Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det bedste ved kristendommen er dens føjelighed. Dens elastiske materiale. I den vestlige verden har vi annammet kristendommen som vores måde at indrette vores religiøsitet på, og når vi har forandret eller udviklet os, har den forandret og udviklet sig med os og er forblevet relevant. I det mindste indtil nu.
For selvfølgelig hænger historie og kristendom sammen. I Det Gamle Testamente forandrer Gud sig alt efter for eksempel det jødiske folks krigslykke. Det ene øjeblik er han gnistrende vred og ildsprudende, det næste er han blid og socialaktivistisk, og sådan er det gået.
Ved de første økumeniske synoder lugede vi ud i de skrifter, der ikke huede os. Kirkefaderen Augustin opfandt arvesynden, fordi det passede ham, og der er en historisk grund til, at protestantismen fik den udbredelse, som den fik.
Dengang vi ikke ville have kvindelige præster, citerede vi Efeserbrevet kapitel 5, vers 23: ”For en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser.” Nu vil vi have kvindelige præster og citerer Romerbrevet kapitel 16, vers 1 (om en kvindelig menighedstjener i den tidlige kirke, red.). De, der er imod homoseksualitet, citerer fra Tredje Mosebog. De, der er for, citerer fra Matthæusevangeliet.
Kristendommen er alting til alle tider, og jeg mener det som en kompliment.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Som Karen Armstrong (britisk religionsforsker, red.) har sagt, lever vi i dag i et samfund af logos, af fornuft, og derfor vælger mange mennesker en bogstavelig læsning af skrifterne. Det er en forholdsvis ny udvikling, og det er den ene udvikling, som kristendommens elasticitet ikke rækker til. Gud er meget større end logos. ”Gud er alt og intet”, som den amerikanske teolog Marcus Borg har sagt, og når vi forsøger at skohorne ”alt og intet” ind i en verden af kulstof-14 og litteraturkritik, så knækker Gud.
Indtil 2008 var jeg medlem af en lokal lutheransk kirke her i USA, og da præsten begyndte at argumentere for, at jorden vitterlig var 5000 år gammel, og at vi ikke kunne stole på videnskaben, fordi Noas oversvømmelse havde vendt op og ned på de geologiske lag, så sagde jeg farvel og tak.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
De fine, gamle kirker, som kirkeskatten sørger for bliver vedligeholdt. De er en kulturskat af en anden verden. Bogstavelig talt.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Jeg forstår udmærket, at folkekirken har mistet mening for mange danskere. Idéen om, at man kan rumme alt og alle i et statsautoriseret trossamfund med et statsautoriseret trossæt, som enhver præst og ethvert menighedsmedlem i princippet skal skrive under på? Det er en smuk idé, som desværre også er umulig, og danskernes kirkeflugt viser det. I USA kan jeg vælge den tro, den præst og den menighed, som passer mig, og betale for det ved udgangen. I Danmark skal jeg tvinges ind i en fælleskirke med treenighed, arvesynd, Helvede, en almægtig Gud, som står bag lykke og ulykke, og en eksklusionsparagraf, som fordømmer ikke-kristne til fordømmelse. Det lyder ikke som en særlig rar Gud. Det lyder ærlig talt som en smålig Gud, og det er ikke min Gud. Derfor er det heller ikke min kirke.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det kan i bedste fald være en meget smuk oplevelse. Der er tidspunkter, hvor det hele går op i en højere enhed, og hvor højtideligheden ikke føles påtaget. Men det har typisk været kirkehandlingen i forbindelse med en anden begivenhed. Jeg husker især begravelser, hvor kiste, kalkmalerier, umagelige bænke, en klog præst og salmer af digteren Jakob Knudsen føltes som den eneste rigtige den eneste forankrede måde at tage afsked på.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Det kan i værste fald være en meget lang oplevelse. Hvis gudstjenesten ikke er andet end den kirkelige scenografi, hvis man forlader kirken uden andet end et slapt håndtryk i døren, hvorfor skulle man så komme igen? Indgangsbønnen fastslår, at vi er gæster i Guds hus, men burde vi ikke i stedet være gæster i et hus, som forbinder Gud med os? Som gør Gud relevant for os? Jeg er i dag medlem af den lokale unitariske kirke, og der er en kvækersk prunkløshed i det fysiske rum, men til gengæld det modsatte i det spirituelle rum.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Der er én Gud, men der er tusinder af måder at tilbede ham på. Nogle kalder sig muslimer, andre buddhister, nogle hinduer, andre kristne, nogle jøder, andre bare spirituelle. Men næsten alle trossamfund og troende bekender sig til reciprocitets-etikken eller ”den gyldne regel”. I kristendommen er den knyttet til Matthæusevangeliet, hvor der står: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.” Reciprocitets-etikken rækker fra den kinesiske filosof Konfutse til den jødiske lærde Hillel, kinesiske Laotse til kristendommens Jesus. Reglen er selve det religiøse fundament, og derfor er det i øvrigt underordnet, hvad de troende kalder sig, og derfor er selve begrebet ”multireligiøst samfund” misvisende. Gud er ligeglad. Vi er alle hans.
Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?
Problemet er ikke så meget med de forskellige religioner, men mere de fundamentalistiske drejninger inden for religionerne. En moderat kristen, jøde og muslim har meget mere til fælles end en moderat og fundamentalistisk kristen. Hvorfor? Fordi fundamentalisterne pr. defini-tion ikke vedkender sig reciprocitetsetikken. Tværtimod vender de den på hovedet. De behandler andre, som de mener, at de skal behandles.