i stedet fri og viser os, hvordan vi skal leve vores liv.”

Ifølge Christian Borrisholt Steen skal Helligånden retlede på både troens og livets vej.

”Min måde at forstå kristendommen på handler meget om, hvordan vi skal gebærde os i hverdagen i forhold til vores næste. For mig er kristendom ikke først og fremmest lange forkromede teorier eller dogmer, den handler om at leve troen ud i hverdagens møde med vores medmennesker.”

Her bliver der plads til endnu en salmereference i Christian Borrisholt Steens udlægning af kristendommen.

”Lars Busk Sørensens salme Menneske, din egen magt lader jeg mig meget inspirere af. Især sætningerne Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød. Det påvirker også mit arbejde i Det Etiske Råd,” siger rådsmedlemmet, der har været med siden 2012.

Han har desuden en mastergrad i etik og værdier i organisationer og er ansat hos Kristelig Fagbevægelse i dag.

Han arbejder med egne ord for at få flyttet fokus fra de ifølge ham mange enkeltsager, der præger debatten om etiske spørgsmål, til i stedet at fokusere på, hvad det er for et menneskesyn, der skal præge det danske samfund.

”Når man kan læse, at omkring 70 procent af den danske befolkning gerne vil have indført aktiv dødshjælp, er der nogle spørgsmål, vi bør stille. Er det reelt et udtryk for, at de ønsker et samfund, hvor vi skal slå hinanden ihjel på forlangende? Det tror jeg ikke. Men man får svar, som man spørger. For når man hører en tårevædet historie om en dødssyg mand, hvor de pårørende gerne vil hjælpe ham herfra, vil mange sige, at det skal der være mulighed for,” siger Christian Borrisholt Steen.

”Men vi kan ikke fjerne lidelsen ved at fjerne den lidende, som Ole Hartling, tidligere formand for Det Etiske Råd, har sagt. I stedet skal vi hjælpe hinanden til at mestre livet frem for at fremskynde døden.”

Christian Borrisholt Steen har en klar holdning til for eksempel aktiv dødshjælp. Men han mener også, at sandheden med tryk på sidste stavelse er ”voldsomt udfordret i dag”. Det står i kontrast til prædiketekstens lovning om sandhedens ånd, der skal være på jorden til evig tid.

”Jeg mener ikke, at Det Etiske Råd er noget sandheds-orakel, og det skal det heller ikke være. Men det må tage udgangspunkt i nogle grundlæggende sandheder om rigtigt og forkert. For når alt er lige gyldigt, bliver alt også meget let ligegyldigt,” siger han.

Christian Borrisholt Steen giver et eksempel.

”For nylig har vi i Det Etiske Råd diskuteret juridisk kønsskifte, som regeringen har lagt op til, skal være en mulighed. Men det bliver fremlagt af Justitsministeriet sådan, at hvis man oplever sig selv som værende kvinde og biologisk set er en mand, så skal det være muligt at skifte juridisk køn uden først at skulle gennemgå operation eller hormonbehandling. Det er muligt, at regeringen ser kønnet primært som noget, man oplever eller føler. Men jeg tror, at kønnet for de fleste i højere grad er biologisk og naturgivent mere end blot noget rent følelsesmæssigt.

Der skal dog være plads til at skifte holdning til en sag, selvom man tidligere har fundet noget andet sandt, mener Christian Borrisholt Steen.

”Selv er jeg udfordret af sandheder fra min barndom. Jeg er opdraget til, at ethvert barn har krav på en far og mor. Det blev jeg konfronteret med, da rådet skulle tage stilling til børneloven og medmødre. Altså at en kvinde i et lesbisk forhold juridisk skal ligestilles med en far i et heteroseksuelt forhold. Der valgte jeg at støtte regeringen og forslaget om en juridisk sikring af medmoderen,” siger han og fortsætter:

”I udgangspunktet tror jeg, det ideelle for et barn er en far og en mor. Men med de etiske briller på må jeg varetage den svage part og barnets tarv. Det gør jeg, ved at alle forældre sikres juridisk ligesom i traditionelle familier.”

Christian Borrisholt Steen er vokset op i det, han kalder et indremissionsk miljø på Vestkysten.

I dag betragter han sig som grundtvigianer.

”I teologisk forstand tænker jeg, at der er en sandhed. Blandt andet, at vi er skabt unikke i Guds billede. Men når det bliver bredt ud til samfundet generelt, mener jeg, det er svært at tale om sandheden i bestemt form. Det ændrer dog ikke ved, at der er etiske principper, der ligger fast. For eksempel, at man ikke må slå ihjel. Den sandhed bør være uafhængig af tid og rum,” siger han.

Efter en pause kommer en tilføjelse.

”Alligevel er der nogle ting fra min opvækst, som ikke længere er sandheder for mig teologisk set. For eksempel modstanden mod kvindelige præster og vielse af fraskilte. Jeg er med Grundtvigs ord først og fremmest menneske og kristen så.”

I forhold til Det Etiske Råd er det dog svært at skelne.

”Når jeg skal tage stilling til et spørgsmål, er det at være kristen lige så meget en del af mig, som det at jeg har en uddannelse inden for etik og værdier. Hvis vi siger, at vi er skabt i Guds billede, stiller det bestemte fordringer til, hvordan vi behandler vores næste. Men hvis vi siger som Kant, at vi er skabt som fornuftsvæsener, stiller det også fordringer til, hvordan vi behandler vores næste. Konsekvensen er for mig at se dybest set den samme. Så i forhold til arbejdet i rådet er det ikke så vigtigt, om jeg står med Jesus eller Kant i hånden. Men jeg læser filosofien med de bibelske briller.”