”Historisk enighed i folkekirken”, lød Kristeligt Dagblads overskrift i april 2012, da repræsentanter for kirkelige organisationer var samlet på Christiansborg for at drøfte ny lovgivning for folkekirkens styring.
Siden den optimistiske forårsdag er begejstringen blevet mindre. Siden kom repræsentanter for bunden af folkekirken på banen.
I november 2013 kom folkekirkens menighedsråd for alvor ind i diskussionen. Det gjorde de i en høringsrunde, efter Kirkeministeriets styringsudvalg havde fremlagt sit første udkast til en betænkning.
Ud af de indkomne høringssvar fra landets menighedsråd var knap to tredjedele imod et organ for indre anliggender som salmebøger og ritualer.
Organet blev siden kendt som folkekirkens fællesudvalg. Menighedsrådenes holdningerne stod nogenlunde lige, når de skulle svare på, om kirken skulle have et organ til at styre økonomien. Det var et mere skeptisk billede end det, man havde set blandt de øverste lag i folkekirken.
I december 2013 gennemførte Kristeligt Dagblad og Landsforeningen af Menighedsråd en undersøgelse blandt folkekirkens menighedsrådsformænd. Af dem mente under en tredjedel, at et styrende folkekirkeligt organ ville gøre kirken mere demokratisk. 55 procent af formændene svarede nej til et folkekirkeligt råd for indre anliggender, og 48 procent sagde nej til et råd for fælles økonomi og fælles anliggender.
Nu har Kirkeministeriet udsendt et overblik over de seneste høringssvar, der forholder sig til udvalgets endelige betænkning. De peger i samme retning, og retningen er klarest i menighedsrådenes svar.
Kun cirka 38 procent af menighedsrådenes indsendte høringssvar støtter udvalgets flertalsindstilling om et folkekirkeligt fællesudvalg, der skal have større ansvar for økonomi og fælles anliggender.
Omkring 31 procent af menighedsrådenes svar støtter udvalgets forslag om, at et kirkeligt fællesudvalg skal have ansvar for de indre anliggender, og bare hver femte høringssvar, cirka 18 procent af menighedsrådenes svar, går ind for at omlægge statstilskuddet til bloktilskud, et tiltag, som Finansministeriet ifølge udvalgsformand Hans Gammeltoft-Hansen pressede ind i udvalgets endelige betænkning.
De resterende høringssvar går overvejende ind for mere konservative løsninger eller forholder sig ikke klart til spørgsmålet.
Høringssvarene kan ikke oversættes til stemmeprocenter, men de giver en strømpil om, hvordan folkekirkens forskellige instanser forholder sig til udviklingen i folkekirken. Der har nu været tre strømpile, der peger i retning af, at folkekirkens nederste lag i vidt omfang er kritiske over for forslagene. Tilsyneladende bliver kritikken ikke mindre.
Det bliver svært for kirkeminister Marianne Jelved (R) at udlægge høringsprocessen som menighedsrådsstøtte til det folkekirkelige fællesudvalg, som regeringens udvalg har foreslået. Folkekirkens styrke har altid været, at man har formået at inddrage den kritik, der kommer nedefra, til aktiv beslutningstagning. Det skal blive spændende at se, hvordan Folketingets politikere vil bevare denne tradition i det spegede spil, der ligger forude.
Det ville være overraskende, hvis en politiker som Marianne Jelved (R), der lægger stor vægt på kirkens nedefrakommende stemme, vil begynde et nyt kapitel i folkekirkens historie med at overhøre høringsrundernes markante kritik, særligt fra menighedsrådene. Men regeringens ambition og pres for at få gennemført projektet kan være så stort, at det folkelige hensyn må vige for det politiske.