Gud er medfølende og oprørsk

Politikens Bjørn Bredal kommer fra et missionsk hjem og har i dag ”noget nær allergi over for det sekt-agtige”, også i den kulturradikale variant

Bjørn Bredals største trosforbillede er renæssancehumanisten Michel de Montaigne, der blåstemplede vanekristendommen i en religiøs oprørstid i 1500-tallet.
Bjørn Bredals største trosforbillede er renæssancehumanisten Michel de Montaigne, der blåstemplede vanekristendommen i en religiøs oprørstid i 1500-tallet. . Foto: Per Folkver/Polfoto.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en hverdagsagtig kulturkristendom. Måske endda sådan en tro, som Kierkegaard foragtende kaldte vanekristendom. En tro med det enkle udgangspunkt, at vi nu engang er sat et bestemt sted i verden, og her på egnen har vi den baggrund, vi har: en kristen historie, en kristen litteratur og en kristen måde at forstå tingene på. Der er mange ting i det kristne verdensbillede og den kristne arv, som jeg har meget stor sans for. Jeg synes for eksempel, der er en rigdom i billedsproget omkring den gammeltestamentlige, jødiske udgave af Gud. Han er en gud, som er meget menneskelig, han er en, man kan diskutere og kæmpe med og gøre oprør mod. Han er en gud, der kan være uenig med sig selv. Han kan være vred. Han er enormt generøs, men også farlig. Han kræver modspil. Det er en rigdom i at forestille sig en gud på den måde, synes jeg. Hele Det Gamle Testamente er en beretning, der handler om en Gud, som slås med sig selv, ligesom vi mennesker gør det. Han driver folk rundt i manegen og udsætter sine børn for de mest urimelige udfordringer. Det værste eksempel er historien om Abraham, der skal ofre sin søn, Isak. Hvordan kan en Gud finde på den slags? 

Den Gud, der kan det, må man gøre oprør mod. Den jødiske forfatter Isaac Singer opsummerer essensen af sit gudsforhold meget smukt med ordene: ”Compassion and rebellion” ,menneskelig medfølelse og et oprør mod Gud, som udspringer af Gud selv. Jeg tænker ikke Gud som en skægget bedstefar, der sidder i himlen og er uden for mig. Jeg tænker ham mere som en del af mig selv, og derfor gør jeg også oprør mod mig selv. Og der er mange ting, man må gøre oprør mod. Man må gøre oprør mod, at man tror, at man kan klare mere, end man kan klare. Eller at man stiller krav til andre, som man ikke selv kan opfylde. Man må gøre oprør mod sin ofte ubegrundede vilje til at bestemme, når der ikke er nogen rimelig grund til at bestemme i den givne situation. Men man skal også gøre oprør mod sig selv, når man flygter fra ansvaret og det, man faktisk burde bestemme.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg kommer fra et missionsk hjem i København, hvor min far var fra Luthersk Missionsforening, og min mor var fra Indre Mission. I modsætning til, hvad de fleste kulturradikale tror, så er der mange missionske i København, faktisk flere end de selv er. Troen kom til udtryk i vores hverdag. Vi bad bordbøn, læste i Bibelen hver eneste dag, og søndagen var en fest, hvor vi spiste lidt finere fra og med om morgenen, tog pænt tøj på og gik i kirke. Vi kunne oven i købet finde på at tage i missionshuset om eftermiddagen. Den der fornemmelse af ritualer og fest og fordybelse prægede min barndom meget. Mine forældre var generøse mennesker, og det havde også med deres tro at gøre.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg vil hellere vende det om og spørge, hvad der har udfordret min vantro, for jeg vil jo ikke betegne mig selv som troende. Først og fremmest kan jeg ofte have en følelse af taknemmelighed over livets rigdom og dybde, og denne følelse kan gøre mig helt religiøs og vække et behov for at rette takken et sted hen. Til Gud, for eksempel. At jeg brød med det missionske, da jeg var helt ung, skyldtes mest miljøets karakter af sekt. Det handlede om at være inde eller ude og gøre karriere i miljøet, og min stigende modvilje havde nok ikke så meget at gøre med teologi eller avancerede religiøse diskussioner. Man kan få meget stor åndenød i den type miljøer, og det har præget mig på den måde, at jeg i dag har noget nær allergi over for det sekt-agtige, om det så er politiske, kulturelle eller missionske grupper. Jeg har det svært med meget identitetsskabende grupperinger. Men jeg kan godt blive misundelig på dem, der hviler meget i deres tro og har retning i deres liv. Det gælder både muslimer, jøder, kristne og så videre. Det er der en skønhed over. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på den inderlige, romantiske, altomfattende og, havde jeg nær sagt, fanatiske facon, som jeg kunne engang. Det var der hvile og varme i. Men det kan jeg ikke.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg forsøger nok at undgå at være så ”mærkelig”, som vi var i min barndoms religiøse miljø. Jeg havde som barn mine venner inden for det religiøse netværk, mens jeg i højere grad så dem uden for miljøet som bekendtskaber. Det er en af de ting, jeg i dag er ked af: at jeg fra starten var placeret i en underlig outsider-situation i forhold til det normale, moderne Danmark. Det har jeg gerne villet undgå for mine egne børn. Det er en af de sektmekanismer, som jeg også brød med som ung. Man gik for meget i nogle mærkelige cirkler og blevet udsat for nogle virkelig underlige prædikanter. Det gav mig en fremmedhed i forhold til normale venskaber, at jeg sad og studerede Bibelen, mens de andre spillede fodbold. Det endte jeg så med at gøre oprør imod.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

Forestillingen om, at alle mennesker er lige, er nok det centrale, jeg har båret med. Jeg tænker denne forestilling som en del af vores kristne arv. Der er nogle, der mener, at det er noget, man fandt på under Den Franske Revolution sammen med menneskerettighederne, som udspringer af oplysningsidéerne. Og det er rigtigt nok. Men det er også en religiøs tanke. At alle mennesker har en gnist af det guddommelige. Forestillingen om menneskers lighed er et meget værdifuldt møde mellem det religiøse og det verdslige.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

I hele mit voksenliv har jeg levet i en form for venskab med forfatteren Michel de Montaigne (1533-1592), som jeg har skrevet flere bøger om. Han levede i en tid med borgerkrig mellem katolikker og protestanter. Han var katolik og mildt religiøs, bestemt ikke fanatiker. ”Jeg er kristen, ligesom jeg er en franskmand fra Périgord,” sagde han. Og lighedstanken var helt afgørende for ham: ”Hvert menneske bærer menneskehedens fulde muligheder i sig”. I Danmark er vi meget præget af Kierkegaards raseri mod vanekristendom og prøver at hidse hinanden op til at være hysteriske og selvoptagede i vores tro. Det har jeg ikke så meget respekt for. Der er utrolig meget dansk kristendom, der er præget af Kierkegaards teenage-religiøsitet.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har ikke lyttet til andet end åndelige råd i hele min barndom, og jeg kan alligevel ikke huske et eneste af dem. Jeg er et meget læsende, søgende og studerende væsen, og jeg synes ikke, jeg kommer nærmere end Isaac Singers motto om at vise menneskelig medfølelse og være oprørsk både imod Gud og mennesker.