Prøv avisen
Interview

Jeg kan godt være fløjtende uenig med de andre, men kirken er stadig mit hjem

Sognepræst ved Christianskirken i Aarhus Carsten Haugaard Nielsen er ikke bange for at få jord under neglene, hverken praktisk eller billedligt talt. Hvis Aarhus-kandidaten bliver Viborg Stifts næste biskop, vil han arbejde for at være en nærværende biskop, der ikke kun sidder ved skrivebordet, men er ude, hvor menighederne og kirkens medarbejdere er. Foto: Lars Aarø/Fokus

Folkekirkens bredde er dens styrke, mener bispekandidat ved valget i Viborg Stift Carsten Haugaard Nielsen, der trods tidligere kritik af folkekirken betegner sig selv som stor tilhænger af samme

I en tid, hvor samfundet visse steder afkristnes, og Danmark lider et værditab, kan en tom kirkebygning faktisk have en værdi i sig selv. Sådan lyder udmeldingen fra Carsten Haugaard Nielsen, bispekandidat i Viborg Stift og sognepræst ved Christianskirken i Aarhus.

”I stedet for at fokusere på halvtomme kirker som et problem bør man fokusere på, hvad det er, vi som samfund har fået givet ved, at vi har stribevis af kirker fordelt ud over hele landet. I efteråret var jeg i Tyskland, hvor jeg mødte en tysk biskop i et landområde, hvor der næsten ikke er noget kirkeliv tilbage.

”Hvad gør I så med de tomme kirker?”, spurgte jeg og forventede, at biskoppen ville sige, at dem nedlægger vi,” fortæller Carsten Haugaard Nielsen, gør en pause og fortsætter:

”Men han sagde: 'Vi bevarer dem'. Kirkerne får lov til at stå som markører af noget kristent i landskabet. Det kan godt være, kirken ikke bliver brugt til gudstjenester, men måske til noget helt andet eller ingenting. Kommer der så på et tidspunkt igen baggrund for et gudstjenesteliv, så er kirken klar,” fortæller Carsten Haugaard Nielsen.

Men det koster jo mange penge at bevare en tom kirke?

”Jeg vil ikke sige, at der ikke skal lukkes en kirke i Viborg Stift, men det er absolut sidste udvej. Det er klart, at det kan blive nødvendigt med forandringer, som for eksempel færre gudstjenester eller mere samarbejde på tværs af sogne. Men vi er nu engang folkekirke på baggrund af den historie, vi har. Og derfor skal vi stoppe med at se de mange kirker på landet som et problem og i stedet se på alt det, vi har fået givet på forhånd,” siger Carsten Haugaard Nielsen.

For historiens vingesus skal man ikke overhøre, mener sognepræsten. På kontoret i præsteboligen i Aarhus er der da heller ikke tvivl om, at minderne har en særlig status. På væggen hænger en gammel, kasseret orgelpibe fra Møborg Kirke, hvor Carsten Haugaard Nielsen bestred sit første embede. Lidt længere henne hænger et vægur fra mormoderens tid, og på reolen står falmede familiefotos. Carsten Haugaard Nielsen viser smilende rundt.

”Hvert menneske er jo i sig selv en historie. Og den betyder noget for den, du er, og dem, du er sammen med.”

Og på samme måde med kirken, pointerer han. For nogle kan landsognene ses som et oplagt sted at spare penge. For andre er landsognene lig med historie og muligheder.

”I den danske folkekirke har der de seneste år været en tendens til at fokusere på udvikling i byerne. Den tendens vil jeg gerne have rykket mod landet. For kirken her skal ikke afvikles, men vi skal i stedet udvikle det kirkelige liv,” siger Carsten Haugaard Nielsen.

”Folkekirkens største udfordring er at være nærværende. Det handler om, at vi som kirke er sat til at leve, som Jesus gjorde. Han kunne ikke gå forbi mennesker, som andre blot gik forbi, men han stoppede op og kaldte på tiggeren på gaden. Selv på korset var han nærværende over for sine bødler. Guds nærvær er i Jesus Kristus. Og når så Paulus kalder kirken for Kristi legeme, så er vi, kirken, i virkeligheden en forlængelse af Jesu nærvær. Vi skal bære Guds nærvær videre,” siger Carsten Haugaard Nielsen.

Konkret gøres dette blandt andet igennem diakoni, mener den 53-årige sognepræst. Samtidig har han en vision om at engagere flere frivillige i folkekirken. En institution, som Carsten Haugaard Nielsen er stor tilhænger af. Også selvom han tidligere har kritiseret den, blandt andet, da sognepræsten Thorkild Grosbøll i 2003 tilkendegav, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud.

Sammen med en række andre præster skrev du en protestskrivelse, hvor i I skrev, at det var uholdbart, hvis Grosbøll forsatte i folkekirken. Hvordan kan du stå inde for den kirke, du i så høj grad kritiserede i 2003?

”Hvis man bor i et hus sammen med sin familie, kan man jo godt være uenige om nogle ting og samtidig være i samme hus. Et ægteskab, hvor man er enige om alting, bliver kedeligt. Og på samme måde er det med folkekirken. Jeg kan godt være fløjtende uenig med de andre, men det er stadig mit hjem. Og det at jeg nu søger en lederstilling, er selvfølgelig også for at få mulighed for at præge hjemmet,” siger Carsten Haugaard Nielsen.

Har du nogensinde overvejet at forlade folkekirken?

”Tanken har været der, men ikke ret længe. For folkekirken er min kirke, og det vil den blive ved med at være. Den grundlæggende respekt og rummelighed gør, at jeg ikke har overvejet at forlade den. Det er fint, der er forskellige holdninger, for det kommer der nogle interessante samtaler ud af. Jeg vil bare have lov til at fastholde det, jeg selv mener, men ikke fratage nogen retten til at mene noget andet. Men selvfølgelig er der grænser for, hvad der er kristen tro, og der er den folkekirkelige trosbekendelse sammenfattende. Kan man ikke stå inde for den, ikke bare med mund, men også med hjerte, så har man et problem som præst,” mener Carsten Haugaard Nielsen.

Hvis du var biskop, og der var en ”Grosbøll” i dit stift, hvad ville du så gøre?

”Jeg ville tage en samtale med ham og så se, hvad der kom ud af det. Jeg tror meget på dialogens vej.”

Og hvis han fastholder sine synspunkter?

”Så må vi se på, hvilke andre muligheder der er.”

Det var et meget åbent svar. Jeg går ud fra, du mener, han ikke burde blive som præst i folkekirken i forlængelse af den skrivelse, du var medforfatter på i 2003?

”Det afhænger jo af den helt konkrete sag. Men det er klart, at man som biskop har tilsyn med forkyndelsen, og der er en række ting, man kan gribe fat i, som samtaler og advarsler. Jeg ville begynde med samtalen og se, om vi kunne få tingene på plads på den måde. Men det er klart, at jeg som biskop også har en pligt til at føre tilsyn. Jeg vil dog ikke sige, hvad jeg ville gøre, uden at der er en konkret sag.”

Men hvis vi nu taler om Thorkild Grosbøll, så har vi en konkret sag.

”Ja, men jeg tror ikke, jeg vil sige mere, end jeg har sagt. Hvis jeg skulle svare på det spørgsmål, så ville jeg have skullet snakke med Grosbøll. Så ville jeg kunne sige, hvad jeg ville gøre.”

Og nærmere kommer Carsten Haugaard Nielsen ikke emnet i denne omgang. Han betegner sig som værende på folkekirkens midte, også selvom flere af hans stillere har rødder på højrefløjen, og han selv er i mod vielse af homoseksuelle. Direkte adspurgt, om han vil betegne sig som ”missionsk”, svarer han:

”Jeg har været generalsekretær for et missionsselskab, så ”mission” er for mig et vigtigt ord for det, kirken skal. Men jeg er ikke missionsk. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med missionsfolk og har haft den glæde, at de har været der og bakket op omkring mine gudstjenester. Og jeg er også glad for, at nogle af dem bakker mig op som bispekandidat. Men det er der også mange andre, der gør. Jeg har altid som præst været midtbanespiller, og har haft et godt samarbejde til både højre og venstre i det kirkelige landskab. Sådan vil jeg også være som biskop,” siger Carsten Haugaard Nielsen og forsætter:

”Der er en tendens i debatten til, at vil man ikke vie homoseksuelle, så er man højrefløj. Det er jeg ikke enig i. Der er mange andre steder, hvor jeg adskiller mig fra højrefløjen, for eksempel vier jeg gerne fraskilte og har intet imod kvindelige præster,” understreger Carsten Haugaard Nielsen.

Selv er han formet af spejderbevægelsen og KFUM og K og mener i det hele taget, at de kirkelige organisationer betyder meget for det folkekirkelige arbejde, og han så gerne et øget samarbejde på denne front. Ligesom han gerne så den kirkelige bredde repræsenteret i højere grad, end der er lagt op til i et ministerielt udvalgsforslag til et nyt styringsorgan med navnet Folkekirkens Fællesudvalg.

”Jeg synes, det er godt, at kirken får et mere demokratisk væsen. Men som der er lagt op til, skal en stor del af rådet bestå af repræsentanter fra hvert stift. Jeg er dog ikke sikker på, det er den geografiske spredning, der er den væsentligste; i stedet bør man sikre den kirkelige spredning, så man får repræsentanter fra alle kirkelige grupper,” afslutter Carsten Haugaard Nielsen.