En af verdens ældste kirker forfalder

Skrald flyder i ruinerne af den jordanske Aqaba-kirke fra 200-tallet. Den amerikanske historiker, der har udgravet kirken, er dybt skuffet

I det sydlige Jordan er Aqaba-kirkens historiske ruiner forvandlet til en mindre losseplads trods kirkens store kulturarv. Aqaba-kirken er blandt de ældste kirker i verden.
I det sydlige Jordan er Aqaba-kirkens historiske ruiner forvandlet til en mindre losseplads trods kirkens store kulturarv. Aqaba-kirken er blandt de ældste kirker i verden. . Foto: Sidsel Fabricius.

Ruinerne fra verdens måske ældste kristne kirke rummer følgende genstande: knuste flasker, juicebrikker, kaffekrus, en overskåren basketbold, en glemt T-shirt, et udbrændt bål og papkasser samt et menneskeligt efterladenskab.

I badebyen Aqaba i det sydlige Jordan er Aqaba-kirkens historiske ruiner forvandlet til en mindre losseplads trods kirkens rekordsættende kulturarv. Aqaba-kirken er blandt de ældste kirker i verden arkæologer og historikere strides om, hvilken kirke der beviseligt er den ældste og kirken er af Guinness World Records kåret som verdens ældste kirke bygget til egentligt kirkeformål. Den daterer sig til omkring år 293 efter Kristus og er dermed ældre end de langt mere kendte Fødselskirken i Betlehem og Gravkirken i Jerusalem, begge fra 320'erne.

Men kirken i Aqaba er hverken velkendt eller velbesøgt. De eneste gæster er et par duer og de fluer, som sværmer rundt over skraldebunkerne. Det grønne metalhegn, som skal beskytte ruinerne, er flere steder revet ned, så folk kan vade direkte ind over ruinerne, som flere steder har små sammenstyrtninger. Disrespekten for stedet manifesterer sig med bogstaver ridset ind i en af ruinmurene:

”Jehad”, står der med store typer. Hellig krig ifølge islamisk tolkning.

Aqaba-kirken blev udgravet i et stort projekt fra 1994 til 2003 under ledelse af den amerikanske historiker og professor Thomas Parker. Kirken havde kun været benyttet i cirka 70 år, før et jordskælv forvandlede kirkebygningen til ruiner, men blandt skraldebunkerne kan den knap 30 meter lange kirkes hvælvinger, kor og sideskibe stadig fornemmes. Forskerne har hæftet sig ved en række fund i ruinerne som indikatorer på kirkens tidlige eksistens:

Flere end 100 mønter var dateret til senest år 360, en række olielamper blev identificeret som ”lysekroner”, der er kendt for at være brugt i de tidligste kirker, og tæt ved bygningen var en kirkegård, hvor et kors markerede en af gravene.

Selvom forskerne ikke har kunnet fastslå meget om kirkens virke, er tiden, hvori kirken fungerede, rig på kristen historie. Fra år 313, hvor kirken fortsat stod, blev kristendommen gradvist den officielle statsreligion i Romer-riget under Konstantin den Store og dermed også i det område, som nu kendes som Jordan. I byen Aqaba som var en vigtig havneby for handlende havde kristne arabiske stammer magten, og i årene efter 313 og flere hundrede år frem opførtes kirker overalt i Jordan, og kristendommen vandt sin udbredelse.

Først i 600-tallet begyndte forholdene for områdets kristne at skifte, da muslimske arabere bekrigede Det Byzantinske Rige (det Østromerske Rige) efter profeten Muhammads fødsel, og Aqaba kom under islamisk styre i 630. I både Jordan og Aqaba udgjorde kristne dog fortsat betragtelige andele af befolkningen i flere århundreder frem, og selv i løbet af 1900-tallet var en femtedel af Jordans befolkning kristne. Nu udgør kristne blot tre procent af Jordans omkring 6,5 millioner indbyggere.

I dag informerer blot et simpelt solfalmet skilt ved Aqaba-kirkens ruiner om, at man som besøgende befinder sig ved en af verdens ældste kristne kirker. Kristendommens historie i området er ikke beskrevet, og på det nærliggende bymuseum er der ingen information at hente. Museets udstillingsrum huser primært ruingenstande fra den hellige islamiske by Ayla, som også findes i Aqaba, og museets leder som nægter at oplyse sit navn vil hverken have, at herværende journalist skriver om kirken eller museet.

”Ingen interesserer sig for kirken,” siger hun.

Fra North Carolina State University i USA er professor Thomas Parker overrasket og ærgerlig over Aqaba-kirkens forfatning.

”Det er skuffende at høre om. Da jeg besøgte kirken for to år siden, var hegnet omkring ruinerne intakt, men skrald var begyndt at hobe sig op. Da vi færdiggjorde udgravningen, gik vi ud fra, at der ville blive bygget et overdække til ruinerne, og vi gik ud fra, at det midlertidige skilt, vi satte op, ville blive skiftet ud med et med en mere detaljeret forklaring,” siger han.

Den jordanske regerings afdeling for antikviteter er ansvarlig for at vedligeholde Aqaba-kirken og informere om den, men gør det åbenlyst ikke. Derfor søger en jordansk arkæologiforening med amerikansk støtte i øjeblikket om lov til at tage vare på kirken, fortæller Thomas Parker.

”Men ansøgningen er stadig på et meget tidligt stadie. Det er ulykkeligt, at Aqaba-kirken ikke bliver passet tilstrækkeligt på.”