Prøv avisen
Tro&tvivl

Jeg fik mange kristne grundværdier, uden at de blev prædiket ind

”Jeg synes, jeg går rundt med en grundlæggende følelse af taknemmelighed for at have fået den ultimative chance: Livet. Foto: Erik Refner

Peger man én finger mod andre, peger man tre mod sig selv, siger Anders Samuelsen,formand for Liberal Alliance. Det 46-årige folketingsmedlem hviler i den overleverede troog erkender, at han kunne være blevet ateist, hvis hans familie havde været det

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg tror, den er som størstedelen af den danske befolknings tro, nemlig noget jeg har haft med mig i min bagage siden barndommen. Jeg er ud af en familie, hvor min bedstefar ganske vist kaldte sig grundtvigiansk, men nok i så fald var af den mørkere slags med en snert af det indremissionske, som han kom fra. I forhold til ham er min tro lysere, hvilket nok skyldes min fars tilgang til kristendommen.

I det omfang jeg tror på Gud, er det en meget tilgivende Gud, og mit livssyn er optimistisk.

Jeg tror på livet før døden, og i livet gælder det om at finde glæde. Jeg ved ikke med idéen om liv efter døden. Som Thyra Frank fra min partigruppe siger: Er der liv efter døden, så tager vi det som en bonus. Men vi lever dette liv, som om vi kun har det ene.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, hvor mine forældre gik i kirke hver søndag. Det var langtfra altid, jeg var med. Jeg larmede nok for meget.

Hjemme læste min mor Det Nye Testamente op for min lillebror og mig. På den måde har jeg fået mange kristne grundværdier, uden at de er blevet prædiket ind.

Det er en livsglad form for kristendom, som har præget mit liv siden barndommen. I dag er to af mine søskende aktive kirkegængere og engagerede kristne i forskellig grad. Vi andre er mere ”passive”, men vi har en fælles lys grundtone.

Hvad har udfordret din tro?

Det, jeg tror udfordrer alles tro, nemlig meningsløs død, hvor man spørger sig selv, om der er en Gud i det her. Min storesøster døde i en trafikulykke, da hun var seks år. Det var året før jeg blev født, så jeg oplevede det ikke selv. Men jeg har mærket, hvordan det har præget min familie på mange måder, og det har bekræftet mig i, at det er der, man udfordres i troen.

Jeg kan godt følge folk, der synes, at det at tro er underligt. For tro er ikke noget, man kan argumentere sig rationelt igennem. Og det skal man heller ikke. Troen er mere en grundtone end en fast overbevisning.

Jeg oplever ikke selv nogen større tvivl, men når jeg møder folk, der insisterer på, at der ikke er noget at tro på, har jeg ikke behov for at argumentere med dem. Jeg kan forstå deres konklusion med mit rationelle jeg.

Af den grund er min konklusion også, at den tro, jeg har, hvor beskeden og hvilende den end er, er der, fordi den er blevet overleveret i min familie gennem generationer. Hvis jeg var vokset op i en ikke-troende familie, hvor man mente, at der ikke skulle bruges energi på overtro, så var jeg sikkert også endt som ateist.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har de mennesker, jeg har mødt på min vej, den præst jeg har, den familie og historie jeg er en del af, og det land, jeg bor i. Jeg vil ikke sætte procenter på, for det har noget at gøre med, hvilken fase i livet jeg har været i. I barndommen var det mest min familie. I mit voksenliv er det den familie, jeg selv skabte, og i dag er det måske også noget tredje.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Troen præger mig ikke meget i hverdagen. Jeg beder ikke bordbøn og går ikke ofte i kirke.

Men jeg er meget præget af min lokale præst, Gudmund Rask Pedersen, som er helt fantastisk. Hans ord er altid til stor inspiration, og jeg går opløftet fra kirken. Han giver både plads til humor og alvor.

Jeg forsøger at praktisere livsglæde og tilgivelse hver dag. Der kan være dage, hvor jeg føler mig deprimeret og har svært ved det. Men det er en bestræbelse for mig. Jeg synes, jeg går rundt med en grundlæggende følelse af taknemmelighed for at have fået den ultimative chance: Livet. At være den hurtigste sædcelle og at opleve universet. Det skal helst være den følelse, der præger livet, kombineret med de sorger og glæder, der hører med. Sorrig og glæde!

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har næsten ikke mødt noget menneske, som jeg ikke har kunnet bruge noget fra. Det gælder mine nærmeste venner, børn, forældre, søskende, mentorer, jeg har haft, chefer, medarbejdere, min folketingsgruppe og mange flere. Jeg plejer at sige om mig selv, at det er min spidskompetence at lade mig inspirere af andre.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Min far havde en plakat hængende i gangen i hjemmet, som jeg bor i i dag. Teksten var ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”.

Det er et af de bedste råd, jeg har fået. For det skal man huske. Hver gang man peger én finger mod andre, peger man tre mod sig selv. Det har lært mig ikke at være skråsikker. Det kan være, jeg virker sådan som politiker, men jeg er meget bevidst om det.

Billedtekst

”Jeg synes, jeg går rundt med en grundlæggende følelse af taknemmelighed for at have fået den ultimative chance: Livet. At være den hurtigste sædcelle og at opleve universet. Det skal helst være den følelse, der præger livet, kombineret med de sorger og glæder, der hører med,” siger Anders Samuelsen. Foto: Scanpix. SE SCANPIX KIRKE