Vi skal blande os i livet

En biskop skal turde tale politikerne imod, når grænserne for medmenneskelighed overtrædes, mener bispekandidat og domprovst Niels Christian Kobbelgaard

På kontoret hos bispekandidat og domprovst ved Budolfi Provsti i Aalborg, Niels Christian Kobbelgaard, hænger fem forskellige tryk af Storm P., hvilket ikke er tilfældigt, fortæller domprovsten med et smil: ”Jeg kan genkende en del af mig selv hos Storm P., som er fuld af frimodighed og humor. Og hvis kirken ikke kan manifestere en form for humoristisk sans, så bør vi lukke ved første lejlighed,” mener Niels Christian Kobbelgaard.
På kontoret hos bispekandidat og domprovst ved Budolfi Provsti i Aalborg, Niels Christian Kobbelgaard, hænger fem forskellige tryk af Storm P., hvilket ikke er tilfældigt, fortæller domprovsten med et smil: ”Jeg kan genkende en del af mig selv hos Storm P., som er fuld af frimodighed og humor. Og hvis kirken ikke kan manifestere en form for humoristisk sans, så bør vi lukke ved første lejlighed,” mener Niels Christian Kobbelgaard. . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Da en tyrkisk mor til to i 2009 stod til udvisning af Danmark, sendte daværende provst i Sunds, Niels Christian Kobbelgaard, sammen med biskop Karsten Nissen en offentlig appel til integrationsministeren. Et eksempel på, at det kan blive nødvendigt for en præst, såvel som for en hvilken som helst anden kristen, at blande sig i politik, mener Niels Christian Kobbelgaard, i dag domprovst i Aalborg og bispekandidat i Viborg Stift.

”For nogle var min handling et udtryk for utidig indblanding. Men for mig at se handler det om medmenneskelighed. Min samvittighed bød mig ganske enkelt at sige et pip. Samtidig er jeg fuldstændig på det rene med, at vi som kirke ikke skal føre integrationspolitik. Men skulle jeg afvise at blande mig, sige 'nej tak, jeg er præst, jeg må ikke blande mig i livet?' Kristendommen er jo en del af livet.”

Den 58-årige domprovst i Budolfi Provsti i Aalborg og kandidat til stillingen som biskop i Viborg Stift slår ud med armene.

Folkekirken skal turde blande sig i det samfund, den er sat i, mener han, ligesom den skal turde tænke nyt, når samfundet ændrer sig. Som for eksempel når danskere i stigende grad flytter fra land til by, og landsogne dermed affolkes.

”Når jeg er ude at tale med folk i Viborg Stift, kan jeg godt mærke, hvor skoen trykker. Folk er bange for, at deres kirke og område bliver afviklet, og det skal vi naturligvis have nogle snakke om. Vi bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene, også selvom den gør ondt. Men en biskop skal holde sig på måtten og lytte. Vi skal ansvarliggøre folk og få dem til at definere deres behov. Og hvis behovet er at samle kræfterne om udvalgte gudstjenester og skære ned på antallet af øvrige, jamen så gør vi det,” siger Niels Christian Kobbelgaard.

Samtidig har han et konkret forslag, som han håber, kan være med til at udvikle landsognene.

”Jeg vil gerne gøre op med det, jeg kalder polyfillastillinger, hvor man gør præstestillinger til et stykke matematik, hvor præsterne skal passe ind i de huller, der er,” siger Niels Christian Kobbelgaard og forklarer, at man i stedet bør tage udgangspunkt i den enkelte præsts kompetencer og i et større område sørge for, at de forskellige præster supplerer hinanden godt.

”Vi skal gøre op med den der anstrengende model, hvor præsten skal være god til det hele lige fra babysalmesang til at snakke med de gamle. Lad os i stedet frigøre præsterne til at gøre det, de hver især er bedst til,” lyder det fra Niels Christian Kobbelgaard, der samtidig medgiver, at nogle vil mene, præstens særlige tilknytning til et bestemt sogn vil gå tabt.

”Men det er muligvis en romantisk drøm, som ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Vi har jo for længst vænnet os til, at familielægen nu sidder i et lægehus, og vi er også vant til, at vi ikke altid kommer til konsultation hos vores egen læge. Og vi besvimer jo ikke af den grund,” siger Niels Christian Kobbelgaard.

Der vil sikkert være mange præster, der synes, det her lyder tiltrækkende men er det ikke bare, lidt provokerende sagt, en omgang valgflæsk? Kan det lade sig gøre i praksis?

”Det skal komme an på en prøve. Vi kan lave en forsøgsordning og kigge på resultaterne. Jeg tror på, det kan fungere. En præst skal selvfølgelig holde gudstjenester, men vi bør samtidig se på, hvilke specialer vi hver især har. Jeg kender til præster, der har sagt deres stilling op før tid, fordi konfirmand-arbejdet var et kors for dem, de ikke kunne bære. Det er synd for konfirmanderne, men så sandelig også for præsterne,” siger Niels Christian Kobbelgaard.

