Åben krig mellem paven og mafiaen

Mafiaen trodser pave Frans, der har forstødt mafiamedlemmerne fra den katolske kirke, så de ikke længere kan gå til alters eller få kirkelig begravelse

Pave Frans leverede en rammende tale, da han søndag besøgte den syditalienske region Calabrien. Fængselsindsatte mafiamedlemmer har taget til genmæle.
Pave Frans leverede en rammende tale, da han søndag besøgte den syditalienske region Calabrien. Fængselsindsatte mafiamedlemmer har taget til genmæle. Foto: Vincenzo Pinto.

Den italienske mafia har taget kampen op mod pave Frans, efter at han den 21. juni erklærede alle mafiamedlemmer forstødt fra den katolske kirke.

”Mafiaens medlemmer tilhører ikke det kristne fællesskab. De er forstødt,” sagde pave Frans i en prædiken under et besøg i Molise-regionen i Syditalien, en region, hvor mafiaen står særdeles stærkt, men også en særdeles troende region.

Det betyder, at personer, der af kirken identificeres som mafiamedlemmer, kan blive ekskommunikeret, så de udelukkes fra at deltage i nadveren eller for eksempel få en kirkelig begravelse.

Nu har mafiaen indledt sit modangreb. Den 6. juli boykottede 200 fængselsindsatte i Larino i Molise-området en gudstjeneste.

”Når vi ikke kan gå til alters, er der ingen mening i at overvære gudstjenesten,” sagde de indsatte ifølge en fængselspræst, der citeres af Radio Vatikanet.

Få dage forinden gik en Maria-procession i landsbyen Oppido Mamertina en omvej for at kunne passere forbi det hus, hvor den 82-årige leder af mafia-organisationen N'drangheta, Giuseppe Mazzagatti, sidder i husarrest. Processionen standsede foran huset og lod Maria-statuen hælde fremover som i en hilsen til mafia-bossen.

”Dette opfattes som en klar udfordring af pavens ord om forstødelse,” kommenterer Radio Vatikanet.

Antimafia-politiet i Reggio Calabria har indledt en efterforskning for at afdække, om bærerne af Maria-statuen står i ledtog med mafiaen.

De italienske kirkemyndigheder har også taget hændelsen særdeles alvorligt.

Ærkebiskoppen Giuseppe Fiorini Morosini foreslår at forbyde mafialedere at stå fadder ved barnedåb, fordi relationen mellem ”god-father” og gudbarn er med til at sikre fremtidig rekruttering af mafiamedlemmer og sikre mafiaens indflydelse over lokalbefolkningerne. ”Godfather” er det engelske ord for fadder og samtidig en betegnelse for mafialedere.

”Den hellige Jomfru vil aldrig bøje sig for mafiaen,” lyder det fra generalsekretæren for Italiens katolske kirke, Nunzio Galantino.

Også pave Frans' forgængere, Benedikt XVI og Johannes Paul II, forsøgte at sætte sig op mod mafiaen og blev mødt med voldsomme modreaktioner. I 1993 gennemførte den sicilianske mafiaklan Cosa Nostra et bombeattentat mod Lateraner-katedralen og San Giogion in Velabro-kirken, begge i Rom. Lateraner-katedralen er sæde for Roms biskop, med andre ord paven, og budskabet kunne derfor næppe være mere tydeligt.

Pave Frans indledte sin kamp mod mafiaen ved at tage imod flere mafiaofre på den årlige ”antimafiadag”, organiseret hvert år i marts af den kirkelige antimafia-organisation Fondation Libera.