For nylig præsenterede Netværket for forskning i civilsamfund og frivillighed en omfattende undersøgelse af ”Udviklingen i frivilligt arbejde 2004-2012”. Både SFI's undersøgelser og de europæiske værdiundersøgelser peger på, at andelen af frivillige gik op fra godt en fjerdedel til godt en tredjedel af den voksne befolkning i løbet af 1990'erne.
Den nye undersøgelse, hvis tal er fra slutningen af 2012, når frem til 38 procent aktive frivillige helt svarende til niveauet i 2004. Næsten lige så mange har tidligere været aktive. Der er altså kun en tredjedel af befolkningen, der ikke har deltaget i frivilligt arbejde og kun 20 procent, der ikke kunne drømme om at gøre det. Velvilje over for frivillighed hører med til den fremherskende mentalitet i Danmark. Men organiseringen bliver mere flydende: Hvor 79 procent af de frivillige var medlemmer af deres organisation i 2004, var det kun 70 procent i 2012. Og det er ikke alle frivillige, der er lige aktive: 20 procent af de frivillige udfører 66 procent af det frivillige arbejde.
Det er en styrke ved den nye undersøgelse, at knapt 2000 af de knapt 3000 svarpersoner i 2012 er gengangere fra undersøgelsen i 2004. Det gør det muligt at komme tættere ind på livet af frivillighedens udvikling. Det er godt med kurser, hvis man skal lære noget bestemt, men det afgørende for de frivillige er ikke frivillighedsplejen i form af kurser og fester. Det afgørende er snarere, at der er ”en god stemning”, og at ”arbejdet bliver taget alvorligt”. Sådan siger Britta Christensen, der er frivillig i Hundige Kirke, i det nyudkomne nummer af Kirkefondets blad, der handler om frivillige i kirken.
Ifølge den nye undersøgelse er det kun 2 procent af det samlede frivillige arbejde, der er organiseret i en kirkelig eller anden religiøs sammenhæng. Det skulle altså dreje sig om cirka 40.000 mennesker. Simple optællinger fra blandt andet Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg peger på, at der er omkring 100.000 frivillige i folkekirken og folkekirkelige organisationer alene. SFI's undersøgelse har her nogle definitionsproblemer, som er vanskelige at håndtere: Er man kirkelig frivillig, hvis man er en af de cirka 15.000 frivillige i en kirkeligt relateret genbrugsbutik? Eller hvis man er besøgsven på et plejehjem, drevet af en diakonal organisation?
Undersøgelsen bekræfter, hvad vi ved fra flere tidligere undersøgelser, at kirkegængere og religiøst engagerede er markant mere aktive i frivilligt arbejde end gennemsnitsbefolkningen. Men undersøgelsen har lidt af en blind plet, når det kommer til kristendommens betydning for den danske frivillighedskultur. Det kan og bør der rådes bod på i det mindste ad to veje:
For det første kan man komme dybere ned i forståelsen af, hvad der bevirker, at 38 procent af befolkningen er aktive som frivillige, mens 20 procent ikke kunne drømme om at blive det. For det andet kan man lære en del mere ved sammenligninger af frivillighedskulturerne i forskellige lande med forskellig religiøs baggrund. På europæisk plan ligger de nordiske lande i front, når det gælder en stor og stabil frivillighedssektor. Personligt tror jeg, at protestantismen hos os har installeret en stærk opfattelse af, at man skal tage vare på sig selv, men samtidig på næsten som sig selv, for man kunne jo selv være eller komme i næstens situation. Forhåbentlig kan vi få belyst den sammenhæng i en større undersøgelse af protestantismens kulturelle betydning op til Luther-jubilæet i 2017.