Prøv avisen

Baptister i konflikt om vielse af homoseksuelle

Foto: Lisa F. Young

Baptistkirkernes åbenhed for at vie homoseksuelle kritiseres af kirkens næstformand

Baptistkirker, der vælger at vie eller velsigne homoseksuelle, bør kunne blive ekskluderet fra kirkesamfundet. Det mener Claus Mester-Christensen, præst i Citykirken i København, som med øjeblikkelig virkning har forladt sin næstformandspost i Baptistkirken, fordi han er uenig med ledelsen.

Ledelsen anbefaler ikke vielse eller velsignelse af homoseksuelle, men vil ikke pålægge de tre baptistkirker, som har valgt at tilbyde disse ritualer, sanktioner. Det er stærkt kritisabelt, mener Claus Mester-Christensen:

”I ledelsen trækker man bare på skuldrene over, at der er kirker, der vælger at gå imod anbefalingen. Og det har jeg simpelthen ikke samvittighed til at støtte. Jeg vil ikke være med til at splitte kirken,” siger præsten, der alligevel skulle være stoppet som næstformand om en måned.

Og der er ingen tvivl om, at baptisterne er splittede i spørgsmålet, siger præsten Lasse Åbom fra Immanuelskirken i Aarhus. Den er en af de tre kirker, der har valgt at forestå vielser af homoseksuelle.

”Man er i høj grad delt. Men det har vi som baptister altid været på forskellige spørgsmål. Indtil nu har vi holdt sammen og respekteret hinandens forskelligheder selvom bølgerne kan gå højt. Det håber jeg også, vi kan i fremtiden.”

Der er endnu ingen baptistkirker, der har foretaget vielser eller velsignelser af homoseksuelle, men Baptistkirken Købnerkirken på Amager i København har en vielse af et homoseksuelt par i august.

I frikirkemiljøet er baptisterne stort set alene med deres accept af vielser af homoseksuelle, viser en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget. Hverken Den Apostolske Kirke, Pinsekirken, Det Danske Missionsforbund eller Syvende Dags Adventistsamfundet har tilladt vielser af homoseksuelle. Men i flere af kirkesamfundene har lokale menigheder lov til selv at beslutte, om de vil udføre vielserne.

Baptisternes bevægelse er udtryk for, at de forholder sig til den virkelighed, som de er kirke i, siger teolog Marie Hedegaard Thomsen fra Aarhus Universitet:

”Baptistkirken har taget samme skridt som folkekirken. Og det skaber uden tvivl splittelse, ligesom man så det i folkekirken. Men på længere sigt tror jeg, man bliver enig om at være uenig. Ligesom man ser det i folkekirken.”

Claus Mester-Christensen og hans menighed har endnu ikke taget stilling til, om de vil forlade Baptistkirken.