Folkekirken er en supertanker, der skal vendes

Peter Hedegaard blev for ni år siden valgmenighedspræst for at undgå centralisering i folkekirken. I dag vil han være biskop over Viborg Stift og vil gøre noget ved netop det problem

Samarbejdet med medarbejderne i Holstebro Valgmenighed er vigtigt for præsten Peter Hedegaard, der gerne tager en sludder med organist Kim Preussler. Bliver Peter Hedegaard Viborg Stifts næste biskop, vil han blandt andet arbejde for at højne arbejdsglæden i folkekirken, fortæller han. Han vil også arbejde for mere selvbestemmelse for menighedsrådene. Fotos: Jens Bach.
Samarbejdet med medarbejderne i Holstebro Valgmenighed er vigtigt for præsten Peter Hedegaard, der gerne tager en sludder med organist Kim Preussler. Bliver Peter Hedegaard Viborg Stifts næste biskop, vil han blandt andet arbejde for at højne arbejdsglæden i folkekirken, fortæller han. Han vil også arbejde for mere selvbestemmelse for menighedsrådene. Fotos: Jens Bach.

På valgmenighedspræst Peter Hedegaards bord på kontoret i Holstebro ligger en stak med fem tykke betænkninger fra Kirkeministeriet. Ved siden af ligger præstens slidte, orange bibel.

”Fem betænkninger siden 2007. Sikrer de forkyndelsen? Eller skygger de for den? Det er jo næsten, som når en kendt dansker siger til sin far, at 'den man elsker, tugter man'. Jeg skal da lige love for, kærligheden fra systemet er stor.”

Kandidat til bispevalget i Viborg og valgmenighedspræst i Holstebro Valgmenighed Peter Hedegaard ryster på hovedet. Den 57-årige præst i den grundtvigske valgmenighed har ikke meget til overs for de mange regler og betænkninger, der de seneste år har bevæget sig fra Kirkeministeriet ud i landets mange sogne. Magten skal tilbage til menighedsrådene, lyder det fra Hedegaard, der igen og igen fremhæver, at den centralisering, man har set i kommuner, regioner og skoler, nu også truer folkekirken.

”Man kan ikke bare fortsætte med at lægge regler og strukturer ned over sognene. Man bliver nødt til at tage udgangspunkt i hvert enkelt sogn og finde ud af, hvilke behov der reelt er. Jeg mener, vi bør få gennemført en regelsanering af folkekirken. Vi skal stoppe betænkningsmareridtet og i stedet få lettet det daglige arbejde for menighedsrådene,” siger Peter Hedegaard.

Det er der mange andre, der har sagt før dig. Tidligere kirkeminister Manu Sareen (R) bebudede også, arbejdet skulle lettes for menighedsrådene, men det kan se ud, som om det er lettere sagt end gjort?

”Vi skal have en gennemgående revision. Og så skal de kirkelige så vel som de folkelige kræfter arbejde på fuldt tryk for at modvirke centraliseringen. For hvis man forbinder det kirkelige med det folkelige, så står vi enormt stærkt. Det her drejer sig i virkeligheden også om en kulturkrig. Det er et spørgsmål om, at nu må vi sige stop til de centraliseringstendenser, for på et tidspunkt kan København ikke blive ved med at malke provinsen. Medmindre de ønsker, det skal være Nationalpark Thy det hele. Men det vil vi ikke finde os i,” lyder det fast fra bispekandidaten.

En konkret måde at modarbejde centraliseringen på er, at kirkens medlemmer går ind og kæmper for den lokale skoles overlevelse og dermed indirekte er med til at kæmpe for et lokalt menighedsliv, foreslår Peter Hedegaard. Ydermere kan kirken vinde meget ved at skabe netværk og udveksle erfaringer på tværs. For eksempel ved at arrangere fælles undervisning, starte børnekor eller samarbejde om større arrangementer.

Samtidig ønsker Peter Hedegaard også en langt bedre udnyttelse af de folkekirkelige midler.

”Folkekirken har penge. Det er jeg nødt til at sige. Men nogle af dem er blevet væk. Derfor skal vi stoppe med topstyring og betænkninger og gå hele folkekirkens økonomi igennem med en tættekam. Pengene skal målrettes det, de skal bruges til. Direkte til musikken, undervisningen, forkyndelsen. Til livet,” siger Peter Hedegaard.

For det behøver ikke at være dyrt at drive kirke. Faktisk havde Holstebro Valgmenighed et overskud på 250.000 kroner sidste år, og der blev både råd til vedligeholdelse af bygninger, lønninger og en studietur til Rom for præsten og konfirmanderne. Og medlemmerne betaler ikke mere i kirkeskat end de 1,08 procent, som resten af borgerne i Holstebro gør, pointerer præsten.

Også medlemmernes engagement i valgmenigheden er en erfaring, Peter Hedegaard vil gøre brug af i folkekirken.