At gå nye veje er ikke ukendt for domprovsten. Hvilket også et tryk af en kendt Storm P.-tegning på væggen i kontoret indikerer. Trykket, som hedder ”Tilbage til naturen” forestiller en grå, stor mængde mennesker gående på samme grå, dystre vej. Kun én mand går frejdig og glad væk fra massen, ud i en farverig skov. Niels Christian Kobbelgaard peger på en anden mand, i udkanten af den grå masse, der smilende kigger på manden i skoven.

”Jeg er nok ham der. Jeg vil gerne gå imod strømmen, men jeg tør nok ikke altid,” siger bispekandidaten og griner.

Indimellem gør du det dog alligevel. Ved seneste menighedsrådsvalg var du en af initiativtagerne til en kampagne, der skulle få flere til at stemme til menighedsrådsvalget. Kampagnens slogan var ”Gud! Det rager mig!”, som blandt andet blev skrevet på et 50 kvadratmeter stort banner, der blev hængt op på domkirken. Det blev kritiseret af mange. Kan man forestille sig, at du som biskop tager lignende initiativer for at gøre danskerne interesseret i kirken?

”Ja, det kan man da. Jeg synes, det var et folkeligt, kirkeligt og fornøjeligt tiltag. Vi fik straks en rådmand fra Dansk Folkeparti på nakken, fordi vedkommende syntes, vi besudlede domkirken. Der var mange, der faldt over sætningen ”det rager mig”, altså det angår mig. De mente, at rager, det er noget, man gør et andet sted,” siger Niels Christian Kobbelgaard med et overbærende smil.

”Men vi fik også mange positive tilkendegivelser. Og der er endda et af medlemmerne af Budolfi Menighedsråd, der siger, at hun valgte at stille op til menighedsrådsvalget, fordi hun så det banner.”

Men hvorfor provokere for at gøre danskerne interesseret i kirken? Findes der ikke bedre metoder?

”Jeg er ikke talsmand for, at vi bare skal provokere. Slet ikke. For så mister provoka-tionen sin kraft. Men vi stod ansigt til ansigt med et valg, hvor vi vidste, det ville blive svært at få fyldt mange menighedsråd. Vi kunne have valgt bare at se til. Men vi valgte at lave et 'wake up-call' og gøre opmærksom på menighedsrådsvalget på en god måde. Der var da også mange, der syntes, Jan Lindhardts pinsefisk var noget pjat. Og sådan vil det altid være. Men hvis det skal sendes til demokratisk afstemning, hver gang der skal slås en prut, jamen så sker der ikke noget,” siger han med en henvisning til, at tidligere biskop Jan Lindhardt opfordrede danskerne til at spise fisk i pinsen for at tænke mere på kirken.

Niels Christian Kobbelgaard smiler et bredt smil. At humor og holdninger går hånd i hånd hos domprovsten i Aalborg er helt bevidst, for som kristne er vi sat fri til at tage os af den verden, vi er sat i ikke kun med dyb alvor, men også med humor og taknemmelighed, mener han.

Som kristne og kirke har vi faktisk et helt særligt ansvar for vores verden, siger han. Det kom blandt andet til udtryk i forbindelse med klimatopmødet i København i 2011, hvor Niels Christian Kobbelgaard var med i den gruppe præster, som lod kirkeklokkerne ”ringe for klimaet”. Igen en situation, hvor kritikere mente, folkekirken utidigt blev blandet ind i politik. Men Niels Christian Kobbelgaard er af en anden overbevisning.

”Klimakonferencen var en fantastisk begivenhed, som vi med et lille pip kunne være med til at gøre opmærksom på. Og hvis kirken ikke skulle tale om, hvordan vi skal behandle vores jord, så ved jeg da snart ikke! Vi er jo indsat som forvaltere af den. Hvis vi skal holde vores mund og bare lade stå til, så er vi da i den grad utroværdige,” slår Niels Christian Kobbelgaard fast.

Samtidig skal der være plads til at mene noget andet. Hvis man som præst ikke ønsker at blande kirkeklokker og kirke sammen, er det helt i orden med domprovsten. Ligesom han også fuldt ud respekterer præster, der ikke vil vie homoseksuelle eller fraskilte, selvom han selv er af en anden overbevisning. Som præst skal man have stor frihed inden for folkekirkens rammer. Også til at blande sig i samfundet.

Hvis du bliver biskop, får vi så en mere politisk aktiv biskop, end vi tidligere har set?

”Min udfordring som kristen, præst og provst er, at jeg ser mit liv som spændt ud imellem to poler. Den ene pol er Guds frisættende kærlighed, den anden er en fordring om at leve det liv, vi er kaldet til. Det er den spænding, jeg lever i, og det må ethvert kristent menneske gøre. Det betyder også, at jeg som kristent menneske indimellem må vove noget uden at jeg dermed tager hele kirken til indtægt for mit ord. For kirken må ikke blive en mastodont, som har én bestemt mening om alt, for så bliver den et parti, og det skal vi ikke udvikle os til. Vi skal ikke spændes for nogle politiske vogne. Men den enkelte må have frihed til at tale,” siger Niels Christian Kobbelgaard.

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix