Debatten om forholdet mellem stat og kirke har gjort afstanden mellem folkekirkens fodfolk og ledere tydeligere.
Det fremgår af de høringssvar om en ny styring af folkekirken, som Kirke-ministeriet netop har offentliggjort.
I alt 534 svar er indsendt fra kirkelige aktører. De har blandt andet reageret på et forslag fra et kirkeministerielt udvalg om et organ, som har fået navnet Folkekirkens Fællesudvalg.
Ifølge oplægget skal udvalget styre dele af kirkens økonomi og øve indflydelse på, hvordan kirkens indre anliggender varetages, for eksempel ritualer og salmebog.
af de 534 høringssvar er positive over for at indføre et Folkekirkens Fællesudvalg.
Begejstringen er størst blandt biskopper, provsti-udvalg og stiftsråd og hos ledelsen i foreninger som Landsforeningen af Menighedsråd, Grundtvigsk Forum og Den Danske Præsteforening.
Fra menighedsrådene er der indkommet 376 svar, som repræsenterer 399 menighedsråd. Her angiver 143 menighedsråd, svarende til 38 procent, at man foretrækker et fællesudvalg.
På den anden side er der 182 menighedsråd, svarende til 48 procent, som peger på andre løsninger end et fællesudvalg, men det er ikke entydige svar, påpeger Bent Meier Sørensen, professor og ph.d. ved Copenhagen Business School med speciale i teologi og organisation.
”Tendensen i høringssvarene er, at de, der allerede er aktive i den demokratiske overbygning i folkekirken, går ind for et folkekirkeligt organ, men jo længere væk man kommer fra toppen i folkekirken mod bunden, des mere ser det ud til, at modviljen vokser. Det er lidt ildevarslende, hvis der er større tro på demokratiet hos de øverste valgte som for eksempel biskopperne end ude hos folket, for så er man ikke helt i overensstemmelse med hinanden med hensyn til, hvordan man opfatter demokrati i folkekirken,” siger han.
Lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen mener, at et flertal blandt høringssvarene giver udtryk for, at der skal ske noget med folkekirkens styring i retning af, at kirken selv får større indflydelse, og ordningen bliver mere demokratisk.
”Øverst i folkekirkens hierarki er der flere, som er klar til at gå i den retning. Men det er knap så klart nede hos menighedsrådene, hvor der også er skepsis omkring fællesudvalget. Det er der ikke noget mærkeligt i, for kirkens ledelse har arbejdet med denne problemstilling ved utallige lejligheder, mens menighedsrådene har været mere optaget af at passe deres almindelige arbejde. I høringssvarene ser jeg dog en forståelse for, at der skal mere lovgivning til, og det vil gå i retning af, at flere og flere med tiden bakker op om et fællesudvalg,” siger Hans Raun Iversen.
Han henviser til, at et flertal af høringsvarene ønsker en eller anden form for lovgivning, for eksempel en lovfæstelse af den nuværende ordning.
Kirstine Helboe Johansen, adjunkt og ph.d. ved Det Teologisk Fakultet, Aarhus Universitet, peger på, at høringssvarene er ”ret spredte”.
”Faren er naturligvis, at hvis et udvalg bliver stemt igennem med opbakning fra biskopper, stiftsråd og organisationer, vil det opleves som noget, der kommer oppefra og ned. Men man skal huske, at det også vil komme fra Folketinget og dermed fra os alle,” siger hun.
Høringssvarene gør det lidt vanskeligt at manøvrere politisk, påpeger Viggo Mortensen, professor emeritus i teologi, der har været tilknyttet Aarhus Universitet.
”Man kan med et fælles-udvalg give kirkens centrale aktører større indflydelse, men det er vanskeligt at lovgive mod den lokaldemokratiske forankring i menighedsrådene, som man altid har kaldt folkekirkens styrke. Derfor ser det svært ud for regeringen i forhold til at gennemføre arbejdsudvalgets fulde version med et bredt flertal i Folketinget,” siger han om den kommende politiske proces med forhandlinger og et eventuelt lovforslag om, hvad staten og hvad kirken skal bestemme.