”Fra mit arbejde som valgmenighedspræst ved jeg, der er en stor arbejdsreserve i menighederne. Folkekirken har været en servicekirke alt for længe, og vi skal nu have aktiveret menigheden igen. For eksempel kører vi i Holstebro Valgmenighed en periode uden kirketjener. Ikke fordi vi ikke har råd, men fordi vi gerne vil have menigheden til at deltage aktivt,” siger Peter Hedegaard.

Men nu sidder du som valgmenighedspræst, hvor dine medlemmer aktivt har valgt kirken til. Hvordan vil du kommunikere til den kulturkristne, der måske kun bruger kirken til livets store begivenheder?

”De kulturkristne er bestemt også i Holstebro Valgmenighed, så dem er jeg i høj grad vant til at tale til. Her er folk fra alle kirkelige retninger fra det grundtvigske til det indremissionske. Men det er folk, der har valgt at tilhøre en personlig menighed, hvor vi har et personligt forhold til hinanden,” siger Peter Hedegaard og påpeger, at hans menighed netop er et eksempel på, hvordan man kan aktivere mennesker, der ellers ikke ville have følt sig hjemme i folkekirken.

”Folk har valgt min menighed til, fordi vi kommer hinanden ved, og fordi de ønsker en forkyndelse, hvor der er højt til loftet og åbent til himlen. Samtidig har vi respekt for vores forskelligheder. Vi har også mennesker, som har det svært med vielser af to af samme køn, men de respekterer min holdning. Og omvendt. Det skal der være plads til,” siger Peter Hedegaard.

Rummelighed er en vigtig del af at være kirke, ligesom valgmenighedspræsten også vil give frihed til de præster i folkekirken, der måtte mene noget andet end ham selv, for eksempel om vielse af homoseksuelle eller fraskilte.

”Frihed til forskellighed”, lyder dit valgslogan. Men hvor langt kan man gå, før end friheden udvander folkekirkens bekendelse? Er der grænser for friheden?

”Der vil jeg gerne helt klart sige, at jeg mener ikke, man kan være præst i den danske folkekirke, hvis man ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, som vi så det med Thorkild Grosbøll. Han aflagde så trosbekendelsen sammen med sin biskop, og så må vi gå ud fra, præsten derefter kunne stå inde for første trosartikel. Men selvfølgelig har friheden en grænse,” siger Peter Hedegaard, der dog med Kingos ord samtidig påpeger, at ”Est du til Christus bunden, est du bunden fri”, og at vi derfor ikke må klandre andre for at mene noget andet end os selv.

Den folkekirkelige bredde er langtfra ukendt for valgmenighedspræsten, der med en grundtvigsk far og en indremissionsk mor har fået et solidt indblik i begge miljøer. I dag betegner han sig selv som ”rundet af det grundtvigske”.

Du søger et bispeembede i et stift, hvor vælgerne ved de tidligere bispevalg særligt har lagt vægt på diakoni, og hvor den missionske fløj formentligt har større vægt end i de andre stifter. Du har selv en baggrund i det grundtvigske, hvordan stiller det dig?

”Jeg tror, man i Viborg Stift har en fornemmelse af, at nu er det blevet tid til at supplere med en klassisk, luthersk, evangelisk teologi, og at man gerne vil have en biskop, der holder af både at forkynde og at undervise. At man måske gerne vil trække en biskop til med en mere klassisk holdning,” vurderer Peter Hedegaard.

Fra kontoret i Valgmenighedens Hus befinder han sig midt i det stift, hvor slaget om bispestolen står, og fra sit foredragsvirke i det midt- og vestjyske har han et yderst godt kendskab til livet i sognene, påpeger han. Med ham som biskop vil menighederne dermed få en lokalt kendt person, der vil modarbejde ønsker om et fælles kirkeudvalg eller kirkeråd, ligesom han vil besøge alle sogne i stiftet for at blive klogere på de lokale behov.

I 2005 sagde du ja til at blive valgmenighedspræst i Holstebro. Var det, fordi du var blevet træt af den centralisering, der. som du selv nævner, præger folkekirken i disse år?

”Ja, jeg så nogle tendenser på det her område, som jeg ikke brød mig om. Samtidig tog mit valg sit udspring i, at jeg vidste, at man som valgmenighed stadig var en del af folkekirken og dens fællesskab, men man kunne få lov til at være kirke og selv bestemme hvordan. Det havde jeg lyst til at prøve,” siger han og fortæller, at han som valgmenighedspræst bruger mindre tid ved sit skrivebord og har mere tid til for eksempel husbesøg og forkyndelse, end han havde som sognepræst.

Som valgmenighed befinder I jer i en særskilt lomme i folkekirken og har på mange måder større frihed end menigheder i resten af folkekirken. Hvorfor søger du nu til midten af den institution, hvor du formentlig igen vil møde de tendenser, du tidligere kritiserede?

”Fordi jeg vil begraves fra folkekirken. Og hvis ikke vi ændrer supertankerens retning og får gjort det lettere at være menighedsråd, så kommer der nogle, der vil adskille kirke og stat. Og så er det ikke min folkekirke mere. Jeg vil gerne begraves i den sidste demokratiske instans, vi har tilbage i det her land,” afslutter Peter Hedegaard.