Når et gravsted sløjfes, bestemmer de efterladte slægtninge, hvad der skal ske med den tiloversblevne gravsten. Ofte hugges den til skærver, eller en stenhugger fjerner al tekst og genbruger stenen.
Men det er faktisk også tilladt at tage den tilbageblevne gravsten med hjem og for eksempel bruge den som et minde i haven, hvor den kan indgå som trædesten eller et trin i en trappe. Dette var ikke unormalt i gamle dage, mens det ifølge flere af de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, ikke sker særlig tit i dag.
Den praksis møder opbakning blandt teologer, som ikke ser noget uetisk eller respektløst i det, påpeger flere.
”Jeg synes, at det er en smuk tanke at tage gravstenen med hjem og lade den indgå i livets cyklus. Jeg undrer mig nogle gange over, at der ikke er flere, der gør det. Det er jo smukke sten, og de bærer ikke hellighed i sig selv,” siger sognepræst i Havdrup Kirke på Sjælland, Kristine Stricker Hestbech.
Heller ikke sognepræst ved Løsning kirke i Østjylland, Henrik Højlund, ser noget problematisk i at bruge gamle gravsten i haven.
”I al almindelighed skal man omgås gravsten med respekt, så længe de er i brug som gravsten og dermed omgæret af ærbødighed og følelser fra familiens side. Men i det øjeblik, den ikke mere er en gravsten, kan jeg ikke se noget forkert i at tage den hjem. Det er jo familien selv, der faktisk vælger at tage den i brug, og alternativet er jo, at den i stedet bliver knust,” siger han.
Ny biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, Elof Westergaard, kender ikke til ret mange tilfælde, hvor folk har valgt at tage en gravsten hjem i haven, men han mener ikke, at der er noget uetisk i foretagendet.
”Det støder mig ikke. Og for kirken kan man sige, at stenen har mistet sin betydning, når den ikke mere fungerer som gravsten,” siger han